Dette kapitel er skrevet 2 år efter Pablos fødsel og død. "Tiden efter" Pablo strækker sig egentlig ud i al evighed, og det har ikke været muligt for mig at skrive dette kapitel før. I skrivende stund hvor Pablos 2 års fødselsdag er oprandt, er jeg i stand til at sige, at at sorgen over tabet af Pablo ikke fylder meget i hverdagen mere. Sanvet er der, tomheden er der, trished er der ind imellem, men disse følelser holder mig ikke nede eller forhindrer mig i at leve videre på en god måde. Pablo har sat evige spor i min psyke og i min hukommelse, og jeg vil her forsøge at give udtryk for, hvad denne oplevelse har givet mig med på vejen.

• At sige farvel

• At finde en årsag

• At se sorgen i øjnene

• At få hjælp fra andre

• At give slip på sit barn

At sige farvel

Den døde krop
Jeg havde det svært med Pablos fysiske krop, efter at han var død. For mig var den nu bare et fysisk hylster, som ikke mere var bebøt. Hans sjæl var fløjet ud af kroppen og ind i en anden dimension, og jeg forbandt ikke kroppen med Pablos tilstedeværelse. Samtidig var jeg bange for at kikke på denne døde krop, bange for at det var dette billedet, som skulle fæstne sig i min hukommelse og ikke billederne fra da han levede. Det kan jeg se i bagspejlet var forkert. Jeg tog overhovedet ikke nogle billeder af hans døde krop, og heller ikke af hans kiste, og det fortryder jeg idag. Specielt fordi jeg ingen billeder har af ham uden alle elektroderne og slangerne. Efter hans død så jeg kun den døde krop to gange. Første gang var på hospitalet samme aften, han døde, efter at de havde taget iltmasken af og fjernet alt grejet. Kroppen var stadig varm, og han havde fået en body på. Jeg tog ham op i mine arme endnu engang, knuede ham ind til mig, og holdt ham i en stund imens varmen langsomt forlod kroppen. Anden gang var i hospitalets kapel, hvor han var blevet lagt i en lille fin kiste i lyst træ. Denne gang rørte jeg bare let ved hans kind, der nu var iskold. François bror, søster og svigerinde var med i kapellet for at se deres lille nevo for både første og sidste gang. De var utroligt påvirkede af vores ulykke.

Valg af gravstedet
Vi blev ret hurtigt enige om, at vi ville have hans krop brændt. Det var en naturlig løsning for os, og i harmoni med min forestilling om, at Pablo havde forladt sin fysiske krop og ikke længere havde brug for den. Tanken om at den skulle rådne op i en kiste under jorden lå mig meget fjern. Derefter kom spørgsmålet om, hvad vi skulle gøre af asken. Skulle den strøs ud et eller andet sted, eller skulle den være på en kirkegård, og i så fald hvor ? i Paris ? på det franske familiegravsted i Auvergne ? i Danmark ? Min første tanke var at strø asken ud på den ø i Bretagne, hvor Pablo blev skabt. Tanken om at han blev til der, og at hans jordiske rester gik til der var smuk. Men efter betænkning blev vi klare over, at vi havde brug for et konkret sted at gemme hans aske. Et fast tilholdssted hvor vi kunne komme i fremtiden og mindes ham. Et sted som vi kunne vise frem til hans forhåbentlig kommende søskende som et bevis på, at han har eksisteret. Jeg ville gerne have dette sted ikke for langt væk fra, hvor vi bor, så jeg kunne komme der ofte. Men det var problematisk, dels fordi vi bor til leje og ikke har tænkt os at blive i lang tid, dels fordi kirkegårdene i Paris og omegn er fyldt op, så man ofte bliver henvist til en kirkegård langt udenfor Paris. Der er heller ingen familiemedlemmer begravet her, og det føltes ikke rigtigt, at Pablo skulle ligge helt alene på et sted, som vi ikke har noget specielt tilknytningsforhold til. Danmark var også udelukket. Tilbage var familiegravstedet i Auvergne, som ligger tæt på François mors nuværende hus. Her ligger bl.a. François far begravet og også nogle af hans bedsteforældre. Kirkegården ligger på toppen af en bakke med en meget smuk udsigt over landsbyen og videre langt væk. Dette sted var det rette sted for Pablo !

Ligbrændingen
Ligbrændingen foregik i slutningen af febuar et par uger efter Pablos død. Ligbrændingshuset ligger på toppen af Mont Valerien bjerget vest for Paris. Mærkeligt nok ligger det kun et par hundrede meter fra vores kommende hus, som vi i skrivende stund er ved at købe. På selve dagen mødte vi op i kapellet på hospitalet. Vi havde muligheden for at se Pablos krop en sidste gang, men hverken François eller jeg ville. Så det var kun François søster, som var med os, der så ham en sidste gang. Derefter blev kisten lukket og bragt ud til ligvognen. Vi forlod hospitalet og fulgte efter ligvognen i vores egen bil igennem byen. Da vi ankom til ligbrændingshuset, blev kisten overført til en receptionslokale, hvor der var blomster, en lang række bænke og en talerstol. Her sad vi et stykke tid og betragtede den lille lyse kiste, hvor mit barns krop afventede sin sidte rejse ind i flammerne. Denne lille krop som var blevet dannet ud af min egen, og som havde potentialet til at leve i hundrede år, den skulle om nogle få øjeblikke reduceres til aske. Jeg sang nogle børnesange, bl.a. "Solen er så rød, mor". Derefter blev vi vist ud i en lille testue med caféborde og stole, hvor vi på en fjernsynsskærm kunne se kisten blive ført ind i ovnen. Ovndøren blev lukket i igen, og imens ligbrændingen fandt sted, sad vi og drak te og snakkede. En halv times tid senere var det forbi, og vi kunne gå derfra med den hvide urne, som det sidste jordiske bevis på vores lille søn.

Urnenedsættelse
Der er ikke i Frankrig nogle regler for (som jeg tror der er i Danmark), hvor lang tid der skal gå fra ligbrænding til urnenedsættelse. Vi var blevet enige om familiegravstedet i Auvergne, men var slet ikke klar til at rejse nogle steder, så urnen kom ned i kælderen at stå. Vi beholdt den faktisk i kælderen i flere måneder, og jeg er ret sikker på, at vi ubevidst havde svært ved at skille os af med den. Det var jo på en måde somom Pablo stadig var i huset. Det var føst i maj måned, at vi planlagde en tur til Auvergne, for at aflevere urnen. At vi havde svært ved at skille os af med den, kom helt konkret til udtryk, da vi rent faktisk glemte urnen i Paris og først kom i tanke om det på motorvejen 100 km derfra. Her er hvad jeg skrev til Englene om urnenedsættelsen :

Pablo lå nu langt væk fra vores hjem. Vi kunne ikke lige smutte ned på kirkegården, når trangen meldte dig. Vi ville gerne have et sted tæt på, hvor vi kunne gå hen og mindes ham. Vi valgte et sted ude i vores have, hvor vi satte en af de malede sten, og hvor vi plantede en masse blomster rundt om. Det er nok ikke en særlig traditionnel måde at gøre tingene på, men vi havde det begge godt med det. De malede sten blev med tiden godt medtagede af vind og vejr, da vi ikke havde brugt nogen speciel holdbar maling. Året efter gravedere François selv en sten til Pablo, som indtil videre er kommet ud på Pablos sted i haven :

Mindesgudstjeneste
Hverken François eller jeg har noget specielt forhold til kirken, men det blev meget vigtigt for os at at holde en mindesgudstjeneste for Pablo. I forbindelse med udsendelsen af Pablos "faire part de naissance" inviterede vi den franske familie og venner til en mindesgudstjeneste d. 22 febuar i Chapel St. Louis ved siden af vores hjem. Det var ikke nogen decideret mindesgudstjeneste, men en del af den ugentlige messe, hvor hele menigheden er samlet. Kirken var fyldt op, og vores lille selskab sad forest oppe. Præsten holdt en speciel tale for os, og vi var også oppe at holde tale. Jeg havde forberedt min, og François improviserede. Han kom til at græde lidt under talen, og det var en meget bevægende højtidilighed. Efter gudstjenesten kom alle med tilbage til vores hus, hvor der ventede champagne og laksemadder. Til vores store overraskelse og glæde dukkede der flere gamle venner af François op, som han ikke havde haft kontakt med i årevis. De havde af omveje hørt om vores tab, og kom forbi for at udtrykke deres medfølelse, bl.a François kammerat fra gymnasietiden. Intet vidste han om dengang, at en lignende ulykke skulle overgå ham et par år senere. De mistede deres andet barn i 7ende graviditetsmåned for kort tid siden. Det betød uendeligt meget for os at kunne dele vores sorg med familie og venner igennem denne cerimoni, og vi følte os omringet af varme og fælleskab den dag.
Vi havde ikke inviteret den danske del af familien til gudstjenesten. Det virkede for uoverskueligt for os at skulle arrengere noget større, og vores hus var allerede fyldt til bristepunktet, som det var. Men det føltes forkert at familien i Danmark ikke kunne få mulighed for at sige farvel til Pablo. De havde jo i forvejen fulgt den sidste måneds begivenheder på afstand. Så vi tog kontakt med et par præster i Danmark, for at høre om det var muligt at organisere en mindehøjtidelighed der også. Præsten i Gentofte Kirke var åben for ideen, så snart blev en gudstjeneste planlagt til d. 9. marts. Min moster tilbød at lægge hus til og stå for frokost. Det blev til en meget meget speciel dag for mig, og på trods af omstændighederne mindes jeg den som noget ganske særligt. Min mor og far som ikke havde set hinanden i mere end 20 år var med begge to, hver med deres nuværende mand og kone, og det gør indtryk. Her er hvad jeg skrev til Englene om mindesgudstjenesten :

At finde en årsag

Når noget så utæænkeligt sker, som at et spædbarn dør, så vil man uværgeligt søge en forklaring. Det var fuldstændig uforståeligt for mig, hvordan en tilsyneladende sundt og fuldvoksen baby kunne dø under en tilsyneladende hurtig og ualarmerende fødsel. Som fortalt så fandt man aldrig den egentlige årsag til Pablos død. Hvad var der gået galt ? Det var det store spørgsmål, som besatte os i mange måneder efter tabet. Havde lægerne og jordmoderen virkelig gjort deres arbejde godt nok. Nej, selvfølgelig ikke, men hvad var det så der gjorde, at de intet havde anet om den forstående ulykke, før det var for sent ? Med alt det moderne udstyr vi har idag, hvordan kunne et dønde barn gå uset forbi ? Det var en gåde.
Vi gjorde vores egne forsøg på, at finde årsagen. Især François lagde enormt megen energi i at søge på nettet og indhente alverdens literatur om fosterlidelser under fødslen, om hvordan man detektere dem, måler dem og behandler dem. Snart havde vi læst os igennem en meterhøj papirstabel af læge- og fagliteratur, og skrevet en masse spørgsmål ned. Vi stillede mange af spørgsmålene til Pablos fødselslæge, og fik også nogle svar, men det var svært at stole på ham. Hvordan kunne vi vide om han var ærlig eller om han gemte sig bag sin lægelige fejl ? Vi stillede også spørgsmål til overlægen på neonatalafdelingen, man han kunne mest give os oplysninger om alle følgevirkninger af iltmangel. Han var ikke i stand til at dømme, hvad der var sket lige inden og under fødslen.
Skæbnen ville, at jeg lige havde købt en bog, som jeg tilfældigvis var faldet over på Amazon. Bogen hed "L'aimer avant qu'il naisse" (Elsk det inden det bliver født). Jeg var godt inde i bogen, da jeg under en sceance hos Michel fortalte, at vi søgte oplysninger fra en "udenforstående" læge eller jordmoder omkring Pablos fødsel. Michel sagde, at han havde en gammel bekendt, som havde arbejdet i mange år på en neonatalafdelig i Paris. Denne person var nu pensioneret, men han var stadig aktiv fagmæssigt og underviste på universitetet. Michel ville arrengere, at vi kom i kontakt med denne læge. Da Michel nævnte hans navn, var jeg måløs. Det var forfatteren til den bog, som jeg var ved at læse !!. Aldrig har jeg oplevet sådan et sammentraf. Og straks fik jeg en forudanelse om, at denne person ville kunne hjælpe os videre i vores søgning.
Vi aftalte et møde med lægen på universitetet, hvor han underviser. Han tog venligt imod os, og bad os fortælle i alle detaljer om Pablo. Vi fortalte, og vi viste ham alle analyserne, hjerterytme...  fra fødslen. Men han mente IKKE, at der var sket en lægelig fejl. Der var intet iøjnefaldende nok til at indikere et akut kejsersnit. Han bekraftede således fødeklinikkens udtalelser. Men derudover havde han svært ved at forstå, hvorfor Pablo ikke kom sig efter iltmanglen. Han mente, at der måtte være tale om en fosterlidelse, selv om han ikke kunne sige hvilken. Dette møde hjalp mig meget til at acceptere, at vi aldrig ville finde en årsag til Pablos død. Desuden hjalp det også til at nå til den erkendelse, at der ikke var sket nogen iøjnefaldene lægelig fejl. Den samme fødsel på en anden fødeklinik kunne have fået det samme tragiske udfald.
Det er både godt og dårligt, at vi aldrig får den egentlig årsag at kende. Godt fordi der ikke er tale om nogen arvelig sygdom, som kunne gentage sig. Dårligt fordi det er ubetrykkende at erkende, at døden kan slå ned uden varsel og uden grund. Dette er en kendsgerning, som jeg stadig har svært ved at leve med.

At se sorgen i øjnene

Hvordan sørger man ? Hvordan kommer man videre ? Hvordan adskiller man sig fra det barn, som man har været fysisk og psysisk  forenet med i ni måneder ? Hvad gør man med sine tomme arme ? Hvordan accepterer man det som er, og ikke det som skulle have været ? Hvordan lever man videre, når man mest af alt har lyst til at dø ? Hvordan glemmer man alle drømmene ? Hvad gør man med det barneværelse der står klar med en tom barneseng i ?  Hvordan holder man barsel uden sit barn ? Der er nok lige så mange svar, som der er forældre. Der er mange rigtige svar men også mange forkerte. Det mest forkerte er ikke at tage ansvar for sorgen, og ikke får den bearbejdet. For en ubeabejdet sorg forsvinder ikke. Den bliver siddende og holder en fastfrosset i en verden, som ikke blev. Senere kan det være svært at få den frem til overfladen igen. Jeg høre til den type, der helst konfronterer mig med omstændighederne. I det følgende kapitel vil jeg gøre rede for, hvordan jeg selv konfronterede sorgen og så den i øjnene.

Tid til at sørge
De første mange måneder var Pablo i mine tanker næsten konstant. Det der karakteriserede den første tid var, at tiden flød fuldstændig ud. Hverdagens sædvanlige struktur brød sammen. Jeg vidste dårligt hvad der var dag og hvad der var nat, og egentlig betød det ikke noget. At verden fortsatte med at dreje rundt udenfor hoveddøren var både ufatteligt og ligegyldigt. Tiden gik i stå. Jeg tillod mig selv at leve i denne uvirkelige tilstand en overgang, velvidende at det ikke kunne fortsætte sådan i al evighed. For at fortsætte ville være det samme som at lægge sig til at dø. Jeg vidste, at på et tidspunkt var jeg nødt til igen at åbne øjnene og interessere mig for, hvad der foregik omkring mig. Ja, og siden samle mit liv op der, hvor jeg havde sluppet det, og så ellers forsøge at komme videre. Man har ofte så travlt med at komme videre : "nå nu er det sket, det var da ærgerligt, nu må vi bare komme videre....". Jamen der mangler en etape, som er vigtig og som skal gennemleves INDEN man kan komme videre. Og den etape der at at sørge, at tage sig tid til at sørge.
Så med den tanke i baghovedet, at det ikke skulle vare evigt, så tillod jeg mig at slippe alt hvad der hedder struktur og pligter i min hverdag. Hver dag var uforudseelig, spisetiderne uregelmæssige og mine aktiviter udelukkende præget af, hvad jeg havde lyst til. Det var svært at komme igang om morgenen, og nogle dage kom jeg ikke ud af sengen før ud på eftermiddagen. Huset var beskidt, men jeg gad ikke gøre rent. Blev jeg forslugt af en bog,  kunne jeg læse i timevis uden ende. Gik jeg på nettet, kunne det vare en dag. Alle mine aktiviteter havde noget med Pablo eller med sorgen at gøre. Jeg læste bøger om døden, fordi jeg havde et usigeligt behov for at finde ud af, hvor Pablo var blevet af. Jeg læste bøger skrevet af andre, der havde oplevet at miste et spædbarn. Deres historier fik min egen sorg frem igen og igen, og på den måde gav jeg frit løb for smerten Jeg gik på nettet og læste hjemmesider om døde spædbørn. Jeg søgte at komme i kontakt med andre, der var i samme situation som jeg. Her er hvad jeg skrev til Englene om denne periode :

Denne fuldstændige ustrukturede og sørgende periode varede vel en 2-3 måneder for mit vedkommende. Derefter begyndte behovet for at komme ud af huset og tilbage i mere vante forhold at melde sig igen. Jeg genoptog efter eget valg mit arbejde, da der var gået 3 måneder. Derefter var arbejdet med sorgen absolut ikke forbi, men sorgen var gået ind i en ny fase, hvor den ikke var altoverskyggende.

Hvor bliver de døde af ?

"Siden Pablo døde, har jeg haft behov for at læse om døden, og om hvad der sker med sjælen efter døden. Man stiller sig jo naturligt en masse spørgsmål, når ens baby dør. Det virker helt absurt hvis et lille nyt liv, som en baby er, bare går til grunde. Det har ingen mening for mig, og jeg er overbevist om at Pablos sjæl stadig existere og lever videre et eller andet sted i en anden dimension"

Det spørgsmål stillede jeg mig igen og igen. Jeg kunne simplethen ikke acceptere at Pablo bare var forsvundet ud i den blå luft. Han måtte være et eller andet sted, og der måtte være nogen der passede på ham. Hvordan skulle jeg mindes ham : som et evigt spædbarn eller som et barn der vokser op ? Med dette spørgsmål for øje blev jeg tiltrukket af medier, folk der har evnene til at komme i kontakt med afdøde fra 'den anden side'. Jeg faldt over en bog der hedder The eagle and the rose skrevet af mediet Rosemary Altea, som hjalp mig meget. I bogen skriver hun et sted, at hun ofte har været i kontakt med børn, babyer som er døde før endt termin eller ved fødslen. Hun skriver, at disse børn fortsætter med at leve, vokse, lære og lege i en anden verden, og at de lever glade og tilfredse. Hun har således også haft kontakt med voksne, der døde som børn. Denne beskrivelse betød utroligt meget for mig, fordi den gav mig en form for fred i forhold til Pablo. Jeg kan lide tanken om, at han lever videre et eller andet sted. Jeg kunne visualisere ham som et lille glad barn, tryk og lykkelig, og jeg kunne i fremtiden forestille mig hvordan han vokser og udvikle sig. Dette gav mig også en fortrøstning om, at det tidspunkt vil komme, hvor vi skulle meodes igen.
Efter at have læst dette fik jeg lyst til selv at opsøge et medie. Igennem nogle af de piger, der har mistet, fandt jeg ud af, at de havde udvekslet mails med Marion Dampier-Jeans, det dansk-engelske medie som er kendt fra TV-serien Åndernes magt og fra hendes bog Mit liv med ånderne. Hende besluttede jeg mig så for at skrive til, og jeg var endda klar til at opsøge hende, hvis det var muligt. Det bliv nu ved skriveriet, og nedenfor er et uddrag af, hvad hun svarede tilbage til mig. Marions ord bekraftede den viden, som jeg allerede havde søgt igennem bøgerne. De døde forsvinder ikke ! Og en dag bliver vi igen forenet med vores kære :

Sorg over internettet
Internettet er virkelig et vidunderligt redskab, når det drejer sig om at opsøge minoritetsgrupper og komme i kontakt med ligestillede. Hvor man i sin egen omgangskreds ikke finder nogen, der har prøvet at miste, finder man fluks på nettet masser af folk, der har oplevet det samme som en selv og som man kan kommunikere med. I løbet af en måneds tid var jeg blevet medlem af en mailgruppe bestående af en 10-15 mødre, der alle havde mistet et spædbarn nogenlunde samtidig som jeg selv. Mailgruppen hedder 'Englene' og jeg er medlem den dag idag, og vi udveksler stadig hundredevis af mails hver måned. Denne gruppe har betydet uendeligt meget i mit sorgarbejde. Her var ordet frit, og der var ingen der skulle beskyttes af et uheldigt ordforråd. Man kunne snakke om døde børn, om begravelser, om at græde og om alle de sorte tanker, der flyver igennem hovedet på en, og så blive mødt med forståelse og indlevelsesevne. For ingen forstår en så godt, som den der har oplevet på sin egen krop, hvad det vil sige at miste et barn. Man kunne få sat ord på sine følelser og tanker, uden at nogen skulle tro, at man var ved at blive sindsyg. Man kunne blive ved med at snakke om sit døde barn i lang tid efter at omverdenen havde "glemt" det. Man kunne få et opmundrende ord med på vejen, når man var faldet i et hul atter engang. Dette forum blev et pustehul og et fristed, hvor mine tanker omkring Pablo kunne få frit løb. Englene har været en uvurderlig hjælp. Her er hvad jeg skrev til dem om

At få hjælp fra andre

At give slip på sit barn

Det er for mig essencen i hele sorgarbejdet, og det sværeste af alt : at give slip på sit barn. Der er ingen vej udenom, fordi ens barn kommer aldrig nogensinde tilbage igen. Hvad vil det sige at give slip på sit barn ? At lade de dø. At lære at leve videre uden dette barn ikke kun rent konkret men også i tankerne. At stoppe projectionen af tanker, der udtrykker hvoran ens liv ville have været, hvis barnet havde været der; hvordan barnet ville have været, hvis det var blevet 1 år , 2 år, 5 år... altså stoppe 'hvis nu' tankerne. Personligt tror jeg aldrig, at det er muligt helt at slippe disse tanker. Men det vigtige er, at man lærer at elske det liv som rent faktisk er og som fortsætter, i stedet for at foretrække det liv, der kunne have været, men som aldrig bliver. Den ultime opgave der ligger bag det at give slip på sit barn, det er også at acceptere at det skete. Men det at accepterer er ikke noget, som man bare beslutter sig til at gøre. Man kan prøve at acceptere så meget man vil, og man kan sikkert også bilde sig ind, at man har accepteret, men hvis det kun sker på en rent intellektuelt plan, så er det ikke nok. Jer er ikke selv nået så langt endnu, at jeg kan acceptere fuldtud, at Pablo skulle dø. Accept er noget ultimt, accept er målet. Men forud ligger sorgarbejdet, forud ligger opgaven at give slip på sit barn.
Jeg mener, at denne opgave starter så småt, allerede når den første periode 'farvelfasen' er overstået. Den kan eksistere på et lille plan paralelt med at man ser sorgen i øjnene. Men den starter først rigtigt, når man er klar til at vende tilbage til ens 'normale' liv igen. I det følgende kapitel vil jeg fortælle om, hvordan denne fase forløb for mig.