|
Dagbog fra 2. graviditet | |
 |
| Introduktion til dagbogen |
|
Dette er min dagbog, som jeg skriver i forbindelse med den graviditet der fulgte efter graviditeten med Pablo. God læsning. |
|
| 1. trimester —> 2. trimester —> 3. trimester —> Sidste indlæg |
|
|
tirsdag 06 januar 2004 |
Two trimestre down, one to go... Idag er jeg 6 måneder henne :o). Tænk at Pitjunette allerede har levet 6 måneder i min mave. Jeg føler, at jeg har den bedste trediedel af graviditeten tilbage. De første 3 måneder gik med slem kvalme. De næste 3 måneder gik med kraftige humørsvingninger og mange nedture. Nu føler jeg mig meget mere stabil, og jeg nyder virkelig min gravide tilstand. Jeg elsker at mærke min lille bebør boltre sig derinde, og elsker at se maven vokse. Jeg kan se frem til en snarlig barselsorlov, og har allerede masser af projekter til de hjemmegående dage. Jeg har overhovedet ingen fysiske gener. Så alt i alt en god start på de sidste trimester.
Jeg har en del tanker omkring fødslen i disse dage, og jeg føler mig stadig splittet imellem de to muligheder : planlagt kejsersnit eller naturlig fødsel. Der er fordele ved begge muligheder : Jeg synes stadig, at det er for tidligt at tage en beslutning. I mellemtiden bliver jeg ved med at overveje de to muligheder, og jeg snakker også med François om det jævnligt. Han mener, at den endeligt beslutning må blive min, men han er nok mest for en naturlig fødsel. Det tror jeg også, at jeg er, men samtidig er jeg bange for at gå i panik. Jeg ved simpelthen ikke, om jeg er stærk nok efter den tragiske oplevelse ved Pablos fødsel. Jeg har sovet dårligt i de sidste par nætter og har svært ved at finde ind i hverdagsrytmen igen. I morgen skal jeg til kontrol hos Dr. Robin igen, og jeg vil også bede ham om at få en ny scanning. Det havde han jo tilbudt os sidste gang. |
Uge 27+0 |
|
|
onsdag 07 januar 2004 |
Kontrolbesøg hos Dr. Robin - 28. uge Idag vågnede jeg op med en tyngende træthed i hele kroppen. Stod alligevel op, spiste morgenmad og gjorde mig klar til arbejdet. Men trætheden overmandede mig inden jeg nåede at komme ud af døren. Jeg lagde mig tilbage i sengen med alt tøjet på, faldt i søvn og sov lige til kl. 15. Det havde jeg åbentbart brug for. Så var det tid til at gå ned til hospitalet til min månedlige konsultation hos Dr. Robin. Pitjunette er virkelig vokset godt i denne måned, hun må have nydt godt af al julemaden.
Status : Til slut spurgte jeg så, om jeg kunne få en ekstra scanning. Det bliver muligvis på lørdag, hvor han er på vagt. Vi skal ringe kl. 10 for at høre om han har tid. Da François kom hjem fra arbejde, foreslog han at vi gik en tur på udsalg i Les Quatre Temps. Han havde brug for nye sko, og det havde jeg egentlig også, så vi tog afsted på skojagt. Der var fyldt af mennesker. Vi fandt to par sko hver, dejligt. Jeg fik også afkortet urrammen på det nye ur, som François har givet mig i julegave, så nu kan jeg endelig tage det i brug. Har ellers været urløs i de sidste mange måneder. Jeg forsøgte at gå tidligt i seng for at få rettet op på den uregelmæssige søvnrytme. |
Uge 27+1 |
|
|
fredag 09 januar 2004 |
Travle arbejdsdage Torsdag og fredag har været nogle virkelig travle dage på arbejdet, og jeg er først kommet hjem ved 8-tiden om aftenen. Jeg har endda taget arbejde med hjem til weekenden, hvilket kun sker virkelig sjældent. Jeg er ved at forberede en stor præsentation, der skal fremvises i slutningen af måneden (29. januar) på det årlige netværksseminar, hvor alle direktørerne er tilstede.Tænk, det falder på nøjagtigt samme tidspunkt i graviditeten, som da jeg var gravid med Pablo, så igen i år får de en højgravid Birthe at se. Jeg havde omsyet et kostume (jakkesæt med nederdel) specielt til anledningen, og det er ikke blevet ændret siden, så det skal jeg have på igen. Ikke fordi jeg er vild med disse gentagelser, men jeg har ikke andet at tage på. Jeg skal præsentere årets vigtigste projekter og den teknologiske udvikling af netværket indenfor den næste årrække og indenfor mit område. Præsentationene skal være færdig på tirsdag, hvor den skal godkendes af min egen direktion. Derfor tidspresset. Det hjælper absolut ikke, at jeg havde svært ved at komme ud af starthullerne i starten af ugen og havde en sygedag onsdag. Samtidig kom min chef ind til mig på kontoret for at sige, at det andet project, som jeg arbejder på, og som skulle være færdig i midten af febuar, er blevet accelereret, så det nu skal være færdig i slutningen af januar. Jeg er absolut ikke glad for dette arbejdspres, som pludselig er kommet over mig. Nu har jeg gået i så mange månder og følt mig sat til side og uden det store at tage mig til, og nu hvor jeg ellers skulle til at geare ned og forberede mig på barselsorloven, så kommer der pludselig en masse at lave. Nå, men jeg må jo bare prøve at gøre mit bedste, og ikke glemme at passe på mig selv. Har tænkt på, om jeg ikke kunne finde en mulighed for at hvile en halv times tid midt på dagen. Maven begynder at føles tung og træt efter en hel dag i lodret stilling. Der findes et sygeplejelokale på mit arbejde, hvor der er en briks, så jeg vil undersøge om jeg kunne bruge det. Min chef fortalte også, at han havde fået godkendt en afløser, som skal overtage min funktion i 6 måneder. Jeg ved ikke om det bliver en intern eller ekstern. Men det er rigtigt rart at vide, at der kommer en afløser for et halvt år. Så kan jeg tage en eller to måneders ekstra barselsorlov, hvis jeg får brug for det. I Frankrig har vi jo kun 10 ugers barsel og evt. 4 ugers ammeferie. Men jeg vil gerne være hjemme hos barnet i 5-6 måneder. Fredag aften var vi inviteret til min amatørteatergruppes årlige middag. Det blev holdt på en restaurent, der ligger lige ved siden af, hvor vi bor, Le Pere Lapin. Vi havde en hyggelig aften, og det har givet François lyst til måske også at være medlem af gruppen. Han har spillet teater før for nogle år siden. |
Uge 27+3 |
|
|
søndag 11 januar 2004 |
Jo, det ER en pige Så blev jeg jo scannet igen igår, og denne gang fik vi klart bekraftet, at det er en pige, vi venter. Vi fik endda et billede med hjem af den lille kaffebønne imellem benene. Jeg er meget glad for at få det bekraftet, fordi nu har jeg alligevel gået og vænnet mig til tanken om at Pitjunette er en pige. Scanningen viste også, at hun er vokset godt i den sidste måneds tid. Vægten er ca. fordoblet i forhold til sidste scanning, og hun vejer nu omkring 1100 g. Hjertet ser helt normalt ud, men eller var det ikke en gennemscanning denne gang, det bliver hun først igen til den sidste trimesterscanning d. 11 febuar. Efter scanningen havde vi lige tid til grønsagsmarkedet, indet det lukkede, og vi fik købt ind til ugen. Lørdag eftermiddag var jeg træt og lå og sov sieste på sofaen. François tog afsted til sin weekend med terapigruppen. Om aftenen fik jeg arbejdet lidt på min præsentation, og det blev igen for sent inden jeg kom i seng - over midnat. Her til morgen stod jeg sent op, og formiddagen gik med at arbejde lidt igen. Jeg har også fået lavet lidt administrativt på computeren, og nu er François lige kommet hjem. Han fortalte, at terapigruppen har haft besøg af TF1, den første franske TV-kanal, som ville lave en reportage til nyhederne på tirsdag. Det sker i forbindelse med et nyt lovforslag, der er ved at blive vedtaget, og som forbyder psykoterapeuter og psykoanalister at udføre deres arbejde, hvis ikke de har en officiel universitetsuddannelse. Michel, min psykoterapeut, er formand for associationene FFDP (Féderation Française de Phycoterapie), og han kæmper aktivt imod dette lovforslag, der fuldstændig underminerer hans arbejdsområde. Hvis loven bliver vedtaget, vil det stort set kun være psykiatere og psykologer, der får lov til at tilbyde en terapi til folk. Det er udøvere med en boglig eller medicinsk baggrund, og som ikke nødigvis har arbejdet med sig selv. Et af de vigtigste kriterier for phykoterapeuter er, at de har et langt arbejde med sig selv bag sig, og derigennem er i stand til at hjælpe andre. De har også en uddannelse, men uddannelsesstederne for phykoterapeuter er ikke godkendt officielt, og de har derfor ingen værdi i regeringens øjne. Min egen erfaring med psykoterapi, som jeg nu har været i i 3 år både individuelt og i gruppe, det er, at den fuldstændig har ændret mit liv. Hvor ville jeg ikke være henne idag, hvis jeg havde været nødt til at gå til en psykiater, der bare ville have givet mig noget nervemedicin eller antidressiv ? Så jeg synes selvfølgelig også at dette lovforslag er en sand trudsel imod befolkningens mentale sundhedtilstand. Nå, men François gik med til at lade sig filme, dog ikke for tæt på, og nu bliver det så spændende at se nyhederne på tirsdag. |
Uge 27+5 |
|
|
torsdag 14 januar 2004 |
---------- Dagbog på standby ----------- Jeg har så meget arbejde i disse dage, at jeg er nødt til at sætte dagbogen lidt på standby. Mine dage er fyldt op med arbejde, og når jeg kommer sent hjem om aftenen, er der ikke mere krudt tilbage. |
Uge 28+3 |
|
|
søndag 25. januar 2004 |
Mavebillede |
Uge 29+5 |
|
|
søndag 1 febuar 2004 |
Pablos 1 års fødselsdag Idag er det et år siden jeg fødte Pablo. I denne andledning har jeg offentliggjort websiden, som jeg har lavet til minde om Pablo. Jeg har brugt denne weekend på at få siden færdiggjort. Selv synes jeg, at jeg er nået langt mht. at komme mig over tabet af
Pablo. Den nye graviditet hjælper mig meget. Idag er jeg selvfølgelig
trist over, at jeg ikke har min søn hos mig, men jeg har samtidig
accepteret at sådan skulle det altså være. Idag foretrækker jeg at
kikke fremad og glæder mig til ankomsten af vores lille pige til april. |
Uge 30+5 |
|
|
mandag 2 febuar 2004 |
Arbejdspresset letter Jeg blev
meget glad for jeres søde ord på Pablos fødselsdag. Og tak fordi i
havde mod til at læse hans historie. Det betyder rigtigt meget for mig,
og I har hjulpet til at gøre ham mere levende på denne mærkedag. Jeg
har jo brugt weekenden på at genskrive beretningen, og det har selvfølgelig været hårdt, fordi det er som at genopleve hele
forløbet en gang til. Men det var rart at få det gjort i forbindelse
med årsdagen, og nu vil jeg så lægge det hele lidt på hylden igen. |
Uge 30+6 |
|
|
tirsdag 3 febuar 2004 |
Ja, sådan da.... Her til
morgen kom der godt nok en eftervirkning af weekendens arbejde med at få Pablos webside
færdigskrevet. Jeg har jo brugt de meste af
weekenden på at oversætte siden til fransk, og det var som at
genopleve det hele igen. Jeg vågnede og følte mig deprimeret, og
sorgen overmandede mig en lille stund. Men så tog François mig i sine
arme og trøstede mig og det hjalp ! Derefter var jeg klar til at tage på arbejde. |
Uge 31+0 |
|
|
onsdag 4 febuar 2004 |
Kontrolbesøg hos Dr. Robin - 32. uge Denne gang kom jeg for
sent til hospitalet, da jeg havde glemt resultaterne på glucemi
blodprøverne derhjemme. Dr. Robin rendte rundt i gangene og kikkede
efter mig, så jeg kom til med det samme. Han var ikke tilfreds, da han
har et travlt program, og jeg undskyldte mange gange. Så blev de
sædvanlige ting tjekket igennem igen, og det hele er som det skal være.
Pitjunette har lagt sig på tværs med hovedet ud til højre side, men
hun har jo også stadigvæk nok plads at boltrer sig i. Jeg var hjemme igen kl. 16.00 og tog ikke tilbage på arbejdet, men fik hvilet i et par timer indtil François kom hjem. Min sagfører ringede endelig til mig, for at aftale et møde til underskrivning af dokumentet om deling af vores bo i forbindelse med skilsmissen. Mødet blev sat til på fredag, sidste udkald inden det igen blev for sent. Skilsmissen hos dommeren er sat til den 17. febuar. |
Uge 31+1 |
|
|
torsdag 5 febuar 2004 |
Arbejdet tager overhånden Idag blev det til endnu en lang arbejdsdag. Vi havde møde allerede kl. 9 om morgenen med Italtel, og det varede hele formiddagen. Hold kæft hvor kan italienere altså bare snakke ud i en køre, og de bliver ved og ved og ved... :o/. Jeg følte mig presset af tiden, da jeg i øjeblikket arbejder ihærdigt på at få mit RFP dokument færdiggjort, så det kan blive sendt afsted inden jeg går af på barsel. Hver gang jeg tror, at nu er det godt nok, nu er enden nået, så får jeg nye kommentarer og forbedringer fra mine kolleger, som skal læses og integreres. Og jeg vil jo altid gøre tingene så perfekt som muligt, så jeg tager bare imod. Da jeg kom hjem sent torsdag aften, kunne jeg mærke, at jeg havde overdrevet. Jeg følte mig næsten på grådens rand af bar træthed, og faldt sammen på sofaen. Det er ikke mere muligt at holde til denne arbejdsrytme, og jeg er nødt til at sige stop !! Jeg mister kontakten med mig selv og med Pitjunette, og det går ikke. |
Uge 31+2 |
|
|
fredag 6 febuar 2004 |
Underskrift hos sagføreren Hele ugens arbejdspres gjorde, at jeg vågnede i morges fuldstændig udkørt. Men det var alligevel med at komme ud af sengen, for jeg havde mit ugentlige møde hos Michel, min psykoteapeut, kl. 8. Straks han så mig, sagde han at NU måtte jeg holde op med at arbejde. Det lyste ud af mig, at jeg var overmandet af træthed. Han sagde, at det gik slet ikke i forhold til graviditeten. Michels formanene ord fik tårerne frem i øjenkrogene, fordi han havde jo så uendelig ret. Jeg måtte til at gearer ned. Han var endda parat til at give mig en sygemelding, så det slet ikke blev nødvendigt at arbejde mere. Men det vil jeg ikke. Det er vigtigt for mig at få afviklet min nuværende arbejdsopgave, så jeg ligesom kan få sat et ordenligt punktum inden barslen. Det vil også være muligt uden overdrivelse, som det har været tilfældet i denne uge. Jeg lovede Michel, at jeg højst ville arbejde en halv dag idag. Resten af sceancen brugte vi på en DIR, der har til formål at installere nogle positive ressourser overfor resten af graviditeten. Da jeg kom hjem, spiste jeg morgenmad og gik så på hovedet i seng igen. Jeg fik sovet nogle timer ekstra, og blev liggende i sengen til ud på eftermiddagen. Tog den fornuftige beslutning ikke at tage på arbejde idag. Om eftermiddagen havde jeg så tid hos sagføreren sammen med Philippe. Jeg havde taget en losthængende skjorte på i håb om, at Philippe ikke skulle opdage, at jeg er gravid. Ikke at det egentlig gør noget, men alligevel foretrak jeg, at han ikke skulle vide noget om mit nuværende liv. Philippe ankom en halv times senere end mig, hvilket var aftalt. Sagføreren gennemgik bodelingen med os, og det var som vi havde aftalt. Men så blev vi uenige om en detalje, og der udbrød et ordentligt skænderi lige foran næsen på sagføreren. Men til sidst blev vi heldigvis enige om at skrive under. Endnu et skridt imod min længe ventede skilsmisse var taget. Jeg gik derfra totalt stresset, fordi jeg havde møde med François hos haptonomisten, og skænderiet havde gjort, at jeg var alt for sent på den. Da vi kom ud på gaden, spurge Philippe mig, om jeg var gravid. Han havde altså opdaget det. Jeg svarede bekræftigende, og han sagde, at det var da dejligt for mig. Så spurgte han, om det var mit første barn. Han måtte undre sig, fordi han havde jo fået at vide, at jeg også var gravid for et år siden. Jeg fortalte ham så, at jeg ventede mit andet barn, men at det første var dødt. Han sagde, at det måtte have været en slem oplevelse. Ja, så nu ved han altså lidt mere om mit nuværende liv. Han har aldrig spurgt, om jeg har en ny kæreste, men det har han selvfølgelig gættet. For at nå til mødet hos haptonomisten, var jeg nødt til at lade bilen stå ved la Mairie des Lilas og tage metroen. Jeg ankom en halv time for sent, men som ved et mirakel var der en, der havde meldt afbud, så vi fik en hel sceance. Jeg nåede at stresse af, og vi fik talt om fødlsen, og om hvordan vi skulle tage imod barnet, når det var født. Bagefter hentede vi bilen i Lilas. Hvilken tilfældighed at vi skulle komme forbi lige nøgagtigt her, hvor Pablo blev født et år tidligere. Vi besluttede at forkæle os selv, og spiste på restaurent den aften. |
Uge 31+3 |
|
|
lørdag 7 febuar 2004 |
Acte de reconnaissance avant naissance Vi var hos borgmesteren i Suresnes her til morgen for at få lavet et "Acte de reconnaissance avant naissance". Det er et dokument, hvor begge forældre officielt erklærer at være forældre til det ufødte barn. Det er specielt vigtigt for faderen i et ugift forhold, der dermed erkender faderskabet til det kommende barn, og det gør formaliteterne lettere efter fødlsen. Det betyder, at barnet automatisk bærer faderens efternavn ved fødlsen. |
Uge 31+4 |
|
|
tirsdag 10 febuar 2004 |
Underskrift hos advokaten Så er det blevet tid til min anden glucemie blodprøve, for at tjekke for graviditetssukkersyge. Jeg skal tjekkes to gange med en måneds mellemrum, fordi der er sukkersyge i den nærmeste familie. Jeg tog ned til laboratoriet ved 9-tiden, fik taget en blodprøve, tog hjem igen og spiste morgenmad, og så tilbage til laboratoriet 1½ time senere til endnu en blodprøve. Det er en omstændig procedure, og jeg kom først på arbejde over 11. Men det betyder ikke noget, da jeg jo har besluttet at arbejde mere cool her den sidste tid. I frokostpausen havde jeg tid hos advokaten, for at skrive de endelige skilsmissepapirer under. Nu er alle papirerne klar, og vi mangler kun mødet hos dommeren om en uge. Jeg begynder at tro på, at denne gang vil det endelig lykkedes at blive skilt. Mit hastværk mht. skilsmissen blev yderligere bekræftiget, da jeg var inde at kikke på min bankkonto via Internettet. En af mine konti er blevet blokeret af skattevæsnet, og ved nærmere oplysninger fra banken, viser det sig at have forbindelse til en skat, som Philippe ikke har betalt. Det har givet grund til en del bekymring, og nu skal jeg så igang med at få redet trådene ud med Philippe og med skattevæsnet. |
Uge 32+0 |
|
|
onsdag 11 febuar 2004 |
32 ugers scanning Idag blev det tid til den sidste trimesterscanning af Pitjunette (32 ugers scanningen, som alle bliver tilbudt i Frankrig). Jeg havde en dårlig morgen og vågnede op trist og deprimeret. Jeg tror, at det er en blanding af bekymringer omkring skilsmissen, min blokerede konto, arbejdspres og så parallelforløbet med sidste års hændelser der blander sig sammen i en stor pærevælling. Da vi sad i venteværelset og ventede på Dr. Robin, begyndte jeg at græde og puttede mig ind til François. I samme øjeblik kom Dr. Robin ud, og han spurgte bekymret til, hvorfor jeg græd. Jeg sagde, at jeg bare følte mig trist og at det er graviditeten, der gør mig så følsom. Han sagde, at det nok skulle gøre mig glad igen at se min lille baby. Og han fik ret. Så snart hun kom frem på skærmen, var der kun hende og François, som holdt min hånd, der eksisterede. Hun ligger nu med hovedet nedaf igen. Dr. Robin fik lejlighed til at vise hendes hoved forfra, så vi virkelig kunne se hendes ansigtstræk. Det var tydeligt, at hun havde lukkede øjne. Dette billede gjorde stort indtryk på os begge to, og det er det billede jeg stadig se for mig, når jeg tænker tilbage på scanningen. Vi fik også bekræftiget endnu engang, at det er en pige. Så fortalte Dr. Robin os, at han kender alt til piger, fordi han har selv 8 af slagsen !!! Eller rettere sagt 7½, fordi hans kone er gravid med hans ottende datter :oD. Er det ikke utroligt ? 8 børn og 8 piger. Og så en fødselslæge. Han har virkelig en mission over pigerne i dette liv. Jeg føler mig virkelig i trykke hænder hos ham. Pitjunette har det i bedste velgående :o). Alt ser normalt ud. Vi så tydeligt hendes 4 hjertekamre. Hun blev vægtbedømt til 2 kg, hvilket er i fin overensstemmelse med alderen. Bagefter indtegnede vi hendes mål på de forskellige kurver, og hun hendes størelse er nu lidt over gennemsnittet men stadig i normalzonen. Specielt hovedet er vokset meget, og det ligger på den øverste kant af normalzonen. Men Dr. Robin sagde, at det kan være de genetiske træk, der begynder at vise sig nu. François har også et stort hoved. Så ingen grund til bekymringer. Resten af dagen arbejdede jeg intest på mit RFP dokument, som absolut skal være færdigt på fredag til afsending. Det blev til endnu en sen arbejdsdag. |
Uge 32+1 |
|
|
torsdag 12 febuar 2004 |
På seminar Idag holdt vores direktion sit årlige seminar, hvor hele direktionen (50 personer) tager på udflugt i nye omgivelser til både faglige og adspredende aktiviteter. I år blev det holdt et godt stykke uden for Paris i en hytte midt i en skov. Det var tidligt ud af sengen, og vi var fire kolleger der havde arrageret en delebil (fem med Pitjunette ;o). Vi ankom som de første, og jeg var alllerede godt træt. Formiddagen gik med årsberetning og forskellige præstationer. Jeg var blevet bedt om at gentage den præsentation, som jeg havde forberedt til den tekniske komité i slutningen af januar. Det gik udemærket. Så var der frokost, og eftermiddagens program stod på sportslige aktiviteter / strabasser såsom paint ball, quad og i den dur. Det kunne jeg selvfølgelig ikke deltage i, og heldigvis fik jeg kørelejlighed tilbage til Paris lige efter frokost. Det var faktisk min gamle chef fra Bouygues Telecom, som nu er leder af en direktion i min nuværende virksomhed, og som var med til at præsentere om formiddagen. På vejen tilbage i bilen fik vi talt om lidt af hvert, og han fortalte bl.a. at hans yngste søn var født for tidligt, og havde lidt varige fysiske men heraf. Han fortalte, hvor svært det var at leve med et handikappet barn. Det fik mig selvfølgelig til at tænke på og at tale om Pablo. Han kunne jo have været i samme situation. Men sådan skulle det ikke gå med ham. Selv om det er meget svært at erkende og indrømme, så er jeg til dels glad for idag, at jeg ikke har et dybt handikappet barn at tage mig af. Resten af eftermiddagen sov jeg væk og stod først op, da François kom hjem om aftenen. |
Uge 32+2 |
|
|
fredag 13 febuar 2004 |
Slut med arbejdet - næsten Idag er det et år siden, at Pablo døde. Men jeg føler mig ikke trist idag. Det er som om, at alt det arbejde, som jeg gjorde med internetsiden i forbindelse med hans fødselsdag, har frigivet mig. Nu kan jeg ligesom lægge fortiden bag mig og være tilstede i nuet, være til stede for Pitjunette. Det er det jeg har mest lyst til nu : koncentrerer mig om graviditeten, gå på barsel og bare nyde disse sidste måneder, der er tilbage. Det føles virkelig frigivende at være nået dertil. Vi havde vores månedlige møde med vores parterapeuter i frokostpausen. Sceancen gik alligevel med at snakke en del om Pablo, specielt fordi François føler sig trist idag. Vi fik også skakket om internetsiden, og om hvorvidt François skulle bidrage til den udformning. Jeg synes, at det ville være dejligt, hvis han også skriver noget til siden, men samtidig er jeg forståelig overfor, at han ikke nødvendigvis har inspiration for at udtrykke sig på den måde. Der blev nu også snakket om Pitjunette. Vi fik vendt det med, at vi nu skal forberede os til at blive forældre, også selvom vi allerede er det. Endelig fik jeg lagt sidste hånd på RFP dokumentet. Det blev færdig til tiden. Jeg nåede at få en diskussion med E. fra salgsafdelingen, som vil, at det først bliver sendt afsted i næste uge. Min egen chef har instrueret mig i at sende det afsted idag. Det blev til, at det bliver sendt på mandag. Men arbejdet er gjort !! Endelig kan jeg koble af. I næste uge skal jeg kun på arbejde to halve dage, og så er det barsel :o). Jeg kom hjem kl. 8 om aftenen, endnu engang udkokset efter en intens uge. Det var for sent at gå i biffen, og det blev til en sofaaften. Vi fik da ringet til François bror og inviterede dem til frokost på søndag. |
Uge 32+3 |
|
|
lørdag 14 febuar 2004 |
En træt lørdag for os begge Vi har begge trætte her til morgen og stod sent op. François har også meget arbejdspres i øjeblikket. Heldigvis planlægger han at tage en uges ferie i starten af marts. Vi fik lyst til at tage en tur ind til Paris idag. Det blev til, at vi tog til Chinatown for at spise frokost og for at handle kinesisk ind. Vi spiste på en vegetarisk thailansk restaurant, hvor de har kopieret alle de traditionnelle retter men uden kød (jeg er vegerarer). Bagefter var vi i et par tøjbutikker, og jeg faldt for en kinesisk silkebluse til sommer. Om eftermiddagen var vi begge trætte og har ligget i sengen og hvilet. François blev liggende lige til kl. 9 om aftenen, hvilket slet ikke ligner ham. Men det har været nogle hårde uger. Vores biografprojekt blev igen udsat. Her til aften har jeg endelig fundet tid og energi til at skrive i dagbogen igen. Så jeg har lige siddet og opdateret de sidste ugers indlæg. Det har jeg virkelig savnet. |
Uge 32+4 |
|
|
søndag 15 febuar 2004 |
Første gave til Pitjunette Vi har haft besøg af François bror, svigerinde og niece Elsa til frokost. Jeg brugte formiddagen på at forberede et asiatisk måltid, med makier til forret og kinesisk wok til hovedret. Desserten stod på mangoer, så den tog ingen tid. Om eftermiddagen tilbød vi Elsa at realisere sit første maleri på lærred. Hun tegner meget, men hun havde aldrig prøvet at male med rigtige farver på lærred før. Mens vi voksne sad og snakkede udførte hun sit kunstværk i dyb stilhed. Og da hun endelig viste os resultatet, var vi alle helt måløse, fordi det var så flot, det hun havde lavet. Hun havde malet to hjerter med masser af farver, og farvesammensætningen var virkelig vellykket. Elsa ville, at det skulle være en gave til hendes lille kusine, så idag fik Pitjunette sin første gave. Vi vil hænge det op i hendes værelse.
|
Uge 32+5 |
|
|
mandag 16 febuar 2004 |
Fødselsforberedelser på Foch : praktiske øvelser Det begynder virkeligt at være svært at stå ud af sengen tidligt om morgenen - selv efter en weekend. Jeg har virkelig behov for at barselsorloven starter, så jeg kan slappe noget mere af. Idag var det blevet tid til mit første fødselsforberedelseskursus på hopital Foch. Det var et kursus der omhandlede praktiske øvelser i forbindelse med fødlsen : vejrtrækning, positioner, presning... François havde besluttet også at deltage i dette kursus. Jeg havde skrevet kl. 9 i min kalender, men da vi mødte op på hospitalet var lokalet tomt. Jeg havde taget fejl af tidspunktet, det var først kl. 14. Endnu engang var der gået koks i det, når det drejede sig om møder på hospitalet. Så vi tog hver især på arbejde for siden at vende tilbage igen om eftermiddagen. På arbejdet fik jeg langt om længe lagt sidste hånd på mit RFP dokument og sendt det afsted til alle konstruktørerne. Endelig er kysten klar til barsel. Tilbage på hospitalet blev vi mødt af jordmor Tordjman, en meget kontant dame. Hun startede med at sige med en høj militaristisk tone : ”er der nogen spørgsmål ?”. Stilhed i salen. ”Nå ikke, jamen så kan vi lige så godt gå igang”. Vi blev henvist til madresserne. Jeg blev helt overvældet af hendes kommenderende tone, og følte mig ikke særlig tryk ved situationen. Den forestående fødsel er sådan et følsomt emne for mig, at jeg havde brug for trykhed og blidhed, og denne jordmor havde lige den modsatte virkning på mig. Jeg kunne også mærke at François følte sig agressiv imod hende. Hun begyndte at forklare om forløbet under fødslen, alt imens jeg sad og kæmpede imod gråden. Fik dog fattet mig efter et stykke tid. Så gik vi igang med vejrtrækningsøvelserne. Vi fik at vide hvordan vi skulle trække vejret i udvidelsesfasen og i pressefasen. Jeg havde lidt svært ved at presse, da jeg pressede med halsen i stedet for med maven. Det hele virkede teoretisk og mekanisk, og jeg følte mig mere som i en militær træningslejr end på et fødselsforberedelseskursus : hun kommenderede :”træk ind - pres - pres - pres - pres - pres - ånd ud.........slap af !!” osv. i den dur. Det kursus var ikke nogen særlig betrykkende oplevelse. |
Uge 32+6 |
|
|
tirsdag 17 febuar 2004 |
Min skilsmisse Idag blev jeg skilt fra Philippe. Denne dag som jeg har ventet på i 2 ½ år er endelig kommet. Vi havde møde i justitspalæet i Bobigny kl. 9.30 med vores advokat. Jeg tog afsted hjemmefra allerede kl. 8, fordi det er et af den slags møder, hvor man ikke skal komme for sent. Kom selvfølgelig alt for tidligt frem. Philippe ankom nogle minutter for sent, men han kom da !! Vi blev vist ind med det samme. Det var virkelig et formalitetsmøde, og det tog højst 5 minutter ialt. Først kom jeg ind til dommeren alene, hun spurgte om jeg stadig var samtykkende mht. skilsmissen og om jeg var enig i sagførerens bodelingsdokument, jeg svarede ja (som når man bliver gift). Så kom Philippe ind alene, samme procedure. Tilsidst kom vi ind begge to sammen med advokaten, og advokaten bekræftigede at alt var i orden. Slut. Det var så enden på et 10 år gammelt forhold. Vi fulgtes ad ud på gaden, og jeg spurgte til, hvordan han havde det. Siden vi flyttede fra hinanden, har vi ingen spørgsmål stillet og heller ikke fulgt med i hinandens liv og færden. Nu spurgte jeg til ham. Philippe har det ikke let, siden jeg gik fra ham. Det har været hans livs størst chok. Han prøver selvfølgelig at komme videre, prøver at finde en ny kæreste. Men indtil nu er det ikke lykkedes, og han tror ikke meget på, at det er muligt. Han føler sig ensom. Jeg er ked af det på hans vejne, men er samtidig glad, fordi jeg kom ud af det forhold. Vi talte også lidt om de ting, der var gået galt imellem os og om de ting, vi ville ønske, vi havde gjort anderledes. Det er så nemt at gøre fejl i et parforhold, også selv om man gør sit bedste. Han spurgte ikke om noget i forbindelse med mit nuværende forhold. Det eneste han fik at vide, er at jeg nu venter en lille pige. Vi fik vendt en del ting og har nok stået og snakket sammen i en times tid. Til sidst sagde jeg, at jeg var blevet kold, og vores samtale sluttede af med, at han ønskede mig held og lykke med fødslen. Jeg gik derfra med en lidt nostalgisk følelse overfor dette forhold, som nu havde udspillet sit sidste akt. Om eftermiddagen fik jeg afviklet de sidste ting på denne sidste arbejdsdag inden barselsorloven. Jeg fik ryddet op på kontoret og sagt farvel til kollegerne. På gensyn igen i september. Da François kom hjem om aftenen, havde han blomster med til mig. For ham var det også en stor dag, at jeg nu er skilt. Jeg er en fri kvinde, sådan da...... |
Uge 33+0 |
|
|
onsdag 18 febuar 2004 |
Barselsorloven starter :o)))) Endelig på barselsorlov. Jeg er bare så glad. Endelig tid til at slappe af, endelig tid til Pitjunette, endelig tid til mig. Jeg var nu nødt til at stå tidligt op igen idag, da jeg havde endnu et fødselsforberedelseskursus på hopital Foch. Denne gang var emnet : når fødslen kompliceres. Til min skuffelse var det igen jordmor Tordjman, der holdt kurset. Hun var don en anelse mere blid end sidste gang. Hun fortalte om alle de ting, som kan komplicere en fødsel, og hvad man gør i de forskellige tilfælde : sædestilling, viklet navlestreng, når fødslen går i stå, kejsersnit....... Jeg var den der stillede flest spørgsmål af alle. Jeg ville vide alt om, hvordan de bar sig ad på Foch. Specielt i forbindelse med et kejsersnit vill jeg vide, hvordan det foregik : får man sin baby at se med det samme? kan faderen være med ? hvor lang tid skal man blive på opvågningsstuen ? Jeg fik svar på alle mine spørgsmål, og det er klart, at de har nogle strengere regler end på en lille klinik. Men samtidig virker det hele meget professionnelt. Kort tid efter, at jeg var kommet hjem fra kurset, ringede telefonen, og der var jordmor Tordjman i røret. Hun sagde, at hun havde følt en angst og stor tristhed hos mig, så hun havde fundet min journal frem med det samme og kunne så godt forstå, hvad årsagen var. Min opfattelse af hende som en kold og følelsesforladt dame blev med et gjort til skamme. Hun havde opfattet min angst midt i et hold på en 20 stykker, husket mit navn og brugt tid på at finde min journal frem. Det var jeg meget forbavset og rørt over. I telefonen sagde hun, at hvis jeg havde brug for nogen form for hjælp, så skulle jeg bare sige til. De kunne tilbyde mig nogle ekstra samtaler med en jordmoder eller en læge, et mere intensivt følge af min graviditet, samtale med en psykolog, alt samme hvis jeg havde behov for det. Jeg svarede beæret, at jeg meget gerne ville have en samtale med en jordmor, så jeg havde mulighed for at stille mine spørgsmål under mere intime forhold, end det var tilfældet på kurset. Hun gav mig straks en tid mandag d. 23. Andet havde jeg ikke brug for, da det jo allerede er planlagt, at jeg skal følges tæt i den sidste måned af graviditeten. Da jeg havde lagt røret på, brød jeg ud i gråd. Jeg var i den grad rørt over hendes imødekommenhed, og samtidig var der også eftervirkningerne af morgenens kursus om komplicerede fødsler. Pludselig blev jeg overmandet af en stor angst for, at jeg også skulle miste Pitjunette, og den følelse var slet ikke til at bære. Om eftermiddagen havde jeg møde på laboratoriet for at få foretaget et røngentbillede af bækkenet. Dr. Robin har forvisset mig om, at der ingen fare er for mit barn. Det skulle laves for at tjekke, at passagen er stor nok til, at et barn kan komme igennem. Jeg fik taget 3 billeder i forskellige vinkler. Resultatet var, at der ingen problemer skulle være. Mit bækken har en helt normal størrelse, der var kun et mål, der var større end normalen, så det skal jeg have spurgt om til næste samtale med Dr. Robin. |
Uge 33+1 |
|
|
fredag 20 febuar 2004 |
Knækket fortand I dag knækkede jeg et stykke af min fortand i undermundet imens jeg spiste morgenmad. Der er heldigvis ikke gaæt hul indtil nerven. Men det er nok tegn på, at jeg mangler kalk, så nu må jeg se at drikke noget mere mælk. Jeg vil nu vente med at gå til tandlægen til efter fødslen. Det samme skete under sidste graviditet, og da jeg kom op til tandlægen sagde han bare : ”kom igen efter du har født, jeg skal ikke have noget af, at du går i fødsel imens jeg er ved at reparere din tand”. Her til aften havde vi møde hos haptonomisten. Denne gang talte vi igen om fødslen, specielt om pressefasen. Hun viste mig nogle postitoner, som ville hjælpe barnets passage igennem bækkenet, og hvor knæne sidder næsten helt oppe under ørerne. Hun gav også nogle råd til, hvordan man kan holde på en baby, unden at den bliver låst fast i bestemte positioner. Vi brugte en kludedukke til at prøve med, men jeg tror nu at det vil komme af sig selv, når vi pludselig står med en rigtig baby i armene. |
Uge 33+3 |
|
|
lørdag 21 febuar 2004 |
Dage foran PCen De sidste par dage har jeg næsten været klistret fast foran PC skærmen hele døgnet rundt. Jeg er kommet langt bagud med mine mails. Og så har jeg også været igang med at lave en gæstebog til min webside. Det har været vildt inspirerende, så når jeg først er kommet igang bliver jeg helt opslugt, og kan slet ikke stoppe igen. Det er selvfølgelig dejligt at bruge tiden på noget inspirerende. Men jeg skal også sørge for at hvile engang imellem og det ville også være godt, hvis jeg lavede noget fysisk mindst en gang om dagen. Jeg har store planer om at gå en tur dagligt rundt om Mont Valerien, men jeg har lidt svært ved at komme ud af starthullerne. Der er stadig en masse ophopet træthed i min krop, og jeg lå og sov på sofaen hele formiddagen. Om eftermiddagen brugte vi tid til at hygge om hinanden, vi fandt massagebordet frem og gav hinanden en massage. François har også et stort behov for at slappe af i weekenden, da han har meget pres på arbejdet. Efter massagen gik vi i sauna. Her til aften var vi inviteret til middag hos familien C sammen med et andet vennepar. Det var en hyggelig aften, men jeg blev hurtigt træt, da jeg nu har svært ved at sidde oprejst på en træstol ved bordet i mange timer. Så det endte med at jeg måtte lægge mig på langs på sofaen. |
Uge 33+4 |
|
|
søndag 22 febuar 2004 |
Drømme om huskøb Nu hvor jeg er blevet skilt, er vi begyndt at tale lidt om købe hus. Det er godt nok ikke lige de rigtige tidspunkt, nu hvor Pitjunette snart melder sin ankomst. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at flytte indenfor det næste år, for flytterod og spædbørn passer altså ikke godt sammen. Alligevel er vi begyndt at kikke på boligannoncer og tale om, hvor vi kunne tænke os at bo henne. Det er også rart at vide, hvad det er muligt at få for vores budget. Ja, budgette er desværre en begrænsende faktor, som sætter en ordenlig dæmper på alle drømmene, som har det med at udfolde sig, når man kikker husannoncer. Ikke at jeg drømmer om en kæmpevilla, men alligevel kan husene hurtigt løbe op i 5-600 tusind Euros, og det er lige i overkanten af vores budget (læs : langt over vores budget). I eftermiddags besluttede vi at køre en tur rundt i et kvarter, hvor huspriserne er nogenlunde anstændige. I Paris og omegn skifter priserne utroligt meget fra kommune til kommune. Vi vil helst ikke langt væk fra Paris, men her ligger husene meget tæt op og ned af hinanden, og de har nogle mikroskopiske haver til. Så vi var ikke vildt begejstrede over det, vi så. Det bliver svært at finde noget, der er bedre end der, hvor vi bor nu. Men det er et lejet hus med en ret stor husleje, så det vil være bedre at købe indenfor de næste år. På hjemvejen holdt vi ved Mort Valerien og gik en tur rundt. Det var koldt og blæsende, men jeg var nu glad for at få rørt mig lidt. |
Uge 33+5 |
|
|
mandag 23 febuar 2004 |
Møde med jordmor Tordjman Idag har jeg igen brugt hele dagen foran PCen lige indtil det var tid til mødet med jordmor Tordjman på Foch. François tog fri fra arbejde for at være med. Hun tog imod os til tiden, og startede med at sige, at hun ikke var der for at dømme overfor det, der var sket ved sidste fødsel, men for at snakke om den forestående fødsel. Alligevel kom vi lidt ind på emnet omkring Pablos fødsel, og hun bekræftigede, at det faktisk udfra monitoren var umuligt at se, at noget var galt. Så det samme ville også kunnet være sket hos dem. Hun var ærlig, og jeg var glad for, at hun ikke prøvede at så tvivl overfor de forklaringer, vi allerede har fået, og som vi har vendt og drejet på alle leder og kanter tusindvis af gange. Så snakkede vi selvfølgelig om den forestående fødsel. Jeg fortalte hende om de forskellige ting, jeg er bange for, og hvor jeg havde behov for at blive beroliget. Hvis jeg beslutter at lade fødslen gå igang af sig selv, hvad kan jeg så forlange overfor personalet ? Jeg spurgte, om jeg kunne bede om et kejsersnit, hvis det nu blev for meget på selve dagen, og hvis jeg alligevel ikke følte mig i stand til at føde selv. Til det svarede hun, at det var en beslutning, som en jordmor ikke kan tage selv, men at det op det den vagthavende læge. Så hun kunne ikke give mig nogle garentier, men hun tilbød at vi kunne vende spørgsmålet med afdelingens overlæge. Hun sagde også, at de lyttede til folk, så det var meget vigtigt, at vi klart gav udtryk for vores behov på selve dagen. Jeg spurgte også, om jeg kunne bede om en epiduralblokade meget tidligt i forløbet. Det sagde hun ja til. En anden angst jeg har, det er om mit kejsersnit skal springe op under fødlsen, da det kun er 14 måneder siden, jeg fik det. Til det sagde hun, at chancerne var så troligt små, at den bekymring kunne jeg godt glemme. Specielt fordi min hud er tynd og fin og at arret allerede er helet flot. Det beroligede mig. Det var virkelig dejligt med denne samtale, og siden har jeg følt mig mere tryg og optimistisk omkring fødslen. Jeg har indtil videre besluttet, at jeg ikke vil have et planlagt kejsersnit. Der er sådan jeg føler det indert inde, og så må jeg stå ved denne beslutning. Samtidig er jeg åben overfor at skifte mening, hvis jeg føler det anderledes i de kommende uger. |
Uge 33+6 |
|
|
onsdag 25 febuar 2004 |
Roen indfinder sig Jeg nyder i den grad at være på barsel !!! Nu kan jeg mærke hvordan stress og træthed langsomt forlader kroppen og giver plads til en dejlig rolig tilstand. Jeg nyder at ligge lidt længere i sengen om morgenen, men står alligevel ikke for sent op for at kunne få noget ud af dagen. Hver morgen laver jeg en halv times yogaprogram, og det gør bare underværker på min krop, der ellers var blevet godt stiv og tung. Jeg skal også have indført en daglig gåtur, men det er stadig lidt svært at komme igang. Dog lykkedes det at komme ud igår, og der var jeg til gengæld lige ved at overdrive, for det blev til 1 1/2 times gang, og jeg var helt flad, da jeg endelig kom hjem. Jeg tror endelig, jeg har fundet ud af hvad plukveer er. Alle højgravide snakker om plukveer, men jeg trøde virkelig, at jeg var noget helt for mig selv, for jeg har overhovedet ikke kunne mærker noget, hverken smerter eller hård mave. Men nu har jeg opdaget, at det jeg trøde var Pitjunette som strækker sig op imod ribbene og som giver en form for spændt følelse i maven.... nok er plukveer. Det gør overhovedet ikke ondt heldigvis. Men det var noget af en AHA-oplevelse. Idag var jeg til frokost hos en af pigerne fra min minimødregruppe. Jeg er jo medlem af den danske mødregruppe i Paris, og vi er omkring 130 medlemmer ialt. Men hvert år dannes der nye minimødregrupper, når der er nye børn på vej. Og vi er en 7-8 stykker, der enten er højgravide eller lige har født. Vi var dog kun 3 idag, men det gjorde ikke noget. Det var bare dejligt at modes og snakke graviditet og babysnak for alle pengene. Den ene pige havde lige født en lille pige for 14 dage siden, men hun kom uden sin baby. Den anden er nogenlunde lige så langt henne som mig. Det var nu dejligt at tale med en, som lige har født, for det gør det hele lidt mere konkret, og det gør mig glad og positiv. |
Uge 34+1 |
|
|
lørdag 28 febuar 2004 |
Vuggestueplads til Pitjunette Vi modtog brev fra La Mairie idag, som fortalte, at vi har fået plads i vuggestuen fra 1. september. Det kom som en stor glædelig overraskelse, fordi vi havde ikke forventet det. Vi havde fået at vide ved indskrivningen, at der kun var få ledige pladser i år pga. personalemangel. Vi havde skrevet et brev til udvalgspanelet, hvor vi fortalte, at vi havde mistet et barn, og derfor havde ekstra brug for den støtte og tryghed en vuggestue kan tilbyde. Det må åbentbart være det brev, der har hjulpet os til en plads. Vi er meget glade, fordi vuggestuen for os begge er den bedste pasningsordning. Det er ikke den billigste løsning for os, da prisen afhænger af vores inkomst, og vi ligger over det øverste loft. Det kommer til at koste 32 € per dag. Ja, der findes mange blandede meninger om, hvad der er bedst for et spædbarn mht. pasning. Nogle siger, at det er bedst, at det har en fast person at knytte sig til i starten. Men jeg tror ret hurtigt, at barnet vil kunne få glæde af de andre børn. Den største ulempe ved en vuggestue er klart sygdom. Børnene er ofte syge, fordi de hele tiden smitter hinanden. Og vuggestuen tager ikke imod et sygt barn, så det bliver måske alligevel nødvendigt med en alternativ løsning ? Nu må vi se. Jeg er i hvert fald glad for pladsen. Vuggestuen ligger i gåafstand fra vores bolig, så også det passer godt. Ellers har jeg brugt de sidste par dage på en ny internetside til vores danske mødregruppe. Siden trængte til en opfrisker, og jeg kan godt lide det kreative aspekt, der ligger i et nyt design. Jeg bliver helt opslugt af det, og har derfor igen brugt mange timer foran PCen. François holder ferie i denne uge. Vi skal bare gå og hygge og slappe af herhjemme. Vi har planer om at få Pitjunettes værelse gjort klart. Ikke fordi der er så forfærdeligt meget at forberede. Det er jo allerede et børneværelse, men vi har lyst til at lave det anderledes end det værelse, vi havde indrettet til Pablo. Møblerne skal stå anderledes, og der skal nye ting op på væggene. François har også foreslået, at vi fjerner Pablos billede fra værelset. Det er jeg indforstået med, men jeg vil gerne have det hængende et andet sted i huset. Ved bare ikke lige hvor endnu, måske i vores soveværelse. Fredag aften var jeg til pigeaften i mødregruppen. Det var hyggeligt og dejligt at få snakket lidt dansk. På den måde får Pitjunette også hørt det danske sprog :o). |
Uge 34+4 |
|
|
mandag 1 marts 2004 |
Kære lille babyknop Idag skriver vi 1. marts, og det er måske i denne måned du bliver født. Du vokser godt i maven, og pladsen bliver snart for trang til dig. Jeg glæder mig sådan til at se dig, min lille pige. Vil du ligne din far eller din mor ?, eller bare dig selv ? Vil du have hår på hovedet ? Vil du passe til det navn, vi har valgt til dig ? Vil du være rolig eller have masser af karakter ? Der er så mange ting at glæde sig til. Forude ligger den begivenhed, som adskiller dit liv i maven fra dit liv i livet : FØDSLEN. Vi skal begge igennem denne fødsel, fordi det er den uigenkaldelige indgang til livet. Du skal fødes, og jeg skal føde dig. Denne fødsel er for mig forbundet med meget angst på grund af det, jeg har oplevet før. Men du skal vide, at denne angst ikke har noget med dig at gøre. Du behøver ikke at være angst, fordi jeg er det. Du skal bare følge naturens gang, og ved fælles hjælp skal vi nok få dig bragt vel til verden. Og din far vil også være der til at tage imod dig. Min angst kan vi ikke bruge til noget, så lad den bare være. Lad den blive gjort til skamme af glæden, som det vil være at give dig livet. Jeg er klar til at tage imod dig, min pige, det er dig der bestemmer, hvornår det skal være, og når tidspunktet er det rigtige for dig, så er jeg også parat. Min lille babyknop, som trærerne er ved at danne knopper, der snart folder sig ud, så er du også snart klar til at springe ud. Du vil komme med foråret. Du vil blive til den smukkeste blomst på denne jord. Din mor |
Uge 34+6 |
|
|
tirsdag 2 marts 2004 |
På babyshopping Idag besluttede vi at tage på babyshopping. Det er et projekt, som vi har haft i et stykke tid, men ingen af os har haft energien eller taget initiativet til det. Det var svaert at komme igang, men afsted kom vi da. Vi saette kurs imod Noisy le Grand på den anden side af Paris, hvor der ligger en kaempestor børnebutik Aubert samt Ikea. Underbevidstheden modarbejdede os begge : François var i et rigtigt irritablet humør og bandede samtlige billister på vores vej langt vaek, alt imens jeg følte mig traet som et helt alderdomshjem og sad og kaempede med en dårlig forudanelse overfor denne tur. Da vi endelig kom frem til Aubert, skulle vi begge tisse, og der var selvfølgelig ikke noget toilet. Jeg bad om at låne personaletoilettet og undskylte med at jeg var højgravid, men den totalt ligegyldige butiksmedhjaelper sagde, at det kunne ikke lade sig gøre. Så blev François pissegal på hende og sagde, at i så fald ville vi da bare gå igen. Jeg fulgte efter ham ud af døren, men taenkte at det trods alt var synd at vi havde kørt hele vejen for ingenting. Vi kørte over til Ikea og fandt et toilet. På toilettet brød jeg ud i gråd af traethed og fortvivlelse. Da jeg kom tilbage til François, sagde jeg til ham at jeg absolut ikke synes, det var sjovt at tage på shopping med ham, når han var så irritabel. Nå, men vi faldt begge ned på jorden igen og besluttede at tage tilbage til Aubert. Her fik vi kikket på en autostol til babyer, og vi snakkede frem og tilbage, om det nu også var nødvendigt med sådan en. Vi har jo barnevognsliften. Men disse autostole virker nu meget mere praktiske, og jeg blev overbevist om, at sådan en MÅ vi have. Der var nok en 30 modeller at vaelge imellem, så vi købte alligevel ikke en, men tog et katalog med hjem til studering. Vi kikkede også på børnestole, men de skal jo først i brug fra 6-månedersalderen, og der var mange grimme modeller, så sådan en købte vi heller ikke. Det gik videre i den dur, og det endte med at vi ikke fik andet med hjem end et par småting : et termometer til badet og en pulsebordspude. Men humøret var steget hos os begge, og vi fik en masse ideer til eftertanke, så turen var alligevel ikke forgaeves. Siden tog vi tilbage til Ikea, spiste en skandinavisk frokost og gik derefter en runde. Vores største overvejelser går på, hvad jeg har brug for til amning om natten oppe i børnevaerelset. François ide er, at vi skal købe en konfortabel laenestol, så jeg kan sidde op og amme. Min ide er, at bruge futonmadressen på gulvet sammen med en masse puder, så jeg enten kan sidde eller ligge ned. Vi tog ikke nogen endelig beslutning, men fik udset en laenestol til senere køb hvis nødvendigt. Så det eneste vi købte var nogle puder. Jeg kom et kvarter for sent til min aftale hos Berit, som havde inviteret mig på the om eftermiddagen. Det var dejligt at se hende igen, det er lang tid siden sidst, og hendes mindste kan nu gå og endda løbe rundt. Jeg fik øje på hendes Tripp Trapp børnestol, og taenkte straks at det er sådan en, jeg gerne vil have til Pitjunette. Flot skandinavisk design og meget praktisk (hint hint til familien :o). |
Uge 35+0 |
|
|
onsdag 3 marts 2004 |
Kontrolbesøg hos Dr. Robin - 36. uge Idag var vi til mit
sidste rutinebesøg hos Dr. Robin. François holder jo ferie i denne
uge, så han tog med. Det saedvanlinge rutinetjek var fint. Pitjunette
ligger nu med hovedet ned af, og det bliver hun sansynligvis ved med
lige indtil fødslen. Siden talte vi så om forløbet for den kommende måned, og Dr. Robin fik det arrengeret sådan, at jeg bliver tjekket tre gange om ugen. En gang om ugen skal jeg komme op på daghospitalet, hvor en jordmor vil køre en strimmel (tjek af hjerterytme og veaktivitet med en monitor på maven). To gange om ugen vil en sygeplejeske komme hjem til os også for at køre en strimmel (så vidt jeg forstod). Første gang bliver på fredag på hospitalet, lige efter mit møde med narkoselaegen. Siden vil Dr. Robin se mig igen, når jeg er 38½ uge henne (her er barnet er faerdigudviklet). Det bliver d. 24. marts, hvor han så vil stimulere livmoderhalsen manuelt for at forsøge at hjaelpe fødslen igang. Jeg spurge ham , hvilke dage han er på vagt, og det er han en gang om ugen hver onsdag. Så sansynligheden for at jeg føder en dag, hvor han har vagt er desvaerre ret lille. Da vi kom hjem fra hospitalet, gik François igang med børnevaerelset. Han hentede sengen og puslebordet op fra kaelderen, og samede det hele. Vi fandt også alt babytøjet frem, men det er endnu ikke blevet ordnet og lagt på hylderne. Jeg var ret traet og er begyndt at få smerter omkring skambenet. Dr. Robin sagde, at det var helt normalt, da flere ledbånd er sat fast her, og de bliver strukket unde vaegten. Jeg bliver nødt til at hvile noget mere i stedet for at sidde i mange timer foran PCen. |
Uge 35+1 |
|
|
torsdag 4 marts 2004 |
A l'aube d'une nouvelle vie Jeg skriver overskriften på fransk, fordi jeg synes, at det er en smuk formulering : ved morgenstunden til et nyt liv. Det er sådan jeg føler det i disse dage. Jeg er glad, optimistisk og forventningsfuld. Vi står overfor en ny begyndelse. Nu får vi snart det foraerende, som vi så laenge har ønsket os : et barn. Det sidste år har vaeret fuld af prøvelser, og det er som om jeg nu kan se lyset for enden af tunnelen. Jeg er naesten stolt over at turde åbne op for en sådan optisme, for hvad nu hvis...... Men efter alle de svaere følelser, jeg har vaeret konfronteret med igennem denne graviditet, så er det bare så rart at maerke optimismen og livsglaeden spire frem igen. |
Uge 35+2 |
|
|
fredag 5 marts 2004 |
Møde med narkoselægen Jeg har brugt hele formiddagen på hopital Foch, da jeg både havde møde med narkoselægen og skulle have kørt en strimmel. Narkoselægen har en flink dame, tysker, og hun stillede en række spørgsmål om min erfaring med bedøvelse. Jeg har jo været fuldt bedøvet og fået lagt rygmarvsbedøvelse flere gange uden problemer, så der er ingen indikationer imod en epiduralblokade denne gang. Mødet var ret hurtigt overstået. Til sidst udskrev hun en recept på en blodprøve, som skal tages højst 3 uger inden fødlsen. Det er så lige med at finde ud af, hvornår det skal være. Jeg regner med at tage blodprøven d. 23. marts, hvor jeg alligevel skal til 9. måneds undersøgelse på hospitalet. Bagefter gik jeg så op på daghospitalet til strimmelkørsel. Jeg blev modtaget af en rigtig flink jordmor, som viste mig ind på et værelse, hvor der allerede lå en anden højgravid kvinde. Jeg fik taget en urinprøve, som var fin : ingen sukker i urinen. Siden fik jeg sat en monitor på maven, og frem kom en dejlig galoperende hjertelyd. Jeg lå og lyttede til Pitjunettes hjertelyd i en hel time. Normalt tager det ikke så lang tid, men jordmoderen havde meget travlt idag. Men hvor var det dejligt at ligge der og lytte. Det havde en utrolig beroligende effekt på mig. Til slut undersøgte jordmoderen strimlen, og hun sagde at hjerterytmen var rigtig fin. Der var ingen plukveer, men man kunne se, at Pitjunette havde rørt lidt på sig. Så det hele er bare i orden. Ja, lige bortset fra mit blodtryk, som er meget lavt. Idag var det på 48/80, hvilket er lavere end normalt. Men der er ikke noget at gøre ved det. Om eftermiddagen tog vi afsted på en 3 dages terapiweekend i St. Prix. Det er min sidste gruppe inden fødslen, og jeg vender ikke tilbage igen før september. Jeg blev modtaget af de andre med stor opmærksomhed pga. min store mave. De er alle næsten lige så forventningsfulde som vi er. |
Uge 35+3 |
|
|
mandag 8 marts 2004 |
Så er der er lukket for det varme vand :o( Da vi tog bad her til morgen, var vandet lunkent. Vores elektriske varmtvandsbeholder er gået i stykker. Vi har prøvet at skifte sikringen ud, men det er ikke det, der er galt. François har været igang med at undersøge sagen, og han fandt frem til, at det er modstanden, det er galt med. Jeg fik ringet til en VVS mand, som anbefaler os at skifte ballonen ud, da den er 10 år gammel. Derefter ringede jeg til vores husejer, som vil have, at VVS manden laver et tilbud dels på udskiftning af ballonen, dels på en reparation af modstanden. VVS manden kan først komme forbi på onsdag, så indtil videre er der lukket for det varme vand :o(. På en måde er det heldigt, at det sker nu, når det nu endelig skal ske, for så kan vi få det ordnet inden Pitjunettes fødsel. Formiddagen gik hos Castorama, og om eftermiddagen havde jeg besøg af jordmor Eve, som skal komme og køre en strimmel to gange om ugen. Vi blev dog enige om, at jeg i fremtiden tager over til hendes kabinet, da jeg jo er mobil nok. Hun var meget omsorgsfuld, og alt imens strimlen blev kørt snakkede vi om det, der var sket i min sidste graviditet. Hun kikkede jævnligt på udprintningen og sagde for at berolige mig, at min lille pige trives i bedste velgående. Hun spurgte mig, hvor mange gange om dagen jeg mærker Pitjunette bevæge sig, men det var jeg ude af stand til at svare på, da jeg ikke tæller. Jeg sagde, at det vel var omkring 5-6 gange om dagen.Til det svarede hun, at jeg mindst skulle mærke hende 10 gange om dagen, og hun bad mig være ekstra opmærksom på bevægelser i de kommende dage. "Hun ligger højt oppe" sagde hun også, så fødlsen er altså ikke lige op over. |
Uge 35+6 |
|
|
tirsdag 9 marts 2004 |
Pitjunette bevæger sig godt !!! Idag har jeg været meget opmærksom på Pitjunettes bevægelser, og jeg har skrevet tidspunktet ned hver gang jeg mærker liv. Og det er faktisk over 10 gange om dagen. Jeg mærker hende hver 1 - 1½ time. Så ingen grund til bekymring :o). Jeg har det virkelig godt i disse dage. Det at jeg nu bliver fulgt tæt og hele tiden får bekræftet, at Pitjunette har det godt i maven, ja det berøliger mig utroligt meget. Så jeg går bare og hygger mig herhjemme, glad og tilfreds..... lige bortset fra, at det er træls at være uden varmt vand :o/. Men der skal mere til at slå mig ud. Jeg er ingengang særlig bekymret for fødslen, måske fordi jeg ved, at der nok ikke sker noget de næste par uger. Jeg har igen været igang med internetsiden til mødregruppen, og der går en del tid med det. Til aften havde vi vores sidste møde hos haptonomisten. Vi gentog en del af de ting, vi har lært, og som vi forhåbentlig kan bruge under fødslen. François rejser til Göteborg i de næste to dage, så jeg skal være alene på godset. Den heldige mand, han kan få varmt bad.... |
Uge 36+0 |
|
|
onsdag 10 marts 2004 |
Mavebilleder
Så fik jeg endelig taget et par billeder af maven. Den fylder godt, og jeg er ikke så motiveret for at gå ture i disse dage. Vejret er også koldt og fugtigt, så der skal virkelig motivation til. VVS manden kom forbi i formiddags for at lave sit tilbud. Vi får tidligst varmt vand igen på mandag. Jeg tog mig en sauna idag for at kompensere lidt og få lidt varme ind i kroppen. Har en snert af ondt i halsen, men det lader til at blive ved det heldigvis. Jeg besøgte et hus i Rueil, men det var absolut ikke noget fund. Når man ser, hvor lidt man kan få for 350.000 €, så tror jeg, at vi kommer til at lede længe efter drømmehuset. Idag fik vi brev fra overlægen på neonatalhospitalet, hvor Pablo var indlagt. Vi har aldrig fået noget endeligt svar på opduktionen af Pablo, og det var det brevet drejede sig om, men der var intet at hente. I brevet stod der (frit oversat) : "Jeg har lige
gennemset dokumenterne for jeres barn Pablo, som vi længe har haft
liggende i vores afdeling, og hvor de endelige resultater af de
anatomisk patologiske eftersøgninger ikke giver nogle nye oplysninger. Dette vil sige, at vi aldrig får nogen forklaring på, hvad der var galt med Pablo. Men det faktum har vi allerede vænnet os til, så dette brev er faktisk uden værdi. Det er nu lidt underligt, at det skulle komme lige i denne tid, hvor jeg går og forbereder mig på en ny fødsel. |
Uge 36+1 |
|
|
torsdag 11 marts 2004 |
Fødselsforberedelser på Foch Idag var jeg til det sidste fødselsforberedelseskursus. Denne gang handlede det om selve fødselsdagen samt opholdet på hospitalet. Det var igen jordmor Tordjman, der holdt kurset. Jeg var i godt humør og lyttede interesseret til, hvordan tingene foregår på Foch. Under fødslen vil der være en jordmor og en jordmorelev til stede. Opholdet på hospitalet værer 5 dage efter en normal fødsel og 7 dage efter et kejsersnit. Normalt ligger man på tomandsstuer. Besøgstiden er fra kl. 13.00 til 19.00, og dette gælder også for fædrene, hvilket jeg var ret forbavset over. Hvis en far vil deltage i barnets pleje om formiddagen, så skal han lave en aftale på forhånd. Da jeg fortalte det til François, så sagde han bare, at han i såfald ville lave en aftale hver dag !! Vi kom også ind på nogle administrative ting, og jeg blev opmærksom på, at jeg skal have sendt en deklaration af Pitjunette afsted til CAF (Caisse d'Allocation Familiale). Jeg skal også have ringet til ambassaden for at finde ud af, hvordan hendes danske statsborgerskab skal deklareres. Efter at have gentaget nogle praktiske vejrtrækningsøvelser var det tid til besøg af en af fødestuerne. Man kan ikke ligefrem betegne dem som hyggelige. Fødestuen er et sterilt rum med hvide fliser på væggene, en plasticstol til faderen og fyldt med forskellige instrumenter og apparater til overvågning under fødslen. Min opmærksomhed var fokuceret på de forskellige apparater, som så meget moderne og avancerede ud. Jeg skrev navne og referencer ned til François, som han havde bedt mig om, så han kan studere dem nærmere. Da vi var færdige, sagde jordmor Tordjman til mig, at hun gerne ville have, at jeg ventede til de andre var gået. Hun tog mig så med ind i fødestuen igen og viste mig et gammeldags stetoskop til at lytte på barnets hjerte. Det ligner mest af alt et champagneglas i aliminium. Hun bad mig lægge mig op på fødselssengen, og så viste hun, hvordan man bruger det. Hun sagde, at jeg kunne låne det indtil fødslen, da det måske ville berolige os at lytte på babys hjerte. Det var et fantastisk sødt og betænksomt tilbud, og jeg takkede selvfølgelig ja til det. Nu skal kuffeteren til opholdet på hospitalet altså pakkes, har jeg bestemt !! François kom hjem fra Göteborg ved 7-tiden. Han havde haft lidt tid til at gå i butiker, og han havde købt et par ting til Pitjunette : en body med flodheste, en hue i røde og hvide farver (den ligner en rigtig roligan-hue :o) og nogle sokker. Dejlig farmand !! |
Uge 36+2 |
|
|
fredag 12 marts 2004 |
Terapi, babysnak og kontrol Det var tidligt op idag, da jeg havde tid hos Michel kl. 8.00. Det var en måned siden sidst, da der har været vinterferie, og jeg havde også forstået at sidste fredags aftale var annuleret. Det var dog ikke tilfældet. I terapi er der ingen tilfældigheder, og vi snakkede om, hvorfor jeg havde "undgået" at komme. Der er flere mulige forklaringer : Jeg havde en aftale hos Michel dagen inden Pablos fødsel. Derfor har jeg faktisk ikke lyst til at se ham i øjeblikket. Hvad nu hvis det samme skete igen. Samtidig føler jeg ikke altid, at jeg får nok ud af mine samtaler med Michel, og jeg synes også, at det er for dyrt. Alt i alt havde jeg masser af grunde til at undgå Michel, men i virkeligheden er det jo en måde at undgå mig selv på. Jeg vil helst ikke tænke for meget i øjeblikket og slet ikke tænke på fødslen. Jeg føler mig rolig og afklaret i disse dage, og jeg har lyst til at nyde denne tilstand så længe det varer. Midt på dagen stod den igen på terapi, denne gang sammen med François og vores parterapeuter, som vi ser en gang om måneden. Dette var så også sidste gang inden Pitjunette - der er nu flere og flere ting, der er sidste gang inden..... Under samtalen gav jeg udtryk for den ligevægtighed, som jeg har fundet på det sidste, og som er godt hjulpet på vej af den øgede kontrol. François talte om sin angst for fødslen, som han prøver at undertrykke igennem sit arbejde. Han lever angsten igennem stress og arbejdspres. Han har haft svært ved at tale om denne angst overfor mig. Vi fandt ud af, at det måske kunne hjælpe ham at deltage i et kontrolbesøg, og da jordmor Eve skulle komme idag kl. 17.00, aftalte vi, at han tog tidligt fri fra arbejde for at være med. Da jeg alligevel var inde i Paris, havde jeg aftalt med Henriette fra minimødregruppen at besøge hende om efterrmiddagen. Hun er også højgravid og bare et par uger tidligere henne end mig. Men hun har fået beordring fra sin læge på at blive hjemme og ligge ned flere timer om dagen pga. en svag livmoderhals. Vi brugte et par timer på rigtig gravid- og børnesnak, og det var rigtigt dejligt at udveksle med en, der er i samme situation og som kan snakke utrætteligt om disse emner. Næste punkt på dagens program var jordmor Eves hjemmebesøg. Jeg tog metroen hjem i stedet for en taxa, da det havde regnet hele dagen i Paris og trafikken var tæt og langsom. Men folk i metroen er meget flinke til at give plads til gravide maver. François var hjemme inden jordmor Eves ankomst, og kontrolbesøget forløb helt efter bogen. Pitjunette var i livlig aktivitet, nok fordi jeg endelig kunne slappe af efter alle dagens gøremål. Og når jeg slapper af, så er det hendes tur til at være aktiv. Hjerterytmen var helt fin. Der kom et par små plukveer, som jeg ikke selv kunne mærke, og som nok var provokeret af Pitjunettes bevægelser. François var glad for at være med og glad for den forestående weekend. |
Uge 36+3 |
|
|
lørdag 13 marts 2004 |
Babyshopping igen
Selv om vi faktisk allerede har alt det tøj, vi har brug for til Pitjunettes ankomst, så er vi blevet enige om, at hun skal have noget, der er helt hendes. Vi er ikke så meget til det traditionnelle lyseblå og lyserøde, og det tøj vi har, er i alle mulige forskellige farver og passer både til piger og drenge. Men alligevel skal Pitjunette have noget pigetøj ! Så vi tog afsted til Boulogne, hvor der ligger en "Parail au Même" og andre børnetøjsbutikker. Og det endte med, at vi købte lidt i alle butikkerne :o). Der er så meget sødt tøj til de små, og det er ikke til at stå for. Bl.a. fandt vi en lille lyserød blomstret kjole med lyserøde gamasher til og små blomstrede sokker. Jeg købte den i 3 måneders størrelsen, så hun kan bruge den til sommer. Og hun fik sig også en "dou-dou" - kæledyr - en lille blød kanin med lange ører. Vi har det virkelig godt med disse indkøb, og det føles helt rigtigt. Det hører med til forberedelserne til at modtage vores lille pige. Ellers har vi moret os godt med at tage bad på gammeldags vis. Vi varmede vand op i den elektriske vandkedel og fyldte det i Pitjunettes badekar. Og så skiftedes vi ellers til at lave bruser med en kasserolle imens den anden vaskede og skyllede sig under de beskedne stråler. Det var ganske hyggeligt, når man sådan har tiden til det. Men Gud, hvor er det besværligt :o). Om aftenen fik jeg lagt sidste hånd på mødregruppens nye webside. Jeg er godt tilfreds med resultatet. Har du lyst til at se den, findes den på : www.dkmoedre.com. |
Uge 36+4 |
|
|
mandag 15 marts 2004 |
Tid stå stille !! Bare jeg kunne sætte tiden lidt i stå. For nogle måneder siden følte jeg det, som om tiden sneglede sig afsted. Nu synes jeg, at den er ved at løbe af med mig og at det hele går alt for stærkt. Idag hadve jeg for første gang på fornemmelsen, at lille Pitjunette for alvor er ved at være moden, og at jeg kan gå i fødsel, hvornår det skal være. Jeg har fornemmelser i bækkenbunden somom det hele er ved at give sig, og at hun synker nedad. Når hun bevæger sig, giver det små ryk eller gysninger i bækkenbunden. Da jeg var til kontrol på hospitalet her til morgen, sagde jordmoderen, at min livmoder har vetendenser : små sammentrækninger som ikke er rigtige veer, men forberedelser herpå. Hjerterytmen var perfekt og Pitjunette aktiv. Hun konstaterede igen, at jeg har for lavt blodtryk (48/80), og da Dr. Robin tilfældigvis var på gangen, kaldte hun ham ind for at spørge ham til råds. Han sagde, at der ikke var noget at gøre, og at organismen indrettede sig herpå, og at det ingen indflydelse havde på barnet. Jordmor tog alligevel en blodprøve, for at tjekke blodtallene : jern, kalsium.... Samtidig giver blodprøven også de mål, som narkoselægen har brug for. Så hvis der nu skulle ske noget, er det klaret, og det giver trykhed !! Hele dagen har jeg gået med denne fornemmelse, at fødslen ikke er langt væk. Det føles somom, at nu er det hele lige pludselig blevet alvor, og jeg kan ikke længere gemme mig bag forvisheden om, at der er tid nok. Jeg er hyperopmærksom på alle kroppens signaler. Samtidig har jeg følt en tyngende træthed i hele kroppen, og jeg sov hele eftermiddagen lige til kl. 21.00. Det skyldes nok til dels, at jeg sover elendigt om natten med hyppige opvågninger. François er i Florence i Italien for to dage på hans sidste forretningsrejse. Pludselig var vi så nervøse for, at der skulle ske noget imens han er væk. Han har ringet til mig hver gang det var muligt : inden indstigning i flyet, efter ankomsten, imens han gik tur i Florence, inden hans møde... Men heldigvis når han nok at komme hjem igen !! |
Uge 36+6 |
|
|
tirsdag 16 marts 2004 |
Foråret er kommet Idag kom foråret !! Det er skønt solskinsvejr, radiatorerne er blevet slukket, og vinduerne har stået på fuldt gab hele dagen. Jeg har endda ligget og hvilet på græsset i haven og bare nydt solen og varmen. Godt jeg fik klippet roserne ned i weekenden. Der er virkelig noget i luften. Jeg har jo hele tiden sagt, at Pitjunette kommer med foråret, så..... Men maven føles mere rolig idag, og de fornemmelser, der var igår, er gået lidt i sig selv igen. Endelig har vi varmt vand igen. VVS-manden var her igår og installere den nye varmtvandsbeholder. Men da var jeg for træt til gå i bad. Så her til morgen kunne jeg endelig nyde godt af et dejligt varmt brusebad, og det gør virkelig underværker, når man har været foruden i over en uge. Idag er jeg fulde 37 uger henne. Kuffeteren er ikke blevet pakket endnu. Nu skal det snart være. François kom hjem fra Italien ved 10-tiden. Han havde været på shopping i Florence og havde gaver med hjem - denne gang til mig :oD. Det var en lille sommervest og en matchende trøje til i forårets hotte modefarver : lyserød og pistachegrøn. Han havde valgt helt rigtigt, min dejlige mand. Der var også nogle italienske lækkerbiskner : parmasanost, muserende hvidvin og tørre kager. Nu er der heldigvis ikke flere rejser i udsigt, og det fortalte vi Pitjunette. |
Uge 37+0 |
|
|
onsdag 17 marts 2004 |
Pitjunettes værelse klar
Idag blev Pitjunettes værelse gjort helt klar. Jeg fik sorteret alt tøjet og lagt det klar på hylderne. Der skulle være nok til de første par måneder. Vi har størrelser til både "naissance", 1 måned og 3 måneder. Sengen blev redt. Puslebordet blev gjort klar og fyldt op med bleer, vaskeklude og babyprodukter. Ja, nu mangler der faktisk kun Pitjunette. Det var med et vist vemod, at jeg genfandt alle disse små klæder og ting, som jo lå på samme sted for et år siden klar til at modtage en baby. Tanker som "vil de mon blive brugt denne gang" fløj igennem mit hoved. Men jeg lod dem ikke slå rod til tristhed. I stedet bevarede jeg nydelsen ved at forberede ankomsten af den lille Pitjunette, fryden ved at kikke på alle disse bittesmå nuttede tøjstykker og forventningens glæde ved at tænke på, at dette værelse snart vil være fuld af liv. François vil gerne ændre på dekorationen i værelset. Han har luftet tanken om at sætte tapet op på den nederste halvdel af væggene, og lave en dekorativ skilleligne imellem de to halvdele. Jeg lader ham styre den del, da jeg slet ikke har energi til at tænke i de baner. Men jeg synes ideen er fin.Nu må vi se om han får tid. Jeg er nødt til at holde hvil i løbet af dagen og lægge mig på sofaen. Jeg kan mærke trætheden i kroppen. Men jeg skal altså tvinge mig lidt til at gøre det, for der er så meget, jeg har lyst til at få gjort. Jeg har inspiration for at være kreativ : tegne, male, sy... men der er ikke tid og energi nok. Endnu engang "glemte" jeg min tid hos Michel. Min tid er blevet anedret til hver onsdag kl. 17, og det var altså idag. Min underbevidsthed gør virkelig modstand i øjeblikket. Jeg er sikker på, at det er angsten for fødslen, som ligger og lurer under overfladen. Om aftenen havde jeg møde med nogle piger fra mødregruppen inde i den danske kirkes læsesal. Sammen med den nye formand fik vi styr på nogle administrative ting, snakket om nye arrengementer, og jeg fik også vist den nye internetside frem. |
Uge 37+1 |
|
|
torsdag 18 marts 2004 |
Møde med mini-mødregruppen Idag havde vi aftalt et nyt møde med mini-mødregruppen. Vi blev kun tre også denne gang, da en lige har født og en anden er højgravid og sengeliggende. C. der inviterede har en lille pige på 5 uger og K. kom med sin lille 6 ugers dreng. Det var meget bevægende at være i selskab med to så små babyer. Det gjorde det hele meget mere virkeligt og konkret for mig, hvad det vil sige at passe på sådan en lille en. Det er ikke nødvendigvis let lige i starten, både at være en lille baby der er sulten, for kold, for varm, for træt eller for et eller andet, som det er umuligt at tolke, men også at være en mor, der skal finde ud af at amme, at trøste, at pleje, at give trykhed.... Det er en helt ny verden og et helt nyt liv, som jeg går ind til, og som jeg kun kender meget lidt til. Men nu kan jeg næsten ikke vente med at komme igang !! Jeg var helt udkørt, da jeg kom hjem derfra, og jeg lagde mig til at sove til ud på aftenen. |
Uge 37+2 |
|
|
lørdag 20 marts 2004 |
De første smertefulde plukveer Her til aften mærkede jeg for første gang nogle lidt smertefulde plukveer. Smertefuld er måske så meget sagt, men de var i hvert fald mærkbare, og kom igen med reguliere mellemrum over en halv time til en times tid. Maven blev også meget hård, og jeg kunne ligesom mærke at bækkenbunden gav sig. Lige pludselig troede jeg at tidspunktet var kommet, og jeg blev nervøs og min krop rystede lidt. Alligevel sagde min intuition mig, at det ikke skulle ske i aften. Til kontrolbesøget i går sagde jordmor Eve, at Pitjunette stadig ligger højt oppe, og der var ikke en eneste plukve, også selv om hun var meget aktiv i maven. Eve troede ikke, at fødslen var lige om hjørnet. Men alligevel kan man jo aldrig vide. François blev også helt rund på gulvet og prøvede at få mig til at slappe af ved at masere maven og ryggen. Det var lige ved spisetid, og jeg satte mig til bords for at få noget varm suppe indenbords. Det hjalp til at slappe maven af, og efter et stykke tid fortog sammentrækningerne sig igen. Det var noget af en forskrækkelse, og jeg må indrømme, at jeg er meget bange for smerterne. Jeg mindes min sidste fødsel som uudholdelig smertefuld, og jeg vil gerne udstyde tidspunktet lidt endnu. Men et er nok ikke muligt at blive mere klar, end jeg allerede er nu. Jeg er klar til hendes ankomst, huset er klar.... kufferten mangler stadig, men det er også det eneste. I de sidste dage har jeg endelig fået udfoldet mig lidt kreativt. Jeg har lavet en akvarel af et lille pigeansigt, og den er blevet rammet ind og sat op på Pitjunettes værelse. Jeg har også arbejdet på et logo til mødregruppen. Vi var i BHV for at kikke på tapet til børneværelset. Vi fandt en sød frise i lyserøde farver med små mus på, så det bliver det i stedet for nyt tapet. Det er også hurtigt at sætte op. François var dog for træt efter en hård arbejdsuge, og han havde brug for at slappe af. Men nu ser det endelig ud til at arbejdspresset letter, og han kan se frem til nogle mere rolige uger inden barselsferien. Han vil holde 3 ugers ferie, når Pitjunette kommer. I hele denne graviditet har jeg ikke haft nogle specielle flip eller maddiller, som gravide kvinder jo har ry for. Men i de sidste ugers tid er jeg blevet helt vild med varm kakao, og jeg drikker en stor kop både morgen, middag og aften. Selv min ellers uundværlige morgente har måtte vige for varm kakao. Det er nu ikke værst for så får jeg drukket en masse mælk og forhåbentlig dækket mit kalsiumbehov. |
Uge 37+4 |
|
|
tirsdag 23 marts 2004 |
9. måneds kontrolbesøg Formiddagen stod på kontrolbesøg på hospitalet, både det månedlige kontrolbesøg og og den ugentlige strimmelkørsel. Det var ikke lykkedes mig at få en tid med Dr. Robin til denne sidste 9. måneds kontrol, så jeg havde tid hos en jordmor i stedet for. Men det gør ikke noget, fordi jeg skal alligevel se Dr. Robin i morgen. Jeg går stadig over på hospitalet, men tempoet er efterhånden godt nedsat. Min krop er absolut ikke i så god form, som i graviditeten med Pablo, hvor jeg gik daglige ture lige til det sidste. Men det hænger nok sammen med, at jeg jo har haft to graviditeter lige i halen på hinanden, og det belaster trods alt kroppen. Samtidig er det ikke det samme at være gravid som 38 årig, som det er for en 20 årig ! Da jordmoren åbnede min journal, udbrød hun "mauvaise surprise" (dårlig overraskelse), og hermed mente hun, at journalen var i forfærdelig uorden. Det er jo kun Dr. Robin, der har haft den imellem hænderne igennem hele forløbet, og han har åbentbart sit helt eget ordenssystem, som ikke nødvendigvis er særlig overskueligt for andre. Så jordmoren brugte lang tid på at ordne alle papierne, klipse og klistre og fik lagt del hele til rette i de rigtige lommer. B.la. lagde hun referatet fra Pablos fødsel helt frem foran, så det er let at se. Jeg så også, at journalen indeholdt et håndskrevet rødt A4 ark, som jordmor Tordjman (hende fra fødselsforberedelseskurserne, som vi havde haft en samtale med) havde skrevet, der indeholdt et referet af vores møde. Det var faktisk rigtigt godt med denne hovedrengøring i min journal, for på selve fødselsdagen er det personalet på fødselsgangen, der skal overskue den. Derefter blev det tid til undersøgelse. Status : Hun sagde, at Pitjunette stadig ligger højt oppe, hovedet står ikk fast og at livmoderhalsen er langstrukket. Konklusion : fødsel er ikke imminent. Mig som gik og troede, at der virkelig var ved at ske noget. Men jeg har det fint med, at hun bliver derinde lidt endnu, hvis hun ikke er klar til at komme ud. Nu må vi så se hvad Dr. Robin siger i morgen. Næste punkt på programmet var strimmelkørsel oppe på dagshospitalet. Jeg fik min journal med i hånden, og da der var lidt ventetid oppe på gangen, nådede jeg lige at smuglæse jordmor Tordjmans mødereferat. Hun har simpelthen skrevet alle vores anmodninger ned : at jeg er angst overfor fødslen, at vi gerne vil modtages på fødegangen tidligt i forløbet (uden at blive sendt hjem igen), at jeg gerne vil have en rygmarvsbedøvelse tidligt i forløbet, at vi eventuelt vil have indflydelse på fødselsforløbet, hvis jeg bliver for angst (f.eks. kejsersnit), at vi måske vil lave nogle haptonomiøvelser under fødlsen, og at François insisterer på at være til stede i tilfælde af kejsersnit. Alt det står på rødt i journalen, og det er jeg virkelig tilfreds med. Strimlen var perfekt, og denne gang var der to store plukveer i løbet af 20 minutter. Jeg kunne ikke mærke dem, men de sås tydeligt i form at høje bjerge på kurberne. Sååå... der er alligevel noget på gærde. Resultatet af sidste uges blodprøve viste, at jeg har en mild blodmangel (jerninhold på 10,6 g/100 ml hvor undergrænsen er 12), hvilket til dels kan forklare min træthed og forpustethed. Men der er ikke noget at gøre, da jeg allerede tager jerntabeletter, og barnet får helt sikkert, hvad det har brug for. Jeg fik taget endnu en blodprøve, men lige for hvad fandt jeg ikke ud af. Om eftermiddagen legede jeg lidt med vores nye scanner, som jeg var ude at købe igår. Fik scannet min akvarel ind, som skal bruges til Pitjunettes nye hjemmeside, og bagefter lavede jeg designet til siden. Jeg fik også endelig sendt alle papierne afsted til CAF (familiekassen, der er obligatorisk og som bl.a. står for børnebidragsydelser), hvilket er alt for sent, da Pitjunette gerne skal have et CAF nummer, inden hun bliver født. |
Uge 38+0 |
|
|
onsdag 24 marts 2004 |
Stimulation af livmoderhalsen For en gang skyld sov jeg hele natten igennem og foelte mig dejligt udhvilet. Jeg blev liggende i sengen indtil ved 10-tiden og lyttede til Radio Classique, der havde en times barokmusik paa programmet. Det var smukt, og jeg haaber ogsaa at Pitjunette noed godt af det. Ved middagstid var det saa tid til moede paa hospitalet med Dr. Robin til stimulation af livmoderhalsen. Han viste mig med det samme hen paa undersoegelsesbaenken, hvor jeg lagde mig med benene i vejret. Saa haeldte han en antiseptisk vaedske ned paa mit underliv (for at undgaa infektion) og begyndte at massere livmoderhalsen, og derefter pressede han en finger op i selve halsen. Det gjorde lidt ondt, men var da til at holde ud. Behandlingen tog vel 5 minutter, og saa var det klaret. Han sagde, at jeg sansynligvis ville faa nogle plukveer over de naeste 48 timer, og at det var tegn paa, at livmoderhalsen er ved at bloedgoere sig. Siden vil han se mig igen paa soendag, dels for at se om der er sket noget, og dels for at gentage behandlingen. Der har ganske rigtigt vaeret maerkbare plukveer i loebet af dagen, saa nu er det spaendende, om der sker noget. Jeg har vaeret i et straalende humoer hele dagen, og har bare lyst til at lade tingene ske, som de nu kommer. Jeg er baade parat til at der sker noget nu, som til at vente en uge eller to mere. Jeg er meget taknemmelig over kunne tage tingene paa denne maade. Der kom brev fra min arbejdsgiver med information om aarets loenforhoejelse, og det kom fuldstaendig bag paa mig, at jeg har faaet en bonus for aarets indsats. Ikke nogen lille bonus, men en KAEMPE bonus paa 3500 € !!! Det er slet ikke til at forstaa. I 2003 har jeg vaeret paa barselsorlov de foerste 5 maaneder af aaret, og siden har jeg brugt maanedsvis paa at fordrive tiden med alt muligt andet end arbejde, fordi sorgen forhindrede mig i nogen form for fornuftig arbejdsydelse. Det er kun i aarets sidste maaneder, at det lykkedes at finde end del af min saedvanlige ydeevne tilbage igen. Og saa giver de mig sku en bonus for aarets indsats, der er langt stoerre end det har vaeret tilfaeldet andre aar ??? Jeg skal have ringet til min chef og takket ham. Idag huskede jeg min aftale med Michel, men var meget skuffet over vores sceance. Han beholdt mig i 7 minutter, hvor jeg fortalte, at jeg var ved godt mod og at alt var klar til foedslen. Saa sagde han bare "Tous va bien, der er ikke nogen grund til at traette sig yderligere", og gjorde tegn til at samtalen var forbi. Saa kunne jeg ellers faa lov at betale for denne sceance plus den fra sidste uge, som jeg havde glemt : 160 € or 7 minutters arbejde. Det er de dyreste 7 minutter, jeg nogensinde har oplevet i mit teapiforloeb. Bagefter var jeg ret gal og utilfreds, og jeg bliver noedt til at brokke mig naeste gang. Jeg har helt mistet lysten til at fortsaette. Men naar Pitjunette kommer, skal jeg jo holde pause, saa det kommer helt af sig selv. François har bedt mig om at skrive i min dagbog, at jeg brugte aftenen paa at se fodbold !! Pitjunette skal vide, at det er overkommet hendes mor at se sig igennem en hel fodboldkamp :o). Mig som hader fodbold. Men det var nu Real Madrid imod Monaco, og der blev scoret 6 maal, saa det var faktisk vaerd at kikke paa. Nu er det sagt. |
Uge 38+1 |
|
|
fredag 26 marts 2004 |
NINAS FØDSEL Nina Marie V. (Pitjunette) blev
født fredag morgen
d. 26 marts kl. 6.19. Hun har det godt og er en rolig og sovende lille
pige. Vi har næsten ikke hørt hende græde endnu. Hun er smuk og
vejede 3470g og målte 50 cm ved fødslen. Nina har fået sin egen hjemmeside, hvor du kan se billeder af hende samt følge med i hendes liv. |
Uge 38+3 |
|
| 1. trimester —> 2. trimester —> 3. trimester |
|
| | Tilbage til introduktionen | |
