Fødsel gik i gang af sig selv i uge 39, en lørdag morgen den 1. febuar 2003 . Efter en god nats søvn begyndte de første veer ved 9-tiden og var med det samme regelmæssige med 5 minutters mellemrum. Jeg hoppede straks i et varmt bad, som man havde anbefalet mig det, og vi var indstillede på at tage os god tid. Men allerede ved 10-tiden var veerne blevet meget smertefulde, og vi besluttede at ringe til fødeklinikken. En jordmor kunne høre på min stemme, at tidspunktet var kommet, og hun bad os komme. François kørte stærkt i bilen, og en fartstodder synes, at det var sjovt at køre om kap med os igennem Boulogneskoven. Jeg lå pà bagsædet og holdt François hånd, som jeg knuede hårdt under hver ve. Vi ankom til fødeklinikken ved 11-tiden. Jordmoderen Sylvie undersøgte mig og konstaterede, at jeg var 1 cm åben. Derefter blev vi vist ind i et fødeværelse.

I fødeværelset fik jeg lagt en monitor på maven, for at måle veaktiviteten og barnets hjerterytme. Sylvie kunne konstatere, at Pablos hjerterytme faldt under hver ve men kom op på normal rytme igen imellem veerne.Vi fik at vide at det ikke var alarmerende, men at fødslen ikke skulle trække i langdrag. Et kvarter senere gik vandet. Det var farvet i en brun-grøn blandingsfarve. Sylvie sagde, at det var tegn på at baby havde lavet afføring i vandet, men hun lagde ikke noget videre i det. Hun gav mig en ekstra ilttilførsel i næsen og bad mig om at trække vejret godt igennem den for at give babyen ilt. Derefter blev vi ladt alene en stund. På et tidspunkt kom fødselslægen Dr. Teboul forbi, det var ham der havde fulgt mig under graviditeten. Han spurgte med et svagt smil til, hvordan jeg havde det, og han kikkede et øjeblik på målingerne af hjerterytmen. Derefter gik han igen.

Veerne var uudholdeligt smertefulde, og jeg klamrede mig til François under hver ve. Han var fuldstændig til stede ved min side og mindede mig hele tiden om at trække vejret dybt. Han lavede vejrtrækninger sammen med mig og var i det hele taget en fantastisk coach (hvilket Sylvie også kommenterede på et tidspunkt : bare alle fædre var som dig). Imellem veerne lukkede jeg øjnene og prøvede så godt som muligt at slappe af. Jeg var ikke bange, og følte mig helt sikker på, at det nok skulle gå godt.

Sylvie kom tilbage ved 12-tiden. Hun undersøgte mig igen og her var jeg 6 cm åben. Fint nok, det gik stærkt ! Pablos hjerterytme faldt stadig under hver ve, og nu så hun en smule bekymret ud. Hun fumlede rundt med monitoren, og hun kunne ikke få udprintningen af kurverne til at virke. Det var et nyt apparat, der lige var blevet taget i brug, og François var nødt til at komme hende til hjælp, for at få det til at virke. Bagefter besluttede hun give mig et drop i armen, bare i tilfælde af at det nu blev nødvendigt at reagere hurtigt. Smerterne begynte nu for alvor at overmande mig, jeg følte, at jeg var ved at miste kontrollen over min krop og rystede over det hele. Jeg bad om at få lagt en epiduralblokade. Men uheldigvis var narkoselægen optaget af et kejsersnit på operationsgangen og kunne ikke komme med det samme. Jeg var nødt til at være tålmodig. Vi blev ladt lidt alene igen.

Omkring kl. 13 viste Sylvie tydelige tegn på bekymring og hun spurgte sig selv hvor pokker den fødselslæge blev af. Pablos hjerterytme var begyndt at dykke dybere og han havde sværere ved at komme sig imellem veerne. Endelig kom Dr. Teboul, han kikkede på kurverne, og han fortalte, at han foretræk at forberede et kejsersnit, men at han ikke var sikker på, at det blev nødvendigt. De ville tage beslutningen oppe på operationsgangen. Der gik endnu tre kvarter før jeg blev flyttet til operationsbordet. Endelig fik jeg lagt epiduralblokaden - hvilken befrielse ! Min livmoderhals var nu 8 cm åben, og det var ikke nok, så Sylvie prøvede manuelt at stimulere halsen med sine fingre, og hun bad mig om at presse. Men nej jeg var ikke åben nok, så de besluttede at foretage kejsersnittet. Jeg havde fuld tillid til deres beslutning, og tænkte at hvis det var bedst for baby, så var det ok for mig. Det blev ikke Dr. Teboul, der foretog indgrebet, da der lige på det tidspunkt var vagtskifte. Jeg kendte ikke den læge, der skulle operere mig. Men jeg lå stille og roligt og ventede kun på snart at se min lille gudlklumpt. Bedøvelsen havde befriet mig fra smerten, så jeg kunne endelig slappe af. François var ved min side og han kærtegnede min arm og min pande. Udenfor var det begyndt at sne. Igennem de store vinduer kunne jeg se de store snefnug falde ned over byen. Det var smukt.

Pablo lige inden overførslen til neonatalhospitalet