Dette er min dagbog, som jeg skriver i forbindelse med den graviditet der fulgte efter graviditeten med Pablo.

God læsning.

Ja, det er det man kalder den, men hvor føles den altså nogen gange lang.

Det har været en underlig uge med meget blandede følelser. Nu hvor kvalmen er væk, og den ikke mere tager hele pladsen, så er der lige pludselig blevet plads til at tænke og til at føle maven, der så småt begynder at vokse. Og tiden føles lige pludselig sååååå lååang. Nogle dage er jeg vågnet og følt mig dybt deprimeret, andre dage keder jeg mig og igen andre har jeg fundet energi til f.eks. at tage i svømmehallen. Humøret ligger generalt ret tungt. Her til morgen mens jeg sad og spiste morgenmad brød jeg pludselig ud i gråd, fordi jeg kom til at tænke på den dag Pablo døde. François har været væk på forretningsrejse i 3 dage, så jeg har også været en del alene. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad der foregår inde i mig. Jeg er nok generelt lidt deprimeret i disse dage. Føler det lidt som sad jeg i en ventesal og prøver at få tiden til at gå inden mit liv igen kan fortsætte. Nu forstår jeg pludselig, hvorfor man kalder det ventetid : jeg venter et barn. Det er det mit liv drejer sig om i øjeblikket, at vente på dette barn. Imellem nu og barnet er der bare en masse tid, der skal fyldes ud, tid der føles uden betydning og uden indhold. Tid der skal overstås, tid der er fyldt med en masse potentielle farer, som ikke må ske.

Der er da nogle dejlige ting at se frem til. Min danske veninde Lise kommer på besøg tirsdag aften, da hun har et møde i Paris. Vi har også lige lagt planer for julen og nytåret, hvor vi kommer en tur til Danmark. Vi har fået arrangeret med en veninde at bytte lejlighed i ugen mellem jul og nytår, så hun kommer på ferie i Paris og vi får et ophold i centrum af København. Så kan vi både besøge familien men også have vores eget sted og François vil gerne ud og se København.

Jeg håber på, at jeg kan komme lidt ud over denne venteposition. Eller i hvert fald prøve at fylde tiden ud på en god måde : gå i biffen, invitere venner, finde de kreative aktiviter frem igen...

Jeg har arbejdet hele denne uge. Forsøger at arbejde seriøst på mit arbejdsprojekt, for nu er jeg nået dertil, hvor jeg helst vil have det overstået så hurtigt som muligt, så jeg forhåbentlig kan beskæftige mig med noget mere interessant bagefter.

Så, nu er jeg gået ind i 16. uge og maven fortsætter med at manifesterer sin kurvede form, omend stadig meget moderat. Det var omkring dette tidspunkt, at jeg begyndte at mærke boblerne i sidste graviditet, så mon ikke snart de kommer. Nu går jeg og venter på rigtigt at kunne mærke liv. Selv om jeg har kunnet mærke nogle subtile bevægelser engang imellem, glæder jeg mig alligevel til at mærke nogle rigtige spark. I disse dag har jeg brug for igen at få bekræftet, at der stadig er liv. Heldigvis skal jeg til kontrolbesøg hos Dr. Robin på fredag. Forhåbentlig vil han enten kunne lytte til hjertet eller lave en lille extraskanning. Det vil jeg altså insistere på, for det har jeg bare brug for.

Kvalmen var på retur igen i søndags. Vi havde selvfølgelig inviteret gæster til frokost, og jeg skulle stå og lave mad med maven oppe i halsen. Men jeg ville simpelthen ikke aflyse, for jeg er så træt af at denne kvalme forhindrer mig i at leve et normalt liv. Med François hjælp lykkedes det alligevel at få en god frokost ud af det, og vi fik et par hyggelige timer inden jeg måtte op og ligge.

Jeg har mere mod på tingene i denne uge. Arbejdsprojektet er nu kommet godt igang, og jeg har været en del mindre på nettet. Det er nu et godt tegn. François har meget pres på arbejdet og har svært ved at koble af om aftenen. Aftnerne samme bliver ikke så lange, fordi jeg gerne er træt allerede ved 10-tiden.

Lise var her i går aftes, og det var lige et dejligt friskt pust i hverdagen. Vi havde en hyggelig aften med god mad, rødvin (kun et glas til mig) og snak.

Ellers er flybilletterne til juleferien i DK blevet bestilt, og det er dejligt at se frem til hele 10 dage hjemme. Vi rejser den 22. og skal tilbage igen den 2.

Jeg har ikke så meget inspiration for at skrive i disse dage, for jeg synes ikke rigtigt der sker noget. Dagene er ret rutineprægede. Vi står op ved 8-tiden om morgenen og tager os god tid til at spise morgenmad sammen. I denne uge har jeg fundet cyklen frem igen, så jeg cykler på arbejde, men det tager jo også kun et kvarter. Møder på arbejdet ved halv 10-tiden og drikker en kop kaffe sammen med de andre lidt-sent-ankomne ved kaffeautomaten. Siden installerer jeg mig på kontoret og starter som regel med at kikke et hurtigt glimt ind hos Englene (min mail-gruppe for mødre, der har mistet et barn) og hos Netdoktorens april 2004 termin. Derefter går jeg igang med arbejdet. Spiser sammen med kollegerne i kantinen ved 12-tiden og eftermiddagen går på nogenlunde samme vis som formiddagen. Ved 6-tiden er arbejdsdagen forbi og jeg vender cyklen hjemad. Jeg ankommer som regel før François, der har meget arbejdspres i øjeblikket. Tager mig et lille mellemmåltid for at holde indtil aftensmaden, går i brusebad og trækker i aftenklæderne. Nogle dage får jeg lavet lidt yoga og bækkenbundsøvelser. Når François kommer hjem sidder vi og snakker lidt om hvordan dagen er gået og så er det tid til at forberede aftensmaden. Vi har ikke noget fast system om hvem der laver mad, det kommer lidt an på hvem der har inspiration eller er mindst træt. Så spiser vi, snakker. Aftenerne foregår i sofæn, ofte med kassen tændt men jeg begynder ofte at slumre allerede ved 9-tiden. Kæmper med trætheden i en times tid og opgiver ved 10-tiden, hvor sengen kalder for meget. Det er altså trættende at lave et barn som 38-årig !! Men hvordan bliver det ikke når barnet er der ?? Nå, det er en anden historie.

Nu er dagen for kontrolbesøget hos Dr. Robin endelig oprandt. Jeg har været lidt bekymret her de sidste par dage, om der nu stadig er liv. Jeg har tid i frokostpausen. Måske vender jeg tilbage efter besøget.

Konsultation hos Dr. Robin : Der er ikke mere plads her, så jeg skriver lige om besøget i morgen.

Her er så et resumé af besøget hos Dr. Robin igår :

Jo, der er stadig liv........ :o) Puha, hvor var det dejligt at få det bekræftet. Han fandt hjertelyden ret hurtigt og det kuttede derudaf med 150 slag i minuttet. Jeg fortalte, at jeg havde været bekymret, og han sagde, at hvis jeg havde brug for det, kunne jeg altid ringe til ham, og han ville kunne modtage mig under en vagt. Hvor dejligt at vide. Jeg har aldrig hørt til den bekymrede type, men nu må jeg indrømme at det står lidt anderledes til. Jeg spurgte også, hvad han mente om disse babylyttere man kan købe. Han sagde, at jeg skulle passe på, fordi det ikke altid er let at finde hjertelyden, og at det derfor kunne gøre mig mere bange end noget andet.

Ellers tjekkede han det hele igennem : livmoderhalsen, livmoderstørrelsen, blodtryk samt diverse tryk på mave, bryst og hals.Status :

SF-mål = 14 cm (livmoderen sidder nu lige under navlen)
Vægt = 55 kg (nu har jeg endelig fundet min normalvægt igen)
Blodtryk = 110/60 (som en ung pige sagde han)

Til slut fik jeg taget en blodprøve for at få tjekket for Toxoplasmose og jeg indvilligede også i en Trisomi 21 test. Hvis testen viser en høj sansynlighed vil jeg blive tilbudt en fostervandsprøve. Problemet er, at ud af 1000 kvinder vil 100 (10%!!) få et resultat i risikogruppen, men kun 2 ud af de 100 (0,2%) vil få et mongolbarn. Prøven er altså ikke særlig pålidelig, men hvis man er i risikogruppen, så vil det være en svær beslutning at vælge fostervandsprøven fra. Jeg har endnu ikke gjort op med mig selv hvordan jeg vil reagere, hvis jeg er i risikogruppen. Er bare hunderæd for en fostervandsprøve. Men hvorfor søren indvilligede jeg så i blodprøven ?

Dr. Robin spurgte mig også, om jeg havde overvejet, hvordan jeg vil føde : normalt eller ved kejsersnit. Men nej jeg føler, at det er for tidligt at tage nogen endelig afgørelse. Tiden vil vise hvordan mine nerver hænger sammen, når fødslen nærmer sig. Jeg kan ikke blive sat igang på medicinsk vis pga. mit kejsersnit (livmoderen er for svag). Men man kan stimulere livmoderhalsen for at prøve at sætte fødslen igang før tiden. Så det er evt. muligt at føde før tiden men på normal vis. Nå, det er ikke idag der bliver taget nogen beslutning.

For første gang i løbet af denne graviditet er følelsen af angst virkelig kommet op i mig. Den har ligget og luret under overfladen i et stykke tid, men uden rigtig at komme til udtryk i andet end tanker. Jeg havde en dag sammen med teapigruppen, og allerede da jeg mødte op om formiddagen kunne jeg mærke, at der var noget galt. Havde ingen energi til at snakke med de andre og følte mig inadvendt og trist. Lidt efter lidt pressede tårene dig på og uden at jeg rigtig forstod hvorfor, begyndte jeg bare at græde og tårene fik frit løb. Det var rart at være sammen med de andre i gruppen, for overfor dem er det ikke nødvendigt at beholde nogen facade, og de var der til at trøste. Pludselig forstod jeg, at tårene var et udtryk for, hvor bange jeg er for, at den lille baby i maven også skal dø fra mig. Den betyder så uendeligt meget, at det er som om hele mit liv afhæner af dens velbefindende. Det er næsten for meget. Det gør mig alt for sårbar. Men hvordan kan det være anderleles ? For det meste bruger jeg fornuften til at overbevise mig om, at det nok skal gå godt denne gang, og hvorfor skulle det gå galt osv... Men følelserne lever jo deres eget liv. Men faktisk var det rart endelig et føle noget, for så er det jo muligt at udtrykke det og lette lidt for trykket. Denne angst vil nok helt sikkert fortsætte med at være der under hele graviditeten. Måske vil den vokse i takt med at barnet vokser. Jeg håber bare, at det vil være muligt at holde den nogenlunde under kontrol.

Da jeg kom hjem tog jeg et langt karbad og fik slappet godt af. Om aftenen så vi Erin Brockovich med Julia Roberts på kassen. Det var dejligt med en god film til at kople af på.

Her til morgen sad følelserne stadig lige under huden efter weekendens strabasser, og da jeg kom på arbejde lå der en mail fra mine gode gamle veninde A., som fortalte at hendes mor var død. Så kom tårene selvfølgelig frem igen, og tristheden er blevet hængende i mig hele dagen. Jeg har slet ikke kunne tage mig sammen til at arbejde og har heller ikke haft lyst til at være sammen med nogen. Så jeg har isoleret mig lidt på kontoret og forsøgt at få tiden til at gå indtil fyraften. Fik da sendt nogle blomster afsted til A.

Jeg ville så gerne kunne være gladere, fordi hvis der er noget jeg gerne ville overføre til min lille spirebebs, så er det livsglæde. Hvad bedre kan man give sine børn. Men jeg må bare acceptere, at der er sådanne dage ind imellem, og heldigvis er der da også glade dage.

Jeg kan ikke rigtigt finde ud af at komme ovenpå igen, så nu har jeg sygemeldt mig fra arbejdet ugen ud. Humøret ligger tungt og der kommer nogle tårer i ny og næ. Er også rigtig træt og har ligget og sovet hele formiddagen. Det regner og er gråt vejr udenfor, så det hele føles bare trist og tungt. Stort set kan man godt sige, at jeg er deprimeret i denne uge og det må jeg jo så bare acceptere.

Jeg har ikke mærket noget til babyen i det sidste stykke tid. Det er stadig for tidligt, men jeg ser virkelig frem til at det begynder at rumstere dernede. Maven synes heller ikke at blive større. Det er som hele mit system er inde i en stilstand, og jeg føler mig låst fast deri.

Nu skal vi en tur til haptonomisten i eftermiddag, og det tror jeg vil kunne gøre mig noget godt.

Nu er humøret endelig vendt tilbage igen. Det hjalp med et par dage uden arbejde og så en dejlig afslappende weekend. Der er også yogæn, som altid hjælper mig, når humøret svigter.

I lørdags fik vi pludselig den ide at tage ud og kikke på en ny cykel til mig. Jeg har stadig min gamle ræsercykel fra DK, som har fulgt mig i snart 20 år. Men den dur ikke lige til at have en barnestol på, og jeg vil gerne have en praktisk bycykel med brede hjul og højt styr, så man kan sidde ret op - en rigtig morcykel. Vi fandt en god model men købte den ikke, fordi jeg gerne vil kikke lidt mere på udvalget. Og så har jeg også den dybe tro indgravet i mig, at cykler altså er bedre at købe i DK. Så måske venter jeg til jul, hvor der er god mulighed for at kikke på de danske butikker. Men jeg var ret glad for dette cykelinitiativ, for det er første gang, jeg begynder at tænke frem til "når babyen kommer, så får jeg brug for.....". Lørdag aften var vi i biffen og se "Tais-toi" med Depardieu og Jean Reno, en sjov film som fik gang i grinemusklerne.

I søndags kom jeg lidt på efterårsarbejde i haven. Mine tomater har bare ikke ville modnes i år, så jeg har samlet en 30-40 grønne tomater sammen til forhåbentlig modning indendørs. Det var dejligt at gå ude i det friske "kølige" vejr og nyde efterårsfarverne. Det er første gang i mit liv, at jeg virkelig byder efteråret velkommen med åbne arme. Det minder mig om at tiden går, og efter efteråret kommer vinteren.... og foråret...

Jeg har fået lidt mere styr på mine bekymrede tanker. Der er jo en del bange anelser omkring min babys velbefindende i maven og også omkring fødslen. Men hvad med bagefter. Hvis man først begynder at bekymre sig, så holder det jo aldrig op. Når barnet først er der, så er der jo stadig bekymringer om dens helbred og ve og vel. osv. osv. Så nu har jeg fået det hele sat lidt mere i perspektiv og prøver at være mere til stede i nuet. Og det lykkedes meget godt i disse dage :o).

Puha, jeg stamper rundt i en masse følelser, som jeg slet ikke er vant til. Humøret skifter hurtigere, end jeg kan nå at skrive om det, så det skulle jeg nok hellere lade være med. Når jeg skriver, at jeg er nede, så går det bedre et stykke tid bagefter, og når jeg skriver, at jeg er ovenpå igen, så dykker jeg under inden sætningen er slut. Har sjældent oplevet at være så ustabil, og at det svinger fra det ene øjeblik til det andet og fra det sorteste hul til den højeste sky. Sådan havde jeg det slet ikke i den sidste graviditet, men nu kan jeg lige så godt vænne mig til det.

I går aftes dykkede jeg ned i en intens følelse af ensomhed, imens jeg lavede min aftenyoga, og jeg græd af fortvivlelse. François kom først hjem ved 8-tiden, da han har så meget pres på arbejdet. I denne uge skal han på forretningsrejse i 2 dage (i morgen og torsdag) og i næste uge 4 dage. Vi har så forskellig rytme i øjeblikket, og det hjælper mig ikke med at komme ud af min ensomhedsfølelse. Da jeg fortalte ham, at jeg følte mig alene indeni, så sagde han, at hvis der var nogen jeg ikke var, så var det at være alene indeni. Det fik mig til at grine, for han har jo ret :-). Han sørgede for aftensmaden, og bagefter satte vi os og så en humoristisk film, jeg havde optaget, og det lettede stæmningen en hel del.

Nu er det rigtigt blevet koldt i Paris. Temperaturen ligger kun lige over frysepunktet om morgenen. I går var jeg ude og købe et par handsker i frokostpausen, for de er altså uundværlige under cykelturen til og fra arbejde. Da jeg alligevel var i butikscentret smuttede jeg forbi C&As ventetøjsafdeling. Den kølige temperatur giver mig også problemer med bukserne. Jeg besidder kun tynde bukser i ventetøjsformat og som passer til min nuværende størrelse. Men altså, jeg lignede bare en sæk i alle dem jeg prøvede, så det blev ikke til nogle impulskøb. Her til morgen fandt jeg så det eneste varme par ventebukser, jeg besidder frem fra bunden af skabet, men, men, men..., jeg syede dem under sidste graviditet, da jeg var i 8. måned. De ligner også mere eller mindre en sæk. Alligevel trak jeg i dem og fik så det overflødige stof gemt væk med et par sikkerhedsnåle, og prikken over iet blev en lang sweter udenpå til at skjule hele miseren. Gud, hvor har toiletbesøgene dog været besværlige idag :o|. Bliver simpelthen nødt til at finde en anden løsning. Kunne selvfølgelig gå i en af de utallige chikke ventetøjsforretninger, der findes her i Paris, men det er bare svært at slippe omkring 150 Euro for et par bukser, man kun skal bruge i nogle måneder endnu. Skal jeg virkelig finde symaskinen frem igen ??

I går aftes fik jeg igen lavet lidt yoga inden François kom hjem, og det skete uden nogle store følelsesmæssige udbrud. Tværtimod var det ren afslapning, og jeg fik strukket maven godt ud på alle leder og kanter. Jeg er heldig at have en meget smidig krop og indtil videre er der absolut ingen gener med maven :o).

Det var mig, der stod for aftensmaden, og bagefter hyggesnakkede vi lidt i sofæn for at nyde hinanden inden François stikker af på rejse. Vi fik også lavet lidt haptonomi, og jeg bliver altid så rørt, når François lægger hånden på maven og taler til babyen. Det er stadig svært at sige præcist om den bevæger sig på en mærkbar måde. Håber altså snart, at der kommer nogle rigtige spark. Nu er jeg jo gået ind i 18. uge, så der må snart ske noget.

Jeg har nu fulgt babytilsommers råd og kikket på nettet efter ventetøj. Synes godt nok at det er lidt farligt at købe uden at have prøvet, men jeg fik alligevel lyst til at give det en chance, da det ikke er særligt dyrt. Jeg fandt et par blommefarvede fløjelsbukser hos Quelle. Så nu går jeg og venter spændt på at modtage dem i postkassen. Temperaturen er heldigvis steget igen til omkring 10 grader, så mine "kolde" bukser kan bruges lidt endnu.

Jeg har ikke fået nogen opringning fra hospitalet, så nu går jeg ud fra, at blodprøven (for Trisomi 21) var god nok. De sagde, at de ville ringe indenfor 14 dage, hvis blodprøven viste, at jeg var i risikogruppen. Det er selvfølgelig en lettelse, specielt fordi jeg har gjort op med mig selv, at jeg ikke vil have foretaget nogen fostervandsprøve. Ja, så er jeg da den bekymring mindre.

Så kom de endelig !!! :o) Her i weekenden har jeg mærket liv med 100% sikkerhed, og hvor er det bare dejligt. Der har både været spark og bule på maven. Nu kan den finde på at lægge sig helt over i den ene side (gerne højre) og så mase på maveskindet, så der kommer en tydelig bule frem på maven. Det virker meget mere betrykkende at mærke disse små livstegn.

Maven begynder også endelig at få mere form. Nu kan man nok ikke undgå at se, at jeg er gravid. Morgenvægten ligger på 55 kg her i fulde 18 uger, så jeg tager også på i vægt, selv om det stadig kun er kilo, som jeg tabte i starten af graviditeten.

Jeg har været på yogakursus i hele weekenden. Erling fra yogaskolen i Toulouse kom til Paris for at holde weekendkursus. Vi var hele 9 deltagere, og Erling har fundet et meget bedre lokale end sidste gang. Det var rigtigt dejligt at have god tid til yogæn, og jeg kunne være med i langt de fleste øvelser. Selvfølgelig er det slut med at ligge på maven, men bortset fra det følte jeg mig overhovedet ikke hæmmet af maven. Kunne endda stå på hovedet uden problemer.

Det var ikke meget tid jeg fik sammen med François :o(. Men vi nåede da at komme en tur i biffen lørdag aften og se "Anything Else", den sidste nye Woody Allen film. François har arbejdet hjemme det meste af weekenden, da han skulle forberede sig på sin rejse til Findland i næste uge. Han var stresset søndag aften, fordi han ikke kunne få sin demo til at virke, og han havde også en begyndende ondt i halsen. Min stakkels mand har det hårdt i øjeblikket. Vi besluttede at få saunæn færdiginstalleret og sat igang, så François kunne få varmen og måske tage halspinen i opløbet. Saunæn manglede bare at få taget skruet fast, så det var hurtigt klaret, og siden kunne vi nyde godt af årets første sauna. Jeg blev ikke så længe, da jeg jo skal passe på ikke at blive overhedet.

Søndag aften var jeg for engang skyld ikke træt ovenpå den afslappende yogaweekend, så vi nød godt af en lang hyggelig aften med snak og også lidt TV-kikning.

Idag tog François afsted på sin 4 dages forretningsrejse til Findland. Han skal fremvise en demo for Nokia. Så nu er jeg alene hjemme igen. Jeg havde forfærdeligt svært ved at komme ud af sengen ovenpå den sene sengetid og blev liggende til kl. 9.30. Så jeg var ikke på arbejde før lidt i elleve :o(. Det er lidt sløset, men jeg kan bare ikke holde ud at presse mig selv. Denne graviditet er COOL. Måske keder jeg mig lidt på arbejdet, men jeg er til gengæld ikke spor stresset.

På arbejdet deltog jeg i vores 14-dags afdelingsmøde, og vi fik aftalt en dato (13 nov.), hvor jeg skal fremvise mit projekt for min afdelings- og gruppeleder. Nu kan jeg endelig se en ende på det projekt, så jeg forhåbentlig kan komme igang med noget mere interessant bagefter. Men samtidig kommer min manglende selvtillid op i mig. Vil de nu synes, at det jeg har lavet er godt nok ? Vil de forstå, at det jeg har brugt to måneder på, kunne være blevet gjort på to uger ? Jeg føler mig absolut ikke i topform arbejdsmæssigt. Samtidig er jeg blevet sat lidt ud på et sidespor med det projekt, så jeg føler mig også ved siden af det hele og ved siden af mig selv. Under mødet brød der samtidig en hæftig diskussion ud over et emne, jeg intet har med at gøre og ordene floj hen over bordet. Det hele gjorde mig enormt utilpas og tårene begyndte at presse sig på. Så nu er jeg igen faldet ned i en bakkedal humørmæssigt.

Da jeg kom hjem fra arbejde, lå der en pakke fra min mor. Hun har købt mig nogle nylonstrømper med vidde i taljen, som jeg kan tage på under mine kolde bukser, så de kan holde lidt længere :o).

Om aftenen ringede jeg til H. fra min mailgruppe, og vi fik en god og hyggelig snak. Det var underligt og sjovt at snakke med en, som man synes, at man kender godt efter mange måneders meget personlige skriverier, men som man aldrig før har talt med.

François ringede ved halv elleve tiden, da han var nået frem til sit hotel. Bagefter gløde jeg lidt TV og kunne ikke tage mig sammen til at gå i seng. Det blev endnu en alt for sen aften for en vordende mor, og jeg lavede mig en varmedunk for at erstatte mandens fraværd.

Her til aften mødtes jeg med et par piger fra den danske mødregruppe. Formanden Ulla har besluttet at trække sig i år, så hun er ved at uddelegere nogle af de opgaver, hun hidtil har stået for. Jeg har tilbudt at tage mig af gruppens Internetside. Vi havde aftalt at mødes i den danske kirkes læsesal, men da den var optaget af Cercle Franco-danois gik vi i stedet på café. Her bestilte vi the og kaffe, og Ulla havde taget hjemmelavet kage med. Så snakkede vi om opgavefordeling, og jeg fik tildelt Internetsiden. Mette, en af de andre piger som jeg har mødt et par gange før er også gravid med termin i juni måned. Så vi kommer i minimødregruppe sammen. Hun skal stå for månedsbladet.

Det blev en hyggelig aften, og jeg var glad for at komme lidt ud, nu hvor François er i Finland.

Ja, nu er jeg inde i en god periode. Jeg føler mig i topform fysisk uden nogen former for graviditetsgener, og humøret har det også godt. Jeg mærker babyen hver dag, selv om det dog stadig er i begrænset omfang. For det meste mærker jeg den om morgenen, når jeg vågner og ligger på ryggen med hånden på maven. Men bare det at jeg nu kan mærke dens bevægelser hver dag giver mig en masse trykhed. Så tror jeg på, at den har det godt.

Til formiddag havde jeg et kort møde med min gruppeleder, for at præsentere mit projekt inden mødet med afdelingslederen d. 13. Det gik godt. Han sagde, at han synes projektet var godt fremskredet og gav bare et par enkelte forslag til uddybning af nogle områder. Jeg var godt tilfreds med mødet og er nu ved godt mod til at præsentere det for afdelingslederen.

I frokostpausen tog jeg i svømmehallen med kollegerne. Fik svømmet 800m uden at overanstrenge mig, og det er da egentlig meget godt i min gravide tilstand.

Så kom François endelig hjem igen fra Finland :o). Han var godt træt efter at have rejst rundt i 3 forskellige byer og kørt omkring 600 km. Vejret havde været gråt og regnfyldt, og han havde virkelig bemærket de meget tidlige aftener oppe nord på. Han havde haft lidt tid til at tage på bytur i Helsinki, og han havde gaver med hjem, mmmmmmmm :o)..... Der var en gave til mig : hue og vanter i typisk nordisk stil, en gave til os : ting til saunæn, og en gave til den lille ny : en elektrisk lysgialante med bamser, rigtig sød. Min mand er bare så sød og betænksom.

I denne weekend har vi været på ophold med teapigruppen. Jeg var meget træt og har haft lidt hovedpine. Som sædvanlig ribber terapien op i de dybe følelser, og jeg har igen været i kontakt med sorgen over tabet af Pablo. Men hver gang det sker, er det som om der bliver renset ud i følelserne, og jeg tager derfra med fornyet mod og energi. Laure er også blevet gravid, og det er dejligt at have en anden i gruppen at følges med og snakke graviditetssnak med. 

Søndag morgen fortalte François mig, at han havde lagt sin hånd på min mave imens jeg stadig sov, og han havde mærket babyen bevæge sig. Det havde været en helt speciel oplevelse for ham, fordi det var som en kontakt priviligeret imellem ham og babyen uden min indblanden. Jeg blev helt rørt, da han fortalte mig det. Imens vi arbejdede i gruppen, har han givet udtryk for, at det stadig er svært for ham at "investere sig" i den nye baby. Det er en måde at beskytte sig imod de svære følelser, der følger med i tilstedeværelsen af dette nye liv og angsten for at miste igen. Vi har det jo begge to på samme måde, men det var godt for mig at høre, at François tumler med de samme tanker som mig. 

I weekenden fik vi også snakket om muligheden for at få barnet køn at vide ved den næste scanning d. 3. december. Og vi blev enige om, at vi gerne vil vide det. Vi tror, at det netop kan hjælpe os til at gøre tilstedeværelsen af den lille ny mere konkret og virkelighedsnær. Det vil også gøre det lettere at gå på navnejagt. Jeg vil gerne snart igang med at lede efter et navn, men det virker så uoverskueligt, når man ikke kender kønnet. Har dog tænkt på navnet Lara, hvis det bliver en pige.

Idag har jeg fridag. Min virksomhed holder lukket, fordi det er helligdag i Frankrig i morgen (Frankrigs befriense efter 1. verdenskrig). Så jeg får lige en ekstra weekend foræret - dejligt :O).

Var hos min sagfører om formiddagen for at få ordnet de sidste ting omkring skilsmissen. Philippe var ikke til stede. Sagføreren er endelig begyndt at arbejde på sagen og havde en masse spørgsmål, der skulle afklares. Vores sag er ret kompliceret, fordi vi skal have delt alle lejlighederne og huset. Nogle er blevet købt inden vi giftede os, andre mens vi var gift, nogle har vi individuelle lån i, andre fælles lån. Det er nok til at få grå hår af. Men da jeg gik derfra, var det hele nogenlunde klart. 

Jeg tog forbi huset for at hente endnu nogle af mine ting, som Philippe har fundet ved oprydningen af kælderen. Jeg fik hilst på hundene og kattene, specielt var det dejligt at gense min elskede kat Kriya, som jeg ikke har set i over 2 år nu. Han er blevet meget tyk, men han bevæger sig også mindre nu på sine gamle dage (11 år). Efter at have fyldt bilen op med mine ting inviterede Philippe mig indenfor, så vi kunne snakke om mødet hos sagføreren. Han har lavet mange ændringer ved huset. Det ene af værkstederne i haven er blevet fuldstændigt renoveret, og nu bor han der. Selve huset har han lejet ud. Hvert værelse har sin lejer, så nu er der fire. Siden har han planer om at renovere det andet værksted, for at få mere plads til sig selv. Han har åbentbart ikke nogen kæreste, men vi snakker overhovedet ikke om vores personlige situation nu. Jeg havde taget en løsthængende bluse på, så han ikke skulle se, at jeg er gravid. Det kan godt skjules endnu. Efter at havde snakket om sagførerbesøget inviterede han mig til at spise frokost. Men jeg afslog og sagde bare, at jeg havde lavet andre planer. Jeg havde ikke lyst til at blive længere end nødvendigt. Det gør lidt ondt i mig at være sammen med ham. Vi taler pænt og roligt til hinanden, men jeg tror stadig, at han er bitter over, at jeg gik fra ham. Det ligger i luften, og det gør det for svært for mig være naturlig og afslappet. En del af mig er da også trist over, at vores forhold ikke kunne fungere. Det er ikke let sådan bare at lægge 10 år på hylden og glemme. Men jeg fortryder absolut ingenting, for mit forhold til François er i den grad mere harmonisk og ligevægtig end forholdet til Philippe nogensinde har været. Ja, og så må livet jo gå videre. Jeg ønsker bare for ham, at han må finde en ny kæreste.

Jeg vågnede med hovedpine i går morges og var slet ikke oppe på dupperne - typisk på en fridag :-(. Så bortset fra lidt rengøring fik jeg ikke rigtigt lavet nogen andet end at ligge på sofæn hele formiddagen. François var i aktivt humør og besluttede at nyde det strålende solskinsvejr ved at gå op på taget for at regulere parabolantennen. Vi har dansk TV, men i de sidste par uger har det ikke virket, fordi modtagelsen var for dårlig. Han fik heldigvis genindstillet parabolen, og pludselig har vi mange flere kanaler end sædvanligt, og oven i købet virker programoversigten, som ellers aldrig har virket. Det er bare skønt.

Om eftermiddagen fik jeg mig taget lidt sammen, for jeg synes, at det var for ærgerligt at bruge hele fridagen på at ligge på langs. Vi ville gerne lidt udenfor huset. Så vi tog en tur ind til Paris for at se den nye udstilling af Picassos malerier, som hedder Pablo Picasso Intime. Det var hovedsagligt malerier fra de sidste 20 år af hans aktive maleriliv, og en del som aldrig før har været vist offentligt. Der var mange malerier inspireret af hans sidste kone Jacqueline. Jeg er vild med de fleste af hans værker, og stor beundrer af hans aktivitet. Han kunne præstere at male et til flere malerier om dagen !! Jeg har slet ikke fået malet noget siden i sommers, selv om jeg gerne ville. I hverdagen er det umuligt at finde energien. Forhåbentlig kommer jeg igang igen, når det bliver tid til barselsorlov. Det blev til en rigtig dejlig eftermiddag. Og hver gang jeg støder på navnet PABLO, får det mig selvfølgelig til at tænke på min lille søn. I går var det uden tristhed, men med stolthed.

Her til morgen var hovedpinen der stadigvæk lidt. Men jeg skulle tidligt op, fordi vi havde møde hos la Mairie til indskrivning i vuggestuen. Desværre fik vi at vide, at vi ikke skal sætte forhåbningerne for højt mht. plads. Der er i den grad mangel på personale, at de er nødt til at formindske antallet af pladser. Det kan dog nå at ændre sig inden næste år. Vi får se. Vi vil få besked i marts.

I eftermiddag skal jeg til mit månedlige kontrolbesøg hos Dr. Robin.

Så blev det igen tid til et kontrolbesøg hos min fødselslæge Dr. Robin. Imens jeg sad i venteværelset dukkede François pludselig op. Han havde besluttet at være med, så vi kunne snakke om resultatet af tripletest blodprøven. Jeg synes, at det er så dejligt, som han interesserer sig for graviditeten og tager del i de vigtige beslutninger. 

Dr. Robin var en time forsinket, men endelig kom vi til. Først blev det hele tjekket igennem som sædvanligt. Vi fik hjertelyden at høre, og det er bare den bedste musik i mine ører i denne tid :o). Alt så ud som det skulle.

Status : 
SF-mål = 18 cm (rimelig stor i forhold til alderen) 
Vægt = 56 kg (kun ét kilo ekstra siden sidste måned) 
Blodtryk = ? (jeg glemte at spørge) 
Babyens hjerterytme = normal (findes der nogen dejligere lyd ??) 
Livmoderhalsen = helt lukket 

Til sidst spurgte vi så om resultatet på blodprøven. Det var gode nyheder. Resultatet viste en sansynlighed på 1:1177 for et mongolbarn, hvisket er langt over risikogruppen. Så der var ingen grund til at diskutere yderligere mht. en fostervandsprøve. Den mulighed er nu udelukket, og det beroliger mig meget. Nu er jeg virkelig den bekymring mindre. 

Til sidst fik jeg taget den sædvanlige blodprøve for Toxoplasmose. Bagefter tog François tog tilbage på arbejdet, og jeg tog direkte hjem. Jeg var helt oppe at køre, smilede over hele fjæset og var i strålende humør resten af dagen og aftenen. Disse besøg virker som ren balsam for sjælen, og det styrker min tro på, at denne gang skal det nok gå godt.

Jeg tog mig et varmt karbad og fik ringet til mine forældre. Men min fars nummer virkede ikke, fik en telefonsvarer der fortalte at nummeret ikke eksisterer mere ?? 

Om aftenen fik vi os en snak om fødslen, og vi fik igen vendt spørgsmålet om det skal være et planlagt kejsersnit eller en naturlig fødsel. Jeg har stadig svært ved at få klarhed over det spørgsmål. På den ene side er et kejsersnit en nem og sikker løsning. På den anden side har jeg ikke lyst til at blive skåret i igen og heller ikke have de smerter der er forbundet med indgrebet. Det er endnu for tidligt at tage nogen endelig beslutning. Jeg tror, at det vil komme an på, hvor nervøs jeg føler mig, når fødslen nærmer sig.

Igår fik jeg så endelig præsenteret mit projekt for mine to chefer, og det gik heldigvis godt. Afdelingslederen lyttede interesseret og stillede masser af spørgsmål. De lod til at være tilfredse med resultatet, og gav grønt lys til at det skal præsenteres i den tekniske komité i slutningen af måneden. 

Under et gruppemøde om eftermiddagen sagde jeg til min chef, at nu hvor jeg havde afsluttet mit projekt, skulle jeg jo have noget andet at beskæftige mig med indtil barselsorloven om 3 måneder. Han virkede lidt overrasket over min anmodning, som om han havde været godt tilfreds med at have mig lidt af vejen og nu ikke vidste hvad han skulle stille op med mig. Han har fuldstændig ignoreret mig i alle de måneder, og han "glemmer" at sætte mig i kopi på de mails med almen information, der cirkulerer i resten af gruppen. Han affejede mig med et "det kan vi snakke om i næste uge". Jeg blev helt slået ud over dette møde, og da jeg desværre er ALT for følsom i øjeblikket, reagerer jeg volsomt over ting, der ellers ikke ville røre mig. Så nu er jeg faldet ned i et kæmpe sort hul igen og føler mig forfærdeligt deprimeret og ked af det. 

Oven i det hele havde jeg inviteret Helle på middag i går aftes, men hun kom ikke. François havde taget tidligt fri fra arbejde for at handle ind til middagen. Han havde købt en flot barsfisk og fik også fremproduceret en dødlækker æbletærte. Jeg skulle kun skrælle kartofler. Men da det hele var klar ved halv 8-tiden var Helle stadig ikke dukket op. Jeg havde lagt flere beskeder på telefonsværen, da hun ikke selv svarede. Endelig ringede hun tilbage, men det var for at sige, at hun havde taget fejl af datøn, og nu var det for sent at komme. Hun havde selvfølgelig meget dårlig samvittighed. For at gøre det godt igen blev vi inviteret til frokost hos hende næste lørdag. Men det var dråben, der fik bægeret til at flyde over, og efter at have lagt røret på brød jeg ud i græd og var helt utrøstelig. François prøvede at trøste mig, men det var ikke rigtig muligt. Jeg var helt udkørt og gik i seng ved 22-tiden. 

Her til morgen vågnede jeg op og var lige deprimeret. Det er først efter en tur i svømmehallen med kollegerne til frokost, at jeg er kommet lidt til hægterne igen. 

Det tager så forfærdeligt lang tid at komme over tabet af et barn. Sorgen ligger lige under overfladen og er klar til at springe frem, når den mindste ting går galt. Her 9 måneder efter Pablos død er jeg stadig midt i sorgprocessen. Blev jeg gravid for tidligt ? Det kan jo ikke undgå at påvirke barnet i maven. Nå, men ingen forældre er perfekte. 

I øvrigt har jeg endelig fået tilsendt de graviditetsbukser, jeg bestilte på internettet. Og de er ikke værst :o). Godt nok virker de stadig lidt posede omkring taljen, da maven ikke fylder så meget endnu, så jeg er nødt til at have en dækkende bluse uden på. Men hvis jeg får tid, vil jeg sy dem lidt ind indtil maven vokser.

Det varmede så utroligt meget med jeres trøstende kommentarer til mit sidste indlæg, og det skal I have tak for !!! Med den forestående weekend i øje kom jeg nogenlunde hurtigt op på dupperne igen. 

Vi havde møde hos haptonomisten fredag aften, og det var som sædvanligt behageligt. Hun mindede mig om, at når der hænder noget, som gør mig trist, så skal jeg fortælle det til babyen. Det lyder rigtigt i mine ører, og jeg har så fortalt den om min dumme chef, og at min tristhed ikke har noget med den at gøre. 

Lørdag morgen blev til en rigtig "grasse matinée" (syvsovermorgen). Jeg stod først op ved 11-tiden. Enter brunch fik jeg gjort lidt rent i børneværelset og hængt lysguirlanden op, som François havde med fra Finland. Vi ringede og inviterede familien (François søster og bror) på frokost søndag. Aurelien, Francois søsters søn, fyldte 13 år, så vi skulle have købt en gave og forberedt en fødselsdagslagkage. Vi tog ind til stormagasinet i La Defence for at lede efter en gave. Ikke let at ramme plet til en teenager, men til sidst fandt vi en flot skjorte (efter vores mening ?!), som han kunne bruge til at skore piger i. Min gravide tilstand gjorde, at jeg hurtigt blev træt af at trippe rundt i forretningerne, så nogen julegaver blev det ikke til i denne omgang. Hjemme igen bagte François lagkagebunde, imens jeg fik transformeret de sidste havetomater om til en tomatsuppe til forretten. Om aftenen slappede vi af foran kassen. 

Søndag formiddag stod på forberedelse til en familiefrokost for 10 personer. Ved fælles hjælp blev det hele klar til ved 12-tiden, da gæsterne dukkede op. Og så havde vi en rigtig hyggelig eftermiddag med snak, spisning og fejren af fødselsdag. Om aftenen var vi godt udkoksede, så det blev til endnu en sofåften. 

Her til morgen følte jeg mig rigtig godt træt og kom aldrig ud af døren til arbejdet. Jeg skulle lige ligge lidt på sofæn, men vågnede føst op ved 1-tiden. Så det er blevet til en sygemelding. Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skal få sagt til min chef, at jeg er godt utilfreds med den måde mit arbejde former sig i øjeblikket, og om min følelse af at være lukket ude af gruppens fællesskab. Men det er ikke let, fordi jeg skal jo på orlov om 3 måneder, så det er ikke muligt at sætte mig til hvad som helst. Alligevel er det vigtigt, at jeg får talt med ham i denne uge, så jeg kan få det ud af systemet.

Idag er jeg fulde 20 uger henne !!!!!! Og det er jo halvvejs ifølge terminsberegningerne :o)))

Tiden føles ikke så lang mere som den gjorde i en periode. Nu har jeg det rigtigt godt med graviditeten og nyder min tilstand i fulde drag. Bortset fra øget træthed har jeg ingen graviditetsgener overhovedet. Jeg nyder at mærke de små spark hver dag. De kommer stadig i begrænset omfang, og jeg ville gerne mærke endnu mere til bebsen, men bare det at mærke liv beroliger mig utroligt meget. Tankerne omkring dette nye barn begynder at tage form, og det fylder mere og mere i min bevidsthed jo mere maven vokser og jo mere jeg mærker til det. Jeg tør begynde at se fremad og tro på, at jeg en dag vil kunne holde dette levende barn i mine arme. 

Den næste vigtige etape bliver scanningen d. 3. december. Det er så at sige den 'vigtigste' scanning, fordi det er her at babyen bliver tjekket igennem for misdannelser. Hvis denne etape bliver veloverstået, så tror jeg, at jeg kan gå resten af graviditeten i møde med ro i sindet. 

Idag er jeg på arbejde igen, men har svært ved at koncentrere mig. Føler mig stadig træt og lidt groggy i hovedet, så jeg tror ikke det bliver idag, at jeg får snakket med min chef. Jeg vil helst være lidt mere i form, så jeg er sikker på at få sagt tingene på en ordenlig måde.

De sidste par dage har været svære at komme igennem. Jeg har været nede i kulkælderen igen følelsesmæssigt, og jeg er også blevet overmandet af en uhyrlig træthed. Onsdag gik jeg hjem fra arbejde ved middagstid, fordi jeg var ved at falde ned af stolen af træthed. Og så sov jeg bare hele eftermiddagen. Siden havde jeg selvfølgelig svært ved at falde i søvn om aftenen, og da jeg vågnede torsdag morgen, var jeg så træt, som havde jeg ikke sovet overhovedet. Samtidig kom der det ene grådanfald efter det andet, og det var umuligt at gå på arbejde. Så jeg var ved lægen for at få en sygemelding ugen ud, hvilket ikke var noget problem. 

Jeg ringede til Michel, min psykoterapeut, for at prøve at at få en akuttid, men han var optaget hele dagen og kunne ikke modtage mig. Det gjorde nu ikke så meget, for jeg har min faste tid fredag morgen kl. 8.00. 

Sov hele formiddagen og stod først ud af sengen ved 14-tiden. Siden kikkede jeg lidt TV og faldt over et program om babyer på institution, der var blevet mishandlet eller forladt af deres forældre. Det var bare ikke lige sagen i min nedtrykte tilstand, og det fik mig til at græde igen. Det var så sørgeligt at se disse bittesmå børn, der havde fået så dårlig en start på livet. Det var som om jeg kunne føle deres smerte dybt ind i sjælen. 

Om aftenen fandt jeg da lidt energi frem til at stå for aftensmaden, som blev til en lækker porrertærte med geddeost. Imens den bagte i ovnen tog vi massagebordet frem, og jeg fik en lille massage af François samtidig med at vi hilste på maven og babyen under huden. Den bevægede sig godt under fars hånd og nød helt sikkert de små kærtegn. François er meget glad for denne kontakt, og det rører mig dybt at han viser så stor en interesse for maven.

Her til morgen var jeg så hos Michel, min psykoterapeut. Det blev til en meget bevægende sceance, hvor jeg fik grædt godt ud. Han beholdt mig i 1 ½ time og gav mig en EMDR. Det var lige det jeg havde brug for, og jeg gik derfra med fornyet styrke. Jeg besluttede at dagen skulle bruges på at pleje min sjæl og være god ved mig selv. Hjæmme igen lavede jeg et dejligt yogaprogram, og bagefter gik jeg en tur i saunaen. Frokosten stod på resten af porrertærten med salat til. 

Siden besluttede jeg at lave en sprirtuel udflugt til Sacre Coeur kirken på Mont Martre. Her er der en helt speciel atmosfære. Jeg havde det bestemte mål at sige en bøn ved Jomfru Maria statuen. Jeg er ikke katolik og heller ikke specielt religiøs. Men jeg følte et dybt behov for at gå denne guddommelige moder i møde, for at bede hende om hjælp til at være en god mor overfor det barn, jeg bære i maven. Jeg føler mig nemlig ikke som en god mor med alle de nedturer jeg oplever i øjeblikket. Jeg tog bilen op til kirken. Fra det øjeblik jeg trådte ind, blev jeg opfyldt af dens fredsfyldte atmosfære. Jeg søgte hen til Jomfru Maria og fandt hende fremstillet med et lille barn i sine arme og omgivet af levende lys, som det er tradition i de katolske kirker. Jeg blev straks rørt til tårer og forestillede mig, at det var min lille Pablo, hun holdt i armene, og som hun gav sin kærlighed. Indvendigt fremsagde jeg min bøn til hende. Derefter tændte jeg to lys ved hendes side, et for Pablo og et for min lille baby i maven. 

Lidt længere ned af gangen fandt jeg hendes kapel ”Chapel de la Vierge Marie”, og her satte jeg mig ind foran alteret, hvor der var en anden statue af hende også med et barn. Jeg sad en lang stund og bare kikkede på hende, imens tårene trillede ned af kinderne. Jeg tænkte på mine to børn, et der har været og et der skal være. Jeg følte at hvert barn fandt deres plads. Og jeg blev fyldt op af fred. Jeg fandt også tilliden til at jeg ER i stand til at give mit barn i maven alt det, det har brug for. Det var en meget stærk oplevelse, som jeg er sikker på har hjulpet mig endnu et skridt på vejen i min sorg over tabet af Pablo og i min imødekomst af det nye barn. 

Da jeg kom ud fra kirken igen var det skumringstime, og jeg tog mig tid til at nyde den dejlige udsigt over Paris. Jeg tog hjem med lettet hjerte og fred i sjælen. Sikke en bevægende og dejlig dag.

Jeg blev rigtig glad for jeres kommentarer igår, fordi jeg var lidt i tvivl om, at det jeg skrev var forståeligt for andre. 

Her til morgen vågnede jeg op frisk og udhvilet. Vi blev liggende et stykke tid i sengen og nød en lang morgen uden arbejde i udsigt. Det er jo med at nyde disse morgener nu, for når der først er en baby i huset, så kommer der nok andre boller på suppen :o). Efter morgenmaden tog vi på grøntsagsmarked for at købe ind til ugen. 

Vi var inviteret til frokost hos Helle, det var hende der udeblev i sidste uge. Hun bor inde ved Bastillepladsen. Der var heldigvis ikke meget trafik, så vi kom hurtigt derind. Det blev til en rigtig hyggelig eftermiddag med god mad og masser af snak. Hun synes næsten ikke, at man kan se maven, og det er da rigtigt nok, at den ikke er så stor endnu. Efter besøget gik jeg lidt på julegavejagt, da det er et livligt butikskvarter. Det lykkedes heldigvis at finde et par gaver. 

Her til aften har jeg været et par timer på nettet. Nu mens jeg sidder og skriver kan jeg mærke den lille sparke. Måske prøver den at fortælle mig at det er sengetid, for klokken er allerede over midnat. Så jeg tror, at jeg vil sige godnat allesammen og vende snuden imod sengen.

Nu har jeg fået min energi tilbage igen, og det blev rigtigt godt udnyttet i søndags, hvor haven fik den helt store efterårsrengøring. Det har nu ikke været uden eftervirkninger, da mine muskler nu er så ømme, som havde jeg gennemført en triatlon ;o|. Jeg fik også nuslet med lidt omsyning af flere af mine graviditetsbukser, så jeg nu har fået et mere feminint look. Lignede ellers en sæk i dem, da taljen var for stor. 

Det med vægten er gået meget langsomt indtil nu, men i løbet af 2 dage er der lige kommet et kilo extra på, og det er også somom maven lige pludselig buler voldsomt udaf. Det synes jeg er skønt, for det er somom jeg endelig har fået en status som gravid. Jeg spiser det samme som normalt, da jeg overhovedet ikke har haft nogle diller eller vilde madlyster. Er nu begyndt på jerntilskud. 

Søndag aften kom vi pludselig til at snakke sommerferie for næste år - det var da en mærkelig tanke at få på en regnfuld efterårsaften ??. Vi nåede frem til, at vi gerne vil leje et sommerhus i Frankrig igen næste år. En rolig og afslappende sommerhusferie ved vandet lyder som den idelle ferie sammen med en lille baby. Og så gik det pludselig stærkt med at begynde at lede efter sommerhuse på nettet, for de skal bestilles i god tid. Vi har indtil videre lagt os fast på nordkysten af Bretagne, og de sidste aftener er faktisk gået med at kikke på billeder og landkort. Det er dejligt at sidde og drømme foran, også selv om det stadig virker så uvirkeligt at tænke på sommerferie sammen med bebsen. I starten af graviditeten var jeg fuldstændig ude af stand til at tænke sådanne tanker, fordi det var umuligt at planlægge noget som helst. Men nu kan jeg mærke, at jeg godt tør tage bare et lille glimt ud i fremtiden og forestille mig et liv med et lille barn :o).

På arbejdet er det gået nogenlunde i denne uge. Jeg er begyndt at forberede mig på præsentationen af mit projekt i den tekniske comité på fredag. Her deltager den tekniske direktør og alle afdelingslederne, så det er med at være velforberedt. Min chef har ikke manifesteret sig, og jeg har ikke selv taget initiativ til at få en samtale med ham endnu. Men det skal nok komme... 

Man kan godt sige, at jeg er kommet på ret kurs igen og humøret har også været stabilt, men jeg føler mig stadig meget følsom, så jeg tager bare en dag af gangen.

I går kom der endelig en form for afklaring på min arbejdssituation, som jo længe har været source til frustrationer og manglende motivation. Jeg har ikke fået nogle direkte instruktioner fra chefen, men indirekte har jeg fundet ud af, hvilke opgaver han har i sinde at give mig i de næste par måneder. Og jeg er blevet virkelig positivt overrasket :o). I første omgang skal jeg hjælpe min kinesiske kollega Huimin med et projekt, som jeg selv var med til at starte inden jeg gik på barsel med Pablo, og som hun overtog. Det er efter min mening det mest spændende projekt, der er i øjeblikket. Og det betyder, at jeg igen får nogle arbejdskontakter og møder at tage mig af. Ydermere skal jeg forberede en stor præsentation til et seminar i slutningen af januar. Præsentationen skal indeholde en syntese af årets vigtigste aktiviteter samt de strategiske teknologiske akser at udforske over de kommende år indenfor mit område. Det har jeg prøvet før, og det er også et interessant arbejde. Jeg kunne ikke have bedt om noget bedre, hvis jeg selv skulle vælge. 

Disse uventede nyheder gjorde, at jeg var i strålende humør i går, og jeg har pludselig genfundet lysten til at arbejde. Så nu kommer jeg nok til at være mindre på nettet og ND end i den sidste tid. 

Tirsdag aften er min amatørteateraften. Jeg startede i en amatørteatergruppe for et halvt års tid siden, men indtil videre har jeg mest kikket på. Jeg har ikke ville engagere mig i deltagelsen og opsætningen af et stykke, nu hvor jeg er gravid. Men nu er jeg gået igang med at øve mig på et stykke for to personer, og så må vi se, hvad det bliver til. Der er en del tekst, som jeg allerede er gået igang med at lære. I går begyndte vi så at arbejde på stykket sammen med læreren, og der er i hvert fald nok at gå igang med : lære at tale højt, at artikulere - på fransk :o| - , at leve sig ind i rollen, at have følelserne med.... Jeg var drønnervøs, men det er sjovt, og det er jo det vigtigste. 

Jeg var helt oppe på dupperne, da jeg kom hjem i går aftes, og på trods af trætheden kunne jeg ikke falde i søvn. Det er ikke blevet til meget søvn i nat, men alligevel har jeg været rimelig frisk idag. Nok til at tage i svømmehallen med kollegerne til frokost, og det var dejligt.

Vores husholdning var helt i bund i går, så vi tog ud og handle i Leclair efter arbejde. Jeg tænkte på, at nu måtte jeg da snart kunne bruge maven til at komme forest i køn. Hernede har de jo prioritetskasser for gravide kvinder :o). Men det blev ikke nødvendigt, da supermarkedet næsten var tomt. Det er sidst på måneden og folk har ikke flere penge at handle for. 

Bagefter gik vi en tur i saunaen. Det åæeeelsker jeg altså her i den "kolde" tid, så jeg har svært ved at droppe denne praktis. Selvfølgelig overdriver jeg ikke. Efter saunæn lagde jeg mig ned på ryggen for at slappe lidt af, og jeg forventede at mærke baby bevæge sig, som den plejer, når jeg ligger ned om aftenen. Men nej, der skete ingenting... Det er virkeligt svært at takle, når man lige pludselig ikke mærker liv på de sædvanlige tidspunkter. Jeg prøve dog at tage det roligt, og heldigvis kom kom der nogle spark senere på aftenen. 

Jeg stod for aftensmaden : søtunge med kartofler. 

Afterne flyver af sted i øjeblikket. Vi fik ringet til et par venner, for at invitere dem på middag. Så lidt TV og så godnat kl. 23. 

Idag har jeg fået en nyhed, som har slået mig lidt ud. Min skilsmisse fra Philippe var sat til d. 1. december (på mandag). Men sagføreren er stadig ikke klar med delingen af vores fælles bo. Så datøn skal igen udsættes, og vi risikerer nu at skulle starte helt forfra med proceduren. Jeg har ventet i over 2 år på denne skilsmisse, så det kan ikke beskrives, hvor frustreret jeg er over, at det ikke kan få en ende. Jeg er RASSENDE GAL på den skide sagfører, der ikke gør sit arbejde ordenligt. **$#*%##. Nå, men da chokket havde lagt sig lidt, fandt jeg da tilbage til arbejdet igen, og det har i det mindste været en god arbejdsdag. Fik endelig en snak med chefen, som har bekraftet mine kommende arbejdsopgaver.

Det har været endnu en følsom eller skal vi sige overfølsom dag. Nyheden om udsættelsen af min skilsmisse har selvfølgelig ikke undgået at hive mit humør en tur ned i sølet. Men det ser dog ud til ikke at være så alvorligt som først anslået. Min advokat vil gøre sit bedste for at få en ny tid hos dommeren i januar og bibeholde den forestående procedure. Således er vi ikke nødt til at starte forfra. Det er en lettelse, fordi selv om jeg i praksis ikke har mere med min eks-mand at gøre, så er det alligevel vigtigt at blive helt fri fra denne forbindelse. Specielt med et barn i maven. 

Jeg gennemlever en periode i øjeblikket, som på nogle områder føles endnu sværere en tiden lige efter Pablos død. I starten var det savnet og smerten over tabet, der dominerede. Sorgen var meget konkret. Men nu er det som om jeg er i kontakt med en dyb indre usikkerhed, som om jeg er rystet i mit fundament eller har fået revet fodfæstet væk under mig. Jeg føler mig svag og uden forsvar. Jeg ved ikke, hvor disse følelser kommer fra, eller hvorfor de kommer nu. Men de popper op til overfladen hver gang, der sker en mindre eller større ting, som går mig imod. Måske er det min gravide tilstand ? Jeg føler mig faktisk ligeså lille og forsvarsløs, som det lille barn i min mave. Kunne godt tænke mig at finde en tryk og varm mave at søge tilflugt i. Jeg søger tit ind i min kærestes arme, og her finder jeg heldigvis lidt af denne trykhed og varme, jeg sådan har brug for. François er virkelig guld værd. 

Her i eftermiddags havde jeg så præsentationen af mit projekt i den tekniske komité. Jeg følte mig temmelig udmattet ovenpå alle mine følelsesudbrud, men det gik nu fint. Nu kan jeg endelig lægge det projekt på hylden og koncentrere mig om noget mere interessant. Men først er der en weekend i udsigt, og det er bare skønt :o))) 

Weekendplanerne står på jusebasar i den danske kirke, hvor man kan købe alt godt til julebordet direkte importeret fra andedammen. Vi har aftalt at spise frokost derinde sammen med Helle. Siden skal jeg på ophold med teapigruppen fra lørdag eftermiddag til søndag eftermiddag.

Det har været en dejlig weekend. Lørdag morgen sov vi længe og fik ikke lavet ret meget andet end at spise morgemad og hyggesnakke. 

Derefter tog vi afsted til julebazaren i den danske kirke. Der var godt fyldt op, og det summede af dansk og fransk i luften. Da vi var på vej ind, stødte vi på en gammel bekendt af François, som er gift med en dansk pige. De havde ikke set hinanden i årevis, og vennen var overrasket over at opdage, at François nu også havde slået sig ned med en dansker. Efter diverse indkøb af kalenderlys, sild og brunkager... (var nok gået mere amok hvis vi ikke skulle have været hjem til jul) satte vi os alle ned for at spise sammen. Der var selvfølgelig servering af god dansk julefrokostmad, og det var mums. Helle og hendes nye kæreste stødte til os lidt senere, og vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag.

Siden tog jeg afsted til terapigruppen. Jeg var rimelig træt men fik alligevel talt og bearbejdet min nuværende situation med de mange følelsesmæssige rutcheture. 

Søndag eftermiddag efter gruppen var jeg bare træt og lagde mig til at sove på sofæn. François fixede en hjemmelavet pizza og om aftenen så vi Harrisons Flowers på TV. Det er en barsk film, og jeg har drømt om krig i nat. 

Idag har det bare været en almindelig arbejdsdag. Jeg er gået igang med mine nye arbejdsopgaver og trives godt med dem. Humøret er stabilt, og nu begynder jeg for alvor at se frem til scanningen på onsdag.

OG HUN ER SUND OG VELSKABT !!!!!!! 

Så oprandt dagen for scanningen endelig. Jeg har simpelthen næsten ikke tænkt på andet i de sidste par dage, og det var ikke meget søvn, jeg fik i nat. Der har været en blanding af spænding, forventning og nervøsitet, sådan lidt som når man skal op til en vigtig eksamen. Men... min lille spirebebs trives i bedste velgående derinde i maven !!! Den vokser som den skal, og alt ser ud som det skal være. Jeg er så glad, som jeg overhovedet kan blive. Jeg går rundt i en form for euforisk tilstand og bare smiler til alt og alle. Dybt taknemmelig og ydmyg overfor det mirakel, som skabelsen af et lille menneskebarn er. 

Dr. Robin er bare alletiders, og han delagtiggjorde os i alt hvad han foretog sig under scanningen. Han fortalte os hvad der var hvad, hvad han kikkede efter, hvordan man kunne se at hjertet og hjernen var velskabt.... en rigtig pedagog. Der var bare lige det ved at, at bebsen havde lagt sig godt til rette i en position, hvor man ikke kunne se profilen, hvor armene dækkede hovedet og med benene godt samlet. Denne position må have være meget behagelig og komfortabel, for selvom vi prøvede at puffe til maven mange gang, ville den absolut ikke flyttet sig ud af flækken. Så det var faktisk ikke muligt at se kønnet, men Dr. Robin mente at have fået et lille glimt af en pige, dog uden at være sikker. Han kunne så heller ikke tjekke ansigtet for misdannelser. Men resten er helt, som det skal være. Han sagde flere gange, at desværre kunne han ikke give os nogle flotte billeder med hjem. Men vi svarede da bare, at det var vi fuldstændig ligeglade med, det vigtigste var af få konstateret at bebsen er velskabt. Og vi kan godt vente med kønnet.

Til sidst opgav vi at prøve at flytte på bebs, og Dr. Robin tilbød os til gengæld at komme igen om en måneds tid til en ekstrascanning, en dag når han er på vagt. Det sagde vi selvfølgelig ja tak til, så vi skal ringe til ham i starten af januar. 

Jeg foretrækker at fortsætte med at kalde bebsen for "den" i stedet for "hun", fordi det er ikke særligt sikkert, og jeg vil have svært ved at gå og vænne mig til tanken om en pige, og så få at vide senere, at det er en dreng. Min intuition har nu fortalt mig lige fra starten af, at det er en pige, så mon ikke ?? 

Idag er jeg bare en glad og lykkelig mor med masser af håb for fremtiden. :o) :o) :o)

Så er jeg endelig klar til at gå på weekend. Det har været en dejlig uge, og den veloverståede scanning har virkelig hjulpet på humøret. Nu føler jeg mig som en glad og forventningsfuld gravid mor, og det er som om barnet også kan mærke det, for de sidste par dage har der været masser af gang i maven. Jeg mærker den nu mange gange om dagen. Det er så dejligt at blive mindet om dens tilstedeværelse midt i et møde eller når jeg sidder foran PC'en på kontoret. Jeg bliver fyldt op af ømhed og kærlighed for dette lille barn, og nu tør jeg endelig lade disse følelser leve. 

Jeg har følt mig på kanten af en forkølelse hele ugen, men heldigvis er det ikke blevet til noget. Alle er bare syge i øjeblikket. Det er også blevet koldt i Paris igen (5° :o). Så jeg har undgået svømmehallen i denne uge. Men jeg cykler stadig på arbejde. 

I disse dage er jeg svær at drive i seng om aftenen, og det er blevet til 23-24 stykker hver aften. Det er lige i overkanten og tager på min skønhedssøvn. 

I morgen skal vi til introduktionsmøde på Hopital Foch for at få præsenteret fødeklinikken. Og siden har vi møde hos haptonomisten. Så lørdagen står i babyens tegn.

Jeg har været vildt træt hele weekenden. 

Lørdagen stod som sagt i babyens tegn med introduktionsmøde på hopital Foch og haptonimisten. Men der var nær gået koks i det hele pga. diverse misforståelser og "actes manqués". Jeg havde forlagt det papir, hvor der stod tid og sted for introduktionsmødet, men jeg var overbevist om at det var kl 9.30 i selve hospitalet. François var overbevist om, at jeg havde sagt kl. 9.00 til ham, men det sagde han ikke til mig lørdag morgen. François stod tidligt op for at tage på grønsagsmarked inden mødet, og det var så meningen, at vi skulle mødes på hospitalet. Jeg tog mig tid derhjemme og hørte ikke mobiltelefonen ringe ustandseligt. Det var først lige inden jeg skulle ud af døren, at jeg hørte den. Og der var François i røret, totalt stresset og forvirret fordi han ikke kunne forstå, hvor jeg var henne, og fordi han havde søgt forgæves for mødestedet, der ikke var på selve hospitalet. Nå, men vi fandt hinanden og fandt stedet til sidst, godt forsinkede, og så viste det sig at mødet faktisk var gået igang kl. 9. 

Det var totalt anderledes end det vi kender fra La Maternité des Lillas (klinikken hvor jeg fødte Pablo). Mødet foregik i et kæmpe foredragssal i universitetsstil, og der var stopfyldt af gravide kvinder og vordende fædre. Talerne var formælde, og der var ikke megen plads til spørgsmål. Ja, denne gang er vi helt klart ikke på den lille intime klinik men på det store hospital, som mest af alt minder om en fødefabrik. Jeg er sikker på, at de er meget professionnelle og hvad sikkerheden angår er de i top, men det menneskelige aspekt er absolut ikke det samme. Vi har jo gjort dette valg bevidst, fordi det denne gang er sikkerheden, der er vigtigst. 

Der blev holdt en lang tale om epiduralblokade, og det er helt klart hospitalets politik at udøve den i så stort et omfang som muligt. 95% af alle fødsler foregår med denne form for bedøvelse her i forhold til et landsgennemsnit på 55%!! Så jeg har ikke noget at bekymre mig om, jeg skal nok få min epiduralblokade. 

Da vi kom hjem fra mødet, fik jeg en tudetur. Trætheden, morgenens stress og al den snak om fødsler havde ophopet sig i mig og skulle have luft. Siden var det afsted til haptonomisten. Men, men men.... fordøren var låst om lørdagen, og vi havde ikke koden. Vi havde helle ikke hendes telefonnummer og kunne ikke engang huske hendes efternavn. Der var dømt ventetid. Efter 20 min. kom der heldigvis en mand ud af døren, og vi nåede vores aftale til tiden. Hos haptonomisten snakkede vi også om fødslen, og tankerne omkring den er kommet lidt mere på plads. Jeg vil ikke have nerver til at vente hjemme, så vi tager nok til hospitalet lige så snart de første veer melder sig. 

Lørdag aften havde vi Helene og Christian på besøg med deres to børn. Deres lille pige Gabriel er lige blevet 1 år, men hun render allerde rundt og er vildt nysgerrig. Det gav os et lille indblik i, hvad det vil sige at have en lille størrelse i huset, og alle de ting vi ikke mere kan have liggende i småbørnshøjde. 

Da jeg endelig kom i seng ved midnatstid, var jeg helt udkokset.

Søndag morgen vågnede jeg med hovedpine og var totalt træt. Vi blev i sengen til op på formiddagen, og spiste sen morgenmad. 

François var kommet hjem i fredags med en udprintning fra internettet af tusindvis af danske og udenlandske pigenavne. Siden scanningen er han ret overbevist om, at vi venter en lille pige. Så nu er vi gået igang med at kikke på pigenavne. Vi har begge været hele listen igennem og streget de navne under, som vi synes om. Det er sjovt, som jeg synes, at det er meget nemmere at vælge pigenavne end drengenavne. Her er resultatet af vores første udvælgelse :

François : Aima, Aline, Emma, Julia, Monna, Nadja, Naya
Birthe : Celia, Lara, Maja, Malika, Melina, Mona, Nada, Naomi, Nelli, Nina, Petra, Sabina, Sif, Tess 

Vi kan helt klart begge lide navne der ende på 'a'. Indtil videre er NINA et kanditatnavn, som vi begge synes om. Men det skal nå at blive diskuteret mange gang endnu...., det endelige valg bliver ikke taget før lige inden fødslen. 

Efter besøget af den lille Gabriel i lørdags kom indretningsakitekterne pludselig op i os, og vi begyndte at snakke om, hvordan vi kunne forbedre møblementet til, når der kommer en lille en i huset. Vi har havvis af elektriske ledlinger liggende på gulvet og flyde, og det er jo ikke lige sagen. Det endte med, at vi tog en tur i Ikea, og det er bare altid så hyggeligt og sjovt at vandre rundt derude og hente inspiration. Vi købte et TV/Hifi møbel, til at gemme ledningerne bag, og det blev også til en ny kontorstol (som jeg nu sidder konfortabelt og skriver på) og diverse belysninger til stuen og børneværelset. Resten af dagen gik med at ommøblere i stuen, og resultatet blev faktisk meget godt. 

Min hovedpine holdt ved hele dagen, og det blev til en tidlig aften. 

Da jeg vågnede her til morgen, var den der stadigvæk, og jeg besluttede at blive hjemme fra arbejde idag. Jeg blev liggende i sengen hele formiddagen, og lå og læste "L'aimer avant qu'il naisse". Jeg fandt også "De små synger" frem, og sang en masse sange for babyen. Den lå og stampede med på rytmen i maven :o). Nu begynder den jo at kunne høre, så jeg har besluttet at synge lidt for den hver dag. 

Nu er hovedpinen og trætheden endelig gået væk igen, og jeg er klar til arbejdet igen i morgen. 

PS. Faldt over en stor pakke kokusboller i Ikea, og det er lååååang tid siden jeg har fået dem sidst, så nu er jeg på flødebollekur :o))) UUMM

Jeg har en af disse dage, hvor jeg ikke rigtigt gider arbejde og ikke kan koncentrere mig om det tekniske. Jeg sidder og drømmer på mit kontor, og har lyst til at lave 1000 andre ting end lige det, jeg skal lave her. Juleferien er heldigvis ikke langt væk nu. Og efter jul er der ikke lang tid til barselsorloven. Og efter barselsorlover er der ikke lang tid til FØDSLEN. 

Jeg tænker meget på det lille pus, jeg har inde i maven, som idag er 23 uger gammel. Jeg kan ikke lade være med at lave paralleller til min graviditet med Pablo. Jeg har de samme tanker, som jeg gjorde mig, da han var i maven. Tanker om livet med et lille barn. Det liv som aldrig mere bliver det samme, men som man ikke rigtigt kan forestille sig, før det er der. Forventningerne, drømmene, planerne.... Det hele kommer igen nu. De samme tanker. Og når jeg genkender, at den og den tanke har jeg jo tænkt før, så virker det hele pludseligt absurt. Fordi virkeligheden blev aldrig til noget. Hvorfor så give disse tanker nogen værdi, de blev jo alligevel ikke til noget sidste gang. Og så alligevel, det virker også absurt ikke at lægge planer, have forventninger, drømme drømme... Det hører jo med til enhver gravid mors verden. Det skylder man sit barn. Ligesom man skylder sit barn at elske det. Derfor når jeg til den overbevisning, at selv om det føles som gentagelser, så er det nødvendigt at gøre det alligevel, at give dem plads. Dette er en ny baby, en ny historie, og det jeg skal leve med denne baby er ikke det samme, som det jeg skulle leve med Pablo. Måske er dét at give sit bedste det samme. Jeg sang for Pablo, så hvorfor skulle jeg ikke synge for denne baby, osv... Det er ikke muligt at give mere end sit bedste. At give sit bedste er godt nok. At give mindre end sit bedste er at give næring til angsten for, at denne gang går det også galt. 

Min kære lille baby, jeg elsker dig og vil give dig det bedste. Kunsten er at få tingene til at gentage sig anderledes. 

François er blevet skuffet over, at jeg har lagt vores navnekandidater ud på nettet. Han synes, det er for intimt, og at vi ikke har haft tid nok til at diskutere det sammen. Så jeg har lovet ham, at vi nok skal snakke navne igen meget snart. Hvad ville han ikke have sagt, hvis jeg havde fortalt om vores sexliv ;o). 

Men denne dagbog er jo ment som en historie til babyen, dens historie. Og jeg har lyst til at få alle detaljerne med. Aha, en ting som IKKE er en gentagelse. Jeg skrev ikke dagbog, da jeg ventede Pablo.

Idag vågnede jeg op fuld af energi og i strålende humør :o). Stod ud af sengen tidligere end sædvanligt og fik lavet lidt yoga inden arbejdet. Var i svømmehallen med kollegerne i frokostpausen, og der var virkelig tryk på idag, jeg fik sørme svømmet en hel kilometer.

Ja, så er der gået en måned siden sidst, og det var igen blevet tid til kontrolbesøg hos Dr. Robin. Idag kom jeg lige ind uden ventetid. Nu kender vi efterhånden hinanden godt, og jeg blev mødt med et "hvor er det dejligt at se dem" (franskmænd holder jo fast i høflighedsformerne) og et stort smil. Han er virkelig alletiders. Som sædvanligt lidt stresset og så alligevel helt "til stede". Hans assistent var der også. Det sædvanlige gennemtjek viste at alt er som det skal være. 

Status : 
SF-mål = 18 cm (samme som sidste måned, så jeg tror hun målte forkert sidst, for 18 cm svarer til alderen nu) 
Vægt = 59 kg (+4) 
Blodtryk = 60/100 
Babyens hjerterytme = normal 
Livmoderhalsen = helt lukket ("jeg har valgt min assistent ud fra hendes slanke fingre" bemærkede Dr. Robin :o)

Så blev der taget blodprøve for Toxoplasmose. Dr. Robin gav mig også en recept på en blodprøve for graviditetssukkersyge, der skal tages i januar og febuar (min far og morfar har sukkersyge, så det skal tjekkes). 

Jeg var færdig kl. 16.20 og havde ikke lyst til at vende tilbage til arbejdet, så jeg gik direkte hjem. Hjemme kom jeg i det administrative humør og fik bund i en ordenlig stak papier, der har hopet sig op i månedsvis og skulle arkiveres, og jeg fik også forberedt en 10 breve til afsending. 

François kom hjem kl. 19 og gik igang med at forberede sin Foie Gras til julefrokosten med terapigruppen på lørdag. Vi har aftalt at snakke navne i aften.

Det har været en god uge. Jeg nyder min graviditet, nyder at mærke livet i maven og er ved godt mod. Det er som om babyen nu fylder mig godt op og giver mig en masse glæde og forventninger. François følger også meget med i maven, og han synes at jeg er smuk med mine runde former. Vi har snakket navne igen, og listen er nu blevet en del reduceret. Der er stadig navne som Nina, Emma og Mona tilbage. Vi har været på nettet for at læse om navnenes betydning og oprindelse. Og vi bliver ved med at lede, så der kommer forhåbentlig nye kandidater til. Indtil videre har hun fået kælenavnet Pitjunette.

Jeg har ikke rigtigt kunne koncentrere mig om arbejdet i denne uge, så der er ikke kommet meget fra hånden. Men det betyder ikke det helt store, for min næste deadline er midten af januar, og der er tid nok. 

Der er kommet brev fra advokaten, og min skilsmisse er nu sat til 17. febuar. Tredje gang er lykkens gang. Jeg har skrevet et langt vredesbrev til sagføreren, så nu håber jeg, at han får fingeren ud. Ellers har han mig i røret hver eneste dag i det nye år. 

I weekenden skal vi være sammen med teraipgruppen. Vi skal holde den årlige julefrokost lørdag aften, og det foregår ved sammenskudsgilde. François har lavet hjemmelavet Foie Gras, og jeg har skal lave sildemadder med hjemmebagt rugbrød, kommensbrød og 3 forskellige slags sild. Det kan man da kalde et typisk fransk og et typisk dansk bidrag.

Vi har været på ophold med terapigruppen det meste af weekenden. Og jeg har endnu engang været nede og rode i mit følelsesmæssige kaos, der stadig ligger lige under overfladen. Men terapigruppen er jo netop stedet, hvor følelserne kan få luft og hvor jeg kan hente støtte og hjælp. Det er stadig tristheden over tabet af Pablo samt savnet, der dominerer, og mine tårerdepoter er da også blevet tømt atter en gang. Jeg bliver til stadighed forbavset over den styrke, der stadig er forbundet til disse følelser og er nødt til at erkende igen og igen, at det tager lang, lang tid at komme sig over sådan et tab. Men det er guld værd at have et sted, hvor følelserne kan få luft, og hvor såret kan blive renset igen og igen. Det er en helingsproces, og bagefter føler jeg mig lettet og klar at tage hverdagen op igen. 

På trods af terapiarbejdet havde jeg en rigtig god lørdag aften, hvor gruppen holdt julefrokost. Der var masser af god mad, og det er den eneste gang om året, hvor vi har ret til at drikke lidt alkohol sammen. Der var både rød- og hvidvin samt champagne. Jeg holdt mig nu til mit ene glas vin, som jeg tillader mig i sådanne anledninger. Sildemadderne var en rigtig stor succes, og jeg fik mange roser. Efter maden var der musik og dans. Musikken var hjemmelavet og bestod i tre guitarspillere samt varierende solister, der havde mod på at give en sang. Jeg blev opfordret til at synge en dansk sang og på trods af nervøsitet fik jeg sunget "Kvinde Min". Det er ikke nemt at stille sig op og synge foran 50 mennesker (uden øvelse eller sangstemme), men alligevel meget sjovt BAGEFTER.

Da vi kom hjem søndag eftermiddag, var jeg dødtræt og lå og halvsov på sofæn til ud på aftenen. Så så vi nyheder, der jo var fuldstændig domineret af dagens store overskrift : "SADDAM fanget". Hvordan kan man lade være med at hade den mand ? Det overgår min fatteevne, hvordan et enkelt menneske kan formå at begå så mange uhyrligheder og grusomheder overfor sine medmennesker. 

Her til morgen vågnede jeg med hovedpine og blev liggende en time ekstra i sengen. Kom først på arbejde ved 11-tiden. François er taget på forretningsrejse til Göteborg og kommer først hjem onsdag aften. Han kalder mig og Pitjunette for "les filles", så nu er han begyndt at snakke til mig i flertal :o). Pitjunette sparker nu godt til når det kommer over hende, og det nyder jeg.

Denne uge er gået så stærkt, at jeg slet ikke har haft mulighed for at skrive dagbogen, og nu er det lige pludselig juleferie. JUUBBBIII. Ugen har hovedsageligt stået i arbejdets navn. Jeg har taget hul på et nyt projekt, der motiverer mig meget, så det har været nogle gode og aktive arbejdsdage. Så er der desværre ikke meget tid til ND. Om aftenen, når jeg kommer hjem fra arbejde, er jeg helt flad og dykker ned i sofæn og kommer ikke op igen før det er sengetid. Og så kan jeg selvfølgelig ikke falde i søvn, når jeg endelig kommer i seng. Hele ugen er det først lykkedes at falde i søvn langt over midnat. Det får igen konsekvenser om morgenen, hvor det føles helt umuligt at komme ud af sengen. En mærkelig rytme som slet ikke ligner mig. Det er med lettere dårlig samvittighed, når jeg sniger mig ind på kontoret ved 10-tiden om formiddagen. 

Bortset fra trætheden har jeg det godt fysisk. Føler mig godt tilpas i min krop. Svømmer også stadig en gang om ugen, men nu har jeg trods alt droppet cyklen frem og tilbage fra arbejde. Maven er snart så stor, at jeg automatisk får tilbudt siddeplads i tramwayen og ellers er de to stationer da lige til at overkomme. Pitjunette rumsterer livligt rundt i perioder i løbet af dagen, så jeg tror også, at hun har det godt derinde i hulen. 

François har været væk hele ugen. Hans hjemtur fra Göteborg blev udsat til torsdag, men nu er han også på ferie. I går var vi i parterapi, og for en gangs skyld var det François, der havde en grædetur. Han har sværere ved at udtrykke de triste følelser end mig. Det har været svært for ham at købe gaver ind til jul i år, der skulle jo ikke købes nogen gave til Pablo. 

På mandag farer vi afsted til Danmark. Vi skal først en tur i Tivoli på julemarked, og siden tar vi til Fyn, for at besøge min mor og Tage. Vi skal alle holde jul hos min moster i Kbh. Fra d. 26. låner vi en byttelejlighed inde på Vesterbro. Vi bliver i DK nytåret over og vender snuden tilbage til Paris d. 2. januar.

I disse 10 dage var vi på juleferie i Danmark, og jeg fik ikke skrevet dagbog.

Puha, hvor er det bare hårdt at starte arbejde igen efter ferien. Jeg føler mig træt og har tankerne 1000 andre steder end i det arbejdsmæssige. Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på denne tid sidste år, hvor jeg startede barselsorlov lige efter juleferien. Gid jeg kunne gøre det samme nu. Men der er endnu 2 måneders arbejde forude, og januar bliver en travl måned. Alligevel er jeg også glad for, at det ikke er det samme som sidste år, for så er det for let at forfalde til sammenligning. 

Vi har haft nogle dejlige dage i Danmark. Der har både været tid til samværd med familien, en dejlig juleaften, hvor vi alle var samlet, en skøn nytårsaften i selskab med gamle og nye venner, og tid til bare at være François og mig (og Pitjunette) i vores byttelejlighed på Vesterbro, til at vandre rundt i det indre København, shoppe og kikke på kunst. Det eneste minus har været en slem forkølelse, som jeg blev offer for, da mit imunforsvar åbentbart ikke mere er vant til det kolde, fugtigt danmarksvejr. 

I ferien har jeg også fået lagt min hjemmeside ud på nettet, men den er endnu ikke klar til at offentliggøre. Det må nok vente til barselsorloven, hvor der bliver tid til at gøre den færdig (måske). Hjemmesiden handler om Pablo og om det at miste et spædbarn. Der findes mange af den slags sider på dansk, men ikke mange på fransk. Min hjemmeside bliver tosproget. 

Nu står der så 2004 på kalenderen. Sidste år, 2003, har været det sværeste år i mit liv. 2003 var Pablos år, et år med både stor lykke og stor sorg. Jeg er både ked af det og glad for at tage afsked med det år.... Ked af det, fordi det at sige farvel til 2003, også føles som endnu engang at skulle sige farvel til Pablo. Nu er det år, hans år, bare et af de mange år, der høre til fortiden. 2003 VAR, Pablo VAR.... Men også glad, fordi det nye år bringer nyt håb og nyt liv. 2004 er Pitjunettes år, det år hvor mit brændene ønske om at få et barn forhåbentlig endelig går i opfyldelse. Jeg har store forventninger til dette år, så 2004 vær velkommen, jeg stoler på dig :o) 

Jeg sender et stort ønske ud til jer alle om et vidunderligt 2004........