På grund af kejsersnittet måtte jeg blive på fødeklinikken i to dage, før det var muligt at blive transporteret til hospitalet, hvor Pablo lå. De 48 timer har været de længste i mit liv. Jeg længtes så inderligt efter at røre min søn og holde ham i mine arme. Den lille varme klump, der havde været så tæt på i alle de måneder, var pludselig forsvundet ud af mit liv. Jeg følte mig tom, hvilket jeg i bogstavelig forstand også var. Jeg var blevet mor men hvor var mit barn ? Min krop var forberedt på at skulle give mælk, men der var ikke noget barn at lægge til brystet. Jeg lå på et eneværelse på samme gang som de andre nybagte mødre. Fra værelset kunne jeg høre deres babyer græde. Og når jeg gik på toilettet, kom jeg forbi børneplejen, hvor mødrene stod med deres små nyfødte og lærte at pleje dem.

Den første morgen fik vi nyt om Pablo. Hans tilstand var stabil, men at han var stadig meget svag. François kunne besøge ham om eftermiddagen, og han kom tilbage med billeder af ham. Jeg satte billederne op på vægen som en form for vag kompensation for hans nærværd. Jeg bad for ham. Jeg bad med intensitet for hans fysiske og mentale velvære. På puslebordet, der hang ud fra vægen indrettede jeg et lille alter. Her var blomster fra familien, et billede af Pablo, et Buddhahoved, og to små plasticfigurer af Frodon med ringen og Aragon (fra Ringenes Herre), som jeg havde fået fra et Kinderæg samme dag, og som for mig symboliserede livets styrke.

Den anden nat blev François at sove på klinikken. Da vi vågnede om morgenen opdagede vi, at vores bil, der havde holdt parkeret på fortovet foran klinikken, var væk. Nogen havde fået den fjernet. François fandt hurtigt ud af, at det var nattevagten, der havde ringet til politiet, og bilen befandt sig nu i politiets varetægt. Det var et hårdt slag at få midt i vores familietragedie. Men François fik klaret tingene hos politiet og imod betaling af en stor bøde, fik han bilen tilbage samme dag. Han klarede også at få lavet et fødselsattest hos borgmesteren. Alle disse gøremål holdt os igang og fik tiden til at gå, til vi kunne besøge Pablo om eftermiddagen.

På tredjedagen kunne jeg så endelig komme over til Pablo. Min krop kom sig fantastisk hurtigt ovenpå kejsersnittet, og jeg havde næsten ingen smerter. Det var som om jeg nægtede kroppen at forhindre mig i et besøg hos Pablo. Neonatalhospitalet tillod kun adgang for forældre, og vi havde kun adgang om eftermiddagen. Før man blev lukket ind, skulle man igennem en hel procedure med grundig vaskning af hænder, påklædning af en steril papirskittel og papirssko, håret skulle skjules og man skulle have en maske for munden. Bagefter ringede man på dørklokken og skulle vente til nogen kom og hentede en. Nogen gange kunne der gå over en halv time, for der kom nogen og åbnede, hvis de var optaget med behandling af et barn. Denne ventetid var et helvede for mig. At være så tæt på mit barn og så alligevel ikke kunne se ham var ikke til at bære. Da vi mødte på hospitalet den første dag og havde ventet en god stund, kom der en intern læge, som gerne ville tale med os om Pablos tilstand, inden vi kom ind til ham. Jeg havde kun et ønske, og det var at se min søn, men jeg indvilligede i at tale med lægen først. Hun førte os ind i et mødelokale. Her fortalte hun os at Pablos tilstand var meget kritisk. Han havde haft krampetrækninger i hjernen, hvilket ikke var noget godt tegn. De havde givet ham noget medecin for at stoppe kramperne, og indtil videre lod det til at virke. De havde også foretaget et elektrøncefalogram for at måle hans hjerneaktivitet, og indtil videre var den anormal. Men det var endnu for tidligt at konkludere noget, aktiviteten kunne nå at ændre sig endnu. Det skulle dog helst ske indenfor de næste par dage, eller blev chancherne hurtigt diminueret. Alt i alt gav hun os ikke meget håb. Denne samtale var et kæmpechok for mig. Samme morgen på klinikken havde vi fået at vide at Pablos tilstand var i bedring. Nu føltes det som om, at jeg på en gang fik smidt den brutale sandhed i hovedet uden nogen for for indpakning, og jeg var slet ikke forberet eller parat til at modtage denne realitet. Jeg klamrede mig til håbet og nægtede på nuværende tidspunkt at tænke på fremtiden. Pablo var i live nu og det var det vigtigste. Miraklernes tid var ikke forbi.

I de følgende dage blev Pablos tilstand værre. Han havde indre blødninger, og en del andre fysiske problemer, som var en direkte følgevirkninger af iltmanglen. Vi besøgte ham hver eftermiddag. Vi brugte meget tid på at tale til ham og forklare, hvad der skete. Det kan måske virke mærkeligt for nogen, men jeg er sikker på at en baby føler og forstår mange ting. Vi masserede ham, og vi holdt hans små hænder i timevis. I disse stunder sammen med Pablo lykkedes det mig ofte at glemme sorgen og smerten, og jeg følte til tider endda glæde. Jeg havde ikke lyst til at overføre mine triste følelser til ham. Tværtimod ville jeg hellere vise ham min kærlighed og bare nyde den tid vi havde sammen med ham. Men det var ikke altid let, fordi vi kunne se hvordan han led i sin lille krop. Vi kunne se hvordan han kæmpede for livet, og han kæmpede virkeligt.

Efter en uge på klinikken var jeg endelig klar til at komme hjem. Min mor havde tilbudt at komme ned til mig i en uges tid, og det accepterede jeg med glæde. Hun kom samtidig med, at jeg blev udskrevet. Hun havde ikke lov til at komme med på hospitalet og se Pablo, men blev hjemme og tog sig af de huslige ting, og det hjalp os meget. Jeg havde dog svært ved at vise mine følelser overfor hende, og det var ikke let hele tiden. Det er meget svært at være tæt på mennesker i stor sorg. Men jeg var alligevel glad for, at hun var der.

Vi besluttede at få Pablo døbt på hospitalet. François tog kontakt med hospitalspræsten og vi aftalte et møde med ham en eftermiddag. Dåben forløb stille og fredsfyldt. Præsten citerede nogle vers fra biblen, b.la. teksten hvor Jesus siger "Lad guds børn komme til mig", og han hældte lidt vand på Pablos pande. Det betød meget for mig at få Pablo døbt. Han var nu et Guds barn.

Fredag den 7. febuar havde vi en samtale med en anden læge fra hospitalet for at få klarhed over Pablos tilstand. Situationen var overhovedet ikke optimistisk. Pablos hjerneaktivitet var stadig anormal. Hans fysiske tilstand var så kritisk, at han kunne dø i løbet af weekenden. Men lægerne havde endnu ikke kunnet etablere en endelig prognose. Der skulle flere ting til at stille prognosen, bl.a. en IRM scanning af hjernen, og den var blevet sat til den følgende onsdag. Min håb var stadig intakt, men jeg forstod mere og mere, at jeg ventede på et mirakel.

Men i weekenden fik Pablo det bedre. De indre blødninger og krampetrækningerne i hjernen holdt op. Han var mere frisk, begyndte at åbne øjnene og lavede grimasser med ansigtet. Det styrkede vores håb. Det lykkedes os at overtale hospitalspersonalet til, at min mor kunne komme med og besøge Pablo. De gav os ekseptionel lov til at komme søndag morgen alle tre. Det betød meget for min mor at hun nåede at se ham. Denne nye situation stillede os overfor en række nye spørgsmål, som vi indtil videre ikke havde været nødt til at overveje. Hvad nu hvis Pablo kom sig fysisk, men at han mentalt havde taget skade ? Var vi klar til at leve med et mentalt handikappet barn ? Ville vi blive stillet overfor det valg at skulle dømme over hans liv eller død ? Det var alt for store spørgsmål der var umulige at svare på.

Men vi fik dog ikke lang tid til vores overvejelser. Bedringen varede kun weekenden over og Pablo fik igen tilbagefald. Nu blødte han i lungerne og havde svært ved at trække vejret og hjernekramperne kom også igen. Lægerne var i tvivl om at han overhovedet kunne klare at blive transporteret til sin hjernescanning om onsdagen. Efterhånden blev det svært at bevare håbet, og jeg begyndte nu at ændre holdning indvendigt. Jeg begyndte at give slip. Indtil videre havde jeg gjort alt, hvad der stod i min magt for at holde Pablo fast til livet, og jeg havde bedt ham om at kæmpe. Det er jo helt normalt for et mor at ville holde fast på sit barn. Men nu indså jeg, at jeg var nødt til at lade ham følge sin egen vej, og at det var forkert af mig at klamre mig til ham, hvis hans skæbne var anderledes. Det var forkert at forlænge hans lidelser uden grund. Derfor gav jeg ham indvendigt lov til at dø, og jeg sagde det også til ham.

Dommen faldt om onsdagen : IRM scanningen viste, at Pablos hjerne var fuld af blod, og at han hverken ville kunne overleve fysisk eller mentalt. Håbet var slut. Der var ingen mening i at fortsætte med at holde ham i live. Derfor besluttede vi i overensstemmelse med lægerne at stoppe hans behandling så hurtigt som muligt. Vi valgte at være til stede når det skete for at akompagnere Pablo lige til det sidste. Tidspunktet blev sat til torsdag morgen, og vil fik tilladelse til at tage min mor med. Det var samme dag som hun skulle rejse tilbage til Danmark. Onsdag aften ringede vi rundt til hele familien for at fortælle dem den triste nyhed. François søster og svigerbror kom ud til os, og vi græd en stund sammen. Svigerbroderen fortalte, at det samme var sket for ham 18 år tidligere med hans første barn, men det var noget han aldrig før havde ville tale om.

Torsdag morgen ankom vi til hospitalet, men personalet meddelte nu, at de foretrak at skubbe tidspunktet ud til om aftenen, hvor der var mere roligt og intimt på stuen. Min mor fik set Pablo en sidste gang, og pludselig brød hun ud i gråd. Hele ugen havde hun holdt sig tilbage, havde været vidne til vores græd, alt imens hun selv tilsyneladende var uberørt af alt det, der skete. Det var meget svært for hende at vise sine følelser, jeg tror overfor os men også overfor sig selv. Men nu brød hun endelig sammen. Hun var ikke tryk ved det og ville at vi skulle køre hende til lufthavnen med det samme. Men François insistered på, at hun kom med os hjem igen. Hjemme i stuen kunne vi endelig græde lidt sammen hende og mig, mor og datter. Vi kørte i lufthavnen ud på eftermiddagen, og vi tog afsked med hinanden samtidig med, at vi faktisk var kommet lidt tættere sammen.

Torsdag aften : den aften fik jeg endelig lov til at holde Pablo i mine arme for første gang. Det øjeblik jeg havde ventet i månedsvis på var endelig kommet. Han var tungere end jeg havde troet. Jeg mærkede hans varme krop ind imod min. Han sov pga. al medicinen og de smertestillende midler. Han led ikke. Sammen med far sang vi stille sange, ønskede ham alt det bedste og mindede ham om, at vi altid ville elske ham. Sådan sad vi en lag stund. På et tidspunkt kom lægen og dæmptede diskret ned for iltmaskinen indtil den var helt slukket. Pablo sov stille ind i vores arme. Det var et fredsfyldt øjeblik. I nuet følte jeg mere lettelse end sorg. Han var frigivet. Adieu Pablo. Adieu min baby. Han gik bort den 13. febuar, nøjagtig på hans terminsdato.

Pablo en af de sidste dage