Jeg blev gravid allerede den første måned efter, at pessaret var lagt
på hylden. François og jeg ønskede begge et barn inderligt, og på trods af
vores ret nylige forhold besluttede vi at gå igang. Vi er begge oppe i
alderen, Francois er 41 og jeg 37, og vi havde hørt meget om, at i vores
alder tar det gerne et til to år at blive gravid. Barnet blev undfanget
under et ophold på en lille ø i Bregne, Hoëdic. Jeg "følte" mig
gravid allerede efter en uges forsinkelse af mensturationen, og testen var
ganske rigtig positiv. Jeg kan huske at jeg ringede til laboratoriet
over mobiltelefonen nede i en metrostation, og da forbindelsen gik
igennem hørte jeg straks nogle børnestemmer råbe og grine. Så jeg
kendte faktisk allerede resultatet før damen havde tid til at fortælle
mig det. Nyheden fik tårene til at trille ned af kinderne af glæde
lige midt i folkemængden. François fik det at vide samme aften
og vi var begge helt euforiske.
Vi skrev os ind på La Maternité des Lilas, en lille privatklinik
der ligger ret langt væk fra vores bopæl. Men jeg havde læst meget
rosende om denne klinik for år tilbage og det er en af de eneste
klinkker i Paris der tilbyder fødsel i vand. Endnu inden jeg
overhovedet tænkte på eller havde lyt til at få børn, havde jeg
allerede haft lysten til at føde i vand. Og tanken om en lille klinik
tiltalte mig meget i modsætning til de store hospitaler der mest af alt
minder om fødefabrikker.
De første tre måneder var hårde at komme igennem. Jeg reagerede volsomt
med kvalme og opkast. Det endte med en indlæggelse på fødeklinikken, fordi
jeg hverken kunne spise eller drikke (havde afprøvet alverdens gode råd).
Det hele kom den anden vej igen, og jeg tabte 5 kg. Opholdet på klinikken
virkede straks gavnligt. Jeg fik selvfølgelig medecin, men jeg tror også
at omsorgen betød meget i min bedring. Jeg følte mig lige pludselig langt
væk fra mor og familien i Danmark og havde brug for at blive taget af.
Efter en uge på klinikken var jeg igen klar til at vende hjem, og selv
om kvalmen fortsatte var den blevet mere udholdelig.
Efter de tre første måneder holdt symtomerne op lidt efter lidt. Resten af graviditeten gik forunderligt
godt. Jeg følte mig i god physisk form, ingen
rygsmerter, ingen mærkbare plukveer, og som maven voksede, voksede også
stoltheden og forventningerne om dette lille væsen, der var på vej.
Jeg kunne lide at se min krop skifte til sine runde former, og jeg
elskede at mærke babyen bevæge sig rundt inde i maven. De månedlige
tjekbesøg hos
jordmoderen var alle normale. Ved
skanningen i uge 22 fik vi at vide, at vi ventede en dreng. Vi gik på
navnejagt, og pløjede os igennem tusindvis af danske og franske navne.
Men det blev hverken eller, for en dag fandt vi frem til Pablo, og det
navn kunne vi begge lide.
Den sidste måned af graviditeten var for mig den
bedste. Jeg var på barselsorlov, gik daglige ture, hvilede, dyrkede yoga,
læste, sang... al min opmærksom var fokuseret på denne specielle tilstand,
det er at have et barn i maven. Alt var klar derhjemme til babyens
ankomst, hans værelse, hans seng, hans puslebord, hans skab fuldt af
tøj... Vi var nogle forudseende velorganiserede forældre.
