|
|
Lægerne har ikke kunnet give os nogen forklaring på, hvorfor Pablo
tilstand var så dårlig, da han blev født. Det kom bag på dem alle. Der er
ikke blevet fundet nogen moderkagedefekt, infektioner eller genetiske
sygdomme. Hans symptomer var allesammen eftervirkninger af sever
iltmangel. Navlestrengen
sad i sele omkring nakken, men det er ikke nok til at forklare forløbet.
Det farvede fostervand heller ikke. Den eneste hypotese lægerne har
kunne komme med er, at noget var galt allerede inden fødslen gik igang,
men de ved ikke hvad. Hvis dette er tilfældet, skulle jeg have kunnet mærke mindre aktivitet i maven i de sidste dage inden
fødslen, men desværre kan jeg ikke huske om dette er tilfældet.
Den ansvarlige fødselslæge Dr; Teboul har i en efterfølgende
samtale indrømmet, at han havde undervurderet Pablos alvorlige tilstand.
Der var visse tegn, som han ikke havde været opmærksom på. Hjertekurvernes
svingninger imellem veerne var for svage. Problemet er, at dette var maskeret
af navlestrengen i sele, hvilket ikke er usædvanligt, og giver ikke
anledning til akut indgreb. Men det gav nogle store udsving på hjertekurverne,
som var meget mere iøjnefaldende. Så de har simpelthen ignoreret, hvor galt
det stod til. Pablo havde muligvis overlevet, hvis han var blevet taget ud
noget tidligere, men måske med varige men. Det får vi aldrig at vide.
Bagefter har vi fået at vide igennem jordmoderen Sylvie, at der var
en anden kompliceret fødsel igang på samme tid som Pablos, og de havde
prioriteret denne først. Ydermere ventede de med at give mig adgang til
operationsstuen til det andet kejsersnit var overstået. Så alt i alt
gjorde omstændighederne, at jeg måtte vente 4 timer på et kejsersnit,
og det var for længe. Selvfølgelig er det svært at acceptere, at
personalet har begået en fejl. Men samtidig er jeg overbevist om at
dette også kunne have hendt et andet sted. Jeg tror på hvad lægen
siger, at Pablos tilfælde i den grad er sjældent og at det var næsten
umuligt at opdage, at der var noget galt, fordi der var flere problemer
på samme tid.
Her er et resume over Pablos fødsel, som vi har fået skriftligt fra
klinikkens side :
"Hypotese
:
Barnets
alvorlige tilstand ved fødselen overraskede os meget. Den mistænkte
navlestrængspatologi (som blev fundet ved udtagelsen i form af en sele)
er ikke nok til at forklare denne tilstand og maskerede helt sikkert en
mere alvorlig fosterlidelse. Den hurtige dilatation/udvidelse af
livmoderhalsen indtil 8-9 cm og uvidenheden omkring denne fosterlidelse
fik os til at tro helt indtil kl. 14.00 at en naturlig fødsel var
muligt af et barn ved godt helbred.
En nærmere undersøgelse
af kardiogram / hjertediagram kurverne (bagefter og i lyset af det
dramatiske udfald) viser flere elementer som kunne indikere, at ved
ankomsten til fødeklinikken var babyen muligvis allerede i en tilstand
af fosterlidelse. Hvor gammel denne fosterlidelse og hvad årsagen til
den var kan ikke preciseres. Hjerterytmen steg godt nok til 140
slag/min. imellem veerne, men den viste fra starten af for svage
svingninger, hvilket er et muligt tegn på at en kronisk fosterlidelse
allerede var til stede. Hjerterytmen forværrede sig kun meget lidt i løbet af de 3 timer, hvor kardiogrammet blev optaget, hvilket giver en
formodning om, at babyens tilstand allerede var forandret i starten af
optagelserne."
Vi er tilfredse med, at lægen har
indrømmet overfor os, at han skulle have reageret
tidligere. Det ville have været meget sværere at acceptere, hvis han
havde sagt at intet kunne ses, samtidig med at vores barn faktisk var
ved at dø. Der er sket en menneskelig fejl, og det skal vi lære at
leve med.
Pablos tilfælde vil i det mindste blive taget til efterretning, så det samme
ikke sker igen. Nu må vi bare slå os til rette med, at der er sket en ulykke,
og at der ikke er nogen grund til, at det sker igen. |
|
