Dette er min dagbog, som jeg skriver i forbindelse med den graviditet der fulgte efter graviditeten med Pablo.

God læsning.

Her starter min dagbogsberetning for min nye graviditet. Dette er førstedagen på min sidste mensturation og altså uge 0 for starten paa graviditeten. Uge 0 blev ved.første scanning rykket frem til 1. juli.

Her Saa startede sommerferien endelig !!!

Vi har pakket det hele ned i bilen i gaar aftes, og her til morgen kl. 4 farede vi afsted til l'Ile d'Oleron. Her har vi lejet et sommerhus i 14 dage.

Det er i denne maaned, at vi har besluttet at gaa igang med ny-baby-projektet, saa pessaret og kondomerne er blevet hjemme.

Saa rundede jeg de 38 aar. Jeg er jo ved at komme op i alderen hvad babyprojekt angaar. Saa jeg haaber bare paa, at der kommer en lille ny inden jeg bliver 39. Jeg fik Pablo som 37 aarig, det var allerede en hoej alder for et foerste barn. Jeg foeler mig heldigvis ikke gammel. Min krop er kommet sig virkelig godt efter kejsersnittet, saa godt, at det naesten ikke kan ses mere. Der er bare en lille roed streg i trussekanten.

François kom med morgenmad paa sengen. Og jeg fik mine gaver - to BH/trusse saet i roede farver, rigtig flotte. Han havde glemt en del af gaverne hjemme, saa dem maa jeg vente paa til hjemkomsten.

Min moster Anette, Joern og to faetre ankom sent her til aften. De var helt flade efter den lange koeretur. Vi besluttede at vente med at fejre min foedselsdag til i morgen. Vi havde et hyggeligt aftenmaaltid i haven. Det bliver varmere og varmere for hver dag der gaar, og temperaturen falder foerst ved 10-tiden om aftenen.

Det er nok idag at spiren er blevet skabt. Det passer i hvert fald godt med aegloesningstidspunktet. Det er bare den bedste foedselsgave nogen kunne give mig.

I gaar og i dag har jeg foelt mig underlig i kroppen. Der er lidt spaendinger i brysterne og det er som om de har vokset lidt. Den nye BH, François har givet mig i foedselsdagsgave virker allerede mindre. Min mave har det ogsaa underligt. Jeg foeler mig meget sulten inden maaltiderne.

Er jeg gravid ? Det er det spoergsmaal der flyver rundt i hovedet paa mig. Hvis det er rigtigt, vil jeg gerne vide det inden vi forlader gruppen i morgen. Jeg TROR jeg er gravid !

Paa vej til teatret gik jeg ind paa et apotek, for at koebe en test. Selv om det kun er noejagtigt en maaned siden sidste mens, har jeg alligevel lyst til at teste.

Nu skal der bare testes i morgen tidlig.

Jeg testede her til morgen. Da de 5 minutter var gaaet, hvor resultatet skulle laeses, var der ingen streger i testfeltet. Men efter et kvarter var der kommet en lyseroed streg, som ikke var til at tage fejl af. Betyder det, at jeg er gravid eller kan jeg ikke regne med resultatet efter et kvarter ? Jeg er i tvivl, men har tendens til at tro, at testen er positiv.

Jeg begynder at tro paa, at jeg er gravid igen. Det er en helt underlig fornemmelse og det saetter en masse tanker igang. Hvordan vil denne graviditet forloebe efter tabet af Pablo ? Men jeg foeler mig klar nu til et nyt barn. I denne uge har vi haft rig lejlighed til at beabejde sorgen igen sammen med gruppen, og jeg foeler nu, at den er kommet nok paa afstand til, at jeg kan forholde mig til et nyt barn.

Jeg har fortalt gruppen, at jeg maaske er gravid igen. Havde bare lyst til at snakke om det, ogsaa selv om det endnu er meget tidligt og at risikoen for en spontan abort er til stede. Men et eller andet sted tror jeg paa, at det nok skal gaa godt denne gang.

Idag kan jeg ikke mærke noget specielt i min krop, og pludselig bliver jeg i tvivl om jeg nu er gravid. Kan jeg stole på testen igår ? Jeg tror stadig på, at det er rigtigt, at jeg virkelig er gravid igen, men vi er nødt til at teste igen for at være sikre.

François har bedt om, at vi tester allerede i morgen. Han vil gerne vide det med sikkerhed inden den sidste gruppeaften. Sent her til aften kørte vi ind på Champ Elysée for at købe en test. De havde ryttet op efter Tour de France finalen i eftermiddags.

Så skal der bare testes i morgen tidligt.....

JEG ER HELT SIKKERT GRAVID !!!

Her til morgen var der ingen tvivl, testen var positiv. Vi stod og kikkede sammen på det lille plus i testfeltet. Det bekræftede mine forventninger. De små subtile tegn jeg havde mærket i kroppen var rigtige. Lige nu føler jeg bare glæde. Jeg har gået rundt med sommerfugle i maven hele dagen og føler mig let som et snefnug.

Jeg har svært ved at tro på, at det er rigtigt, at jeg virkelig er gravid igen. Men to positive teste og tegnene i min krop er ikke til at tage fejl af. Jeg ER gravid. Jeg føler mig så taknemmelig, for de gik jo så hurtigt en gang til. Den nye baby er kommet ved første chance. Jeg kan se frem til et barn i mit 38. år og François i sit 42. år. Vi har ingen tid at spilde, og livet har givet os et nyt barn i fødselsdagsgave.

Jeg har gået og nyt min sidste dag i sommerferien. Har bare gået hjemme og slappet af og pakket ud.

Så er sommerferien forbi. Den første arbejdsdag er hård, jeg kan ikke koncentrere mig og tænker på alle andre ting end arbejdet. Men jeg er jo også gravid !!! Det er en helt ny følelse, og jeg føler mig rigtig glad for første gang i lang tid. Udsigten til et nyt barn gør mig himlende lykkelig. Det er jo min drøm og trøn på at det vil lykkedes denne gang er der. Pablo er i mit hjerte og har fundet sin plads der. Nu skal han være storebror.

Kvalmen er ikke startet endnu, men min mave føles lidt underlig. Jeg kan nu godt mærke, at jeg er gravid.

Jeg har et par dejlige dage, hvor jeg bare flyver rundt i en uvirkelig tilstand. Igår gik jeg ind på Pablos værelse og satte mig en lille stund foran hans billede. Det er ved dette billede, at jeg har grædt så mange mange tårer. Jeg synes han ser så smuk og sød ud. Da jeg så på det igår, blev jeg bare fyldt op af kærlighed for dette lille væsen, der er så kært i mit hjerte. Hvor jeg dog elsker den dreng, min søn. Jeg fortalte ham, at nu skulle han være storebror. At han altid vil have sin plads blandt os, men at jeg ønsker mig andre børn også. Mit højelse ønske det er jo at få et sundt levende barn. Jeg følte, at han forstod. Jeg er så taknemmelig for, at jeg nu er nået så langt, at jeg kan tænke på Pablo og se på hans billeder uden at føle tristhed. Nej, tristheden vil altid være der et eller andet sted, men nu er det ømheden, varmen og kærligheden der dominere. Sådan er det i hvert fald i disse dage.

Jeg har stadig svært ved at tro på, at jeg er gravid. Måske bliver jeg ikke sikker før de typiske tegn på graviditet viser sig : kvalmen, trætheden.... Alligevel kunne jeg ikke dy mig i går for at gå ud og købe et par graviditetsklæder. Der er udsalg i Paris indtil slutningen af måneden, og det ville da være synd at gå glip af det. Har b.la. købt en kjole, som jeg har gået og kikket på i månedsvis, fordi den var udstillet på første rang i et butiksvindue, som jeg går forbi hver uge. Men jeg kunne ikke købe den, da jeg ikke var gravid. Nu fik jeg den sidste der var, og så oven i købet til nedsat pris :-)

I baghovedet er der en lille stemme, der bliver ved med at hviske til mig "pas nu på med at gå for hurtigt frem, det kan jo gå galt, her i starten er der risiko for en SA....". Ja, jeg lader stemmen være og valeger at tro det bedste. Ubevidst tror jeg, at jeg er forberedt på, at der kan gå noget galt. Når det først er gået galt en gang, er man jo meget mere bevidst om alle risikørne. Det kommer jeg desværre aldrig mere udenom. Men at være bevidst betyder jo ikke at det er nødvendigt at blive fuldstændig overmandet, og indtil videre kan jeg holde styr på de negative tanker. Det er nok fordi jeg stadig er i en form for euforisk tilstand, hvor jeg bare er så taknemmelig for, at det er lykkedes at blive gravid igen så hurtigt. Hvis alt går godt, så når jeg at blive mor som 38 årig, og det er jeg glad for, fordi det biologiske ur tikker stærkt i min alder.

Føler mig lidt trist idag. Måske er det tanken om at i morgen er det 6 måneder siden jeg fødte Pablo. Det føles stadig så tæt på, og jeg savner ham meget. Et sorgforløb tager så utrolig lang tid. Og det fortsætter jo, også selv om der er en lille ny på vej. Pablo kan aldrig erstattes. Det barn jeg venter nu er mit andet barn, og alligevel vil dette barn vokse op som det første barn. Omverdenen vil tro, at det er vores første barn. Ingen som ikke har prøvet det, vil nok helt kunne forstå, hvor meget et afdødt spædbarn fylder. Pablo kom aldrig hjem, han liv stoppede før det begyndte, men han VAR her. Han satte dybe spor i vores bevidsthed. Resten af livet vil jeg nok tænke på, hvordan det ville have været, hvis han var her.

Ja, Pablo fylder meget idag. Jeg vil så gerne give det bedste til det lille nye væsen på vej, give det den plads det fortjener. Jeg vil ikke have, at det skal bære sorgen over tabet af Pablo. Kan jeg undgå det ? Det håber jeg.

Nogle gange kan jeg blive i tvivl om, om vi har ventet længe nok. Tænkte nok at selv om vi begynder at prøve igen i juli, så går der nok nogle måneder. Men nej, den lille ny lod ikke vente på sig. Vupti, tog den bare den første chance, der bød sig. Jeg må tro på, at det er det rigtige tidspunkt for den, og så lade tingene ske af sig selv. Og jeg er så lykkelig over at være gravid igen.

Igår fik jeg en samtale med min nye chef. Hun fortalte, at den stilling hun havde tilbudt mig i juni måned alligevel ikke bliver til noget pga. fusionen imellem TD og Cegetel. Hun mente, at hun nok kunne tilbyde mig en anden stilling, men det kan først siges med sikkerhed, når hun vender tilbage fra ferie. Så hele august måned har jeg faktisk ikke noget at lave. Det passer mig strålende, så kan jeg jo bare gøre hvad der passer mig som f.eks. være aktiv på Netdoktor....

Har stadig masser af energi og mærker ikke nogle videre tegn på graviditet.

Så er det 6 måneder siden Pablo blev født. Det har været de 6 sværeste måneder i mit liv, men de har også været utroligt lærerige. Jeg har lært så meget om livet og døden. Jeg har lært livets mørkeste sider at kende og jeg har været helt ned på bunden og vende. Men det er med stolthed, at jeg kikker tilbage på disse 6 måneder. Vi er virkelig knoklet for at komme på føde igen, og idag kan vi igen begynde at se fremad - ikke kun pga. den lille nye spire i maven men også pga. vores vilje til at komme videre. Og jeg har en skjult skat i mit hjerte. En uvurderlig skat, som jeg bare skal tænke på i et brøkdel af et sekund, for at blive fyldt op med ømhed, varme og kærlighed. Den skat, det er Pablo.

Digt til Pablo på sin ½ års fødselsdag :

Et lille barn der voksede 9 måneder i min mave
En flot baby på 3580 g og 54 cm
Parat til at starte livet
Hvem skulle have troet, at du ikke skulle leve et langt liv ?
Dit liv sluttede før det begyndte Dit liv værde kun 9 måneder
Så kort og samtidig så langt

Et lille barn som levede i 13 dage
Så uendeligt lidt i forhold til et normalt liv,
Langt nok til at jeg lærte dig at kende
Hvem skulle have troet, at du skulle gå bort så hurtigt ?
13 dage hvor vi skulle sige goddag og farvel på samme tid
Så kort og samtidig så langt

Et lille englebarn på 6 måneder
Så tæt på og samtidig så langt væk
Et lille sterinlys der brænder for dig
Hvem skulle have troet, at du ikke ville se dette lys ?
6 måneder vi skulle leve uden dig
Så kort og samtidig så langt

9 måneder, 13 dage, 6 måneder, 3580 g og 54 cm
Det er dine tal Pablo
Kun et af disse tal vil komme til at vokse
Det tal der fortæller mig, hvor lang tid du har været væk
Dette tal vil altid være både så kort og samtidig så langt

Din mor

Igår var jeg til det første lægebesøg. Dr. Revol er på ferie, så jeg valgte en ny læge som også er akupunktør, Dr. Ngyen.

Jeg fortalte hende om forløbet med Pablo, og hun skrev det hele ned i journalen. Hun lavede en gynekologisk undersøgelse af livmoderen, men sagde, at det var for tidligt at mærke noget endnu. Hun gav mig de dokumenter, der skal udfyldes i starten for at deklarere graviditeten overfor Sécurité Sociale (sygesikringen). Hun udskrev også en recept på de obligatoriske blodprøver, der skal laves i starten. Desuden sagde hun, at jeg skulle skannes omkring 15. august, for at tjekke at spiren sidder rigtigt i livmoderen og at hjertet banker. Det franske system er bare alletiders hvad ekstra check angår. Min nuværende graviditet har fået stemplet "grossesse à risque" (risikograviditet), og så har jeg ret til det hele. Hun anbefalede mig også at få blodprøven for trisomi taget på det Amerikanske Hospital i Neuilly, hvor de er specialiserede i dette domæne. Fostervandsprøven har jeg også automatisk ret til, da jeg er 38, men det er klart NEJ. Risikøn for abort er for stor, og det ville jeg aldrig kunne bære psysisk.

Jeg spurgte hende om hun mente, at akupunktur kunne hjælpe imod kvalme. Hun svarede, at vi kunne prøve, hvis kvalmen melder sig, men at det ikke er sikkert, at det hjælper. Det beroliger mig alligevel, at der findes et middel som jeg ikke har prøvet i sidste graviditet. Kvalmen hænger som en trudsel over mit hoved, og i øjeblikket er jeg taknemmelig for hver dag der går UDEN kvalme. Ja, den har ikke meldt sig endnu. XXX

Så er der lige vægten. Jeg vejer 53 kg. Det er 3 kg under normalen. I de sidste mange måneder har jeg jo ikke haft nogen apetit. Nu skal jeg på FEDEKUR !!! Det er bare den omvendte verden. Der er så mange der døjer med overflødelige kilo under en graviditet. Men jeg er bange for kvalmen og den manglende evne til at indtage noget som helst. I sidste graviditet tabte jeg 5 kg i starten. Hvis jeg taber 5 kg nu, vil der bare ikke være noget tilbage. Heldigvis er appetiten kommet tilbage de sidste par uger, og nu går jeg og propper mig med de marcipanbrød, vi købte på den sidste danmarkstur.

Ellers har humøret været lidt i bund i de sidste par dage. Pablos 1/2 årsdag har tæret på humøret og lagt et låg på glæden over den nye graviditet.

Har nu taget et kilo på og vejer nu 54 kg. Stadig intet spor af kvalme.

Vi har en stille weekend uden de store udsving. Besøgte Nicolas og Sylvaine lørdag aften. Det blev en hyggelig grilaften, hvor vi fik snakket lidt mere fortroligt end sidste gang. Jeg tror de er klar til at få børn inden længe. Når man begynder at få lyst til hund og kat, så er børnene ikke langt væk !!

Vi fortalte dem, at jeg er gravid igen. Endnu er det ikke noget vi taler vidt og bredt om. François familie vil først få det at vide i næste uge når vi skal på familieophold i Auvergne.

Vi var i biffen to gange i denne weekend. I fredags så vi Johnny English (bof) og i aftes Le cout de la vie (ok).

Idag har vi indmeldt mig på fødeklinikken på Hopital Foch. Den første kontakt var ikke særlig god. Sekretæren sagde, at vi kunne få et møde med en læge i december måned. Men efter lidt insistering fik vi nummeret på to læger, som vi kan kontakte direkte. Det er ikke særlig betrykkende, hvis vi ikke kan få nogle klare beskeder om, hvordan vi vil blive fulgt med spiren.

Derfor vil vi også melde os ind på La Maternité des Lillas, der hvor jeg fødte Pablo. Mine følelser overfor denne klinik er meget blandede. På den ene side kender vi dem godt, og vi vil helt sikkert få specialbehandling denne gang. På den anden side så er de medvirkende årsag til det tragiske udfald med Pablo, og det er ikke betryggende. Klinikken ligger også for langt væk.

Måske skal vi overveje at tage kontakt til en 3. fødeklinik også. Desværre er Dr. Revol på ferie og kan ikke råde os.

Idag er jeg ikke rigtig til stede. Har bare siddet og spillet backgammon på PCen hele dagen på arbejdet. Det morer mig ikke engang, men det er en måde bare at glemme det hele på. Jeg tror også, at det er en måde at dulme min angst. Når jeg spiller, har jeg hverken brug for at tænke eller føle. Tiden går bare uden at man mærker noget til det.

Men i aftes var jeg kanontræt i hovedet og sur på mig selv over at spilde tiden på den måde. Nu er det slut med det.

I går aftes var vi til samtale på Maternité des Lillas med Dr. Teboul, den fødselslæge der var til stede, da Pablo blev født. Han var meget imødekommende, spurgte til os og hvad vi følte i forhold til at være tilbage på dette sted igen. Vi fik snakket om, hvordan vores forløb ville blive, hvis vi vælger at føde der igen. Han fortalte, at vi ville blive fulgt tæt, specielt i sidste del af graviditeten med ekstra skanninger og strimmelkørsel. En af teorierne var, at Pablo var blevet for lang tid i maven. Der kunne blive tale om at sætte fødslen igang inden termin. Men i såfald er der stor sansynlighed for endnu et kejsersnit, fordi en igangsat fødsel kan være for hård for en livmoder med ar. Han sagde også, at vi helt sikkert ville blive ekstra godt fuldt, fordi hele personalet kender Pablos historie. Det var så sjælden et tilfælde og de er også frygtelig kede af det, der skete. Jeg forstod imellem lignerne, at de har en form for skyldfølelse, som de gerne ville gøre god igen. Endelig sagde han noget meget vigtigt, og det er, at vi har ret til at skifte mening midt i graviditeten. Vi kan vælge klinikken og hvis vi på et tidspunkt bliver for urolige eller hvis det er for hårdt psysisk at komme tilbage dertil, så skal han nok skaffe os ind et andet sted. Det modsatte kan også lade sig gøre, først at vælge et andet sted og siden komme der.

Samtalen virkede meget betrykkende på os. I morgen skal vi så til samtale på Foch. Så må vi se, hvilken kontakt vi får der, og hvad de kan tilbyde os.

Her til morgen fik jeg taget blodprøver for graviditeten. Jeg tror først, at jeg vil tro på, at jeg virkelig er gravid, når jeg ser det sort på hvidt fra blodprøven.

Idag var vi til samtale med dr. Robin fra hopital Foch. Sekretæren havde givet os hans direkte linje, selv om det ikke er normal kotume, og det lykkedes os at opnå et møde med det samme. Vi fik en rigtig god kontakt med ham, og han har lovet at følge mig igennem hele graviditeten. Dette er heller ikke normal procedure, da Hopital Foch først følger graviditeten fra 6. måned. Så alt i alt er de klar til at gøre en extra indsats overfor os, og det er betrykkende. Oven i købet sagde dr. Robin, at hans søster også havde mistet et barn ved fødslen, så han har selv oplevet på tæt hold, hvad det vil sige at miste et spædbarn.

Vi talte om, hvordan forløbet ville komme til at foregå, og dr. Robin mente, at det specielt er sidst i graviditeten, hvor det er vigtigt at følge fosterets udvikling og velbefindende. I den sidste måned skal der skannes eller køres strimmel hver anden dag og det er højst sansynligt at fødslen bliver sat igang før endt termin. Der vil også blive taget røngentbillede af min bækkenbund for at tjekke, om barnet har mulighed for at komme ud på normal vis.

Til slut i samtalen spurgte dr. Robin, om vi ikke lige skulle kikke på spiren. Jo selvfølgelig, og så fik vi set den. Den ligger rigtigt i livmoderen og den lille hjerte banker :-) Den er meget lille endnu og faktisk er jeg ikke så langt henne, som jeg trøde. Den blev så ikke skabt på min fødselsdag alligevel, men omkring den 15. juli. Så det bliver til en termin i starten af april.

Det er næsten sikkert at vi vælger hopital Foch. De tilbyder nogenlunde det samme forløb som la Maternité des Lilas, men her er der ingen dårlige minder. Jeg føler det som den mest sikre løsning, og vi fik en god kontakt til dr. Robin. Han blev ved med at gentage : "Denne gang får I et sundt barn, det skal jeg nok sørge for". Ja, nu må vi se, jeg begynder at tro mere og mere på, at det nok skal lykkedes denne gang.

Som et lyn fra en klar himmel kom kvalmen i går aftes. Og når den er der, så fylder den det hele. Kunne ikke tage på arbejde. Heldigvis har vi en uges ferie nu at se frem til. Vi tager ned til svigermor i Auvergne i morgen tidlig - afgang kl. 4 for at undgå trafikpropperne.

Hård start på dagen, da vi steg ud af sengen kl. kvart i fire. På turen til Auvergne lå Jeg omme på bagsædet i bilen og kæmpede med kvalmen. Men vi klarede den uden opkastninger. Vi ankom op af formiddagen, og fik sagt goddag til familien. Endnu er det kun Agnes, François søster, der er kommet med to af børnene.Vi fortalte så nyheden om, at jeg er gravid igen, og de var selvfølgelig glade på vores vejne.

Kæmper med kvalmen hele dagen. Spiser mindre og mindre. Ligger i sengen de meste af dagen og sover også en del. Er begyndt på Primparan stikpillerne 3 gange om dagen, men de hjælper ikke.

Det er uudholdeligt. Kan næsten ikke klemme noget føde ned. Spiser vel et par kiks og en yogurt per dag og kaster noget af det op igen. Humøret går også ned af bakke og jeg havde en tudetur af bar desesperation over denne uudholdelige tilstand. Der er kun kvalme til stede, intet andet, en konstant lyst til at kaste op. Vægten ligger nu omkring de 51 kg, så jeg har smidt 3 allerede. Føler mig som et sløvt kosteskaft.

Pierre og Brigitte, François bror og svigerinde, ankommer med deres to børn. Nu er vi næsten fuldtallige. Der mangler kun Alain og Magalie, Agnes mand og barn. Jeg kan overhovedet ikke deltage i familiesammenkomsten, ligger bare isoleret inde på mit værelse og lider. Ja, jeg har ondt af mig selv idag.

Jeg var hos den lokale læge her i Auvergne idag. Hun foreslog, at jeg skulle prøve Primparan insprøtninger i stedet for stikpillerne. Det skulle virke bedre. Så fra i morgen kommer der en sygeplejeske to gange om dagen, for at give mig indsprøtninger i ballerne.

Kvalmen er kommet en lille smule under kontrol. Kan nu komme lidt uden for sengen og også spise lidt mere. Fandt endda energi til at gå en tur.

Idag var vi en tur på kirkegården, hvor Pablos urne er blevet nedsat på det franske familiegravsted. Det er sådan et smukt sted. Den sten, vi har malet til Pablo, havde taget tidt skade af al den varme, der har været i år. Malingen var begyndt at skalle, så vi tog den med hjem for at opfriske den. Mens vi stod foran gravstedet følte jeg ingen sorg. Jeg snakkede lidt til Pablo, fortalte ham igen at han skal være storebror, fordi der er en ny spire på vej inde i min mave. Åh, den lille fyr, hvor jeg dog elsker ham. Det er ved at tænke på ham, og på den lille ny, som jeg ved jeg kommer til at elske lige så meget, at jeg kommer igennem disse svære dage med kvalme. Jeg ved jo, at det er det hele værd og at jeg om et par uger igen vil kunne nyde min gravide tilstand og glæde mig over dette nye liv, der er på vej.

Da vi så, hvordan Pablos malede gravsten havde taget skade af varmen, fik vi igen lyst til at få lavet en graveret sten. Uden at sige noget var François taget ned om formiddagen for at købe et manuelt graveringsudstyr. Han havde inspiration for selv at prøve at gravere en sten. Senere tog han ned for at finde nogle nye sten, og kom tilbage med tre flotte sten. Han gik igang med en af stenene, og det foreløbige resultat var meget flot. Det tager tid, så vi tager stenene med tilbage til Paris for at fortsætte.

I mellemtiden har vi opfrisket malingen på Pablos nuværende gravsten og sat den tilbage på gravstedet.

Alain og Magalie kom tidligt her til morgen, så nu er huset fyldt op. Der er livlig gang i svømmepoolen, hvor alle ungerne morer sig højlydt.

Mit hår er en katastrofe. Jeg bliver ved med at miste en håndfuld hår om dagen (det har stået på siden Pablos fødsel), og der er efterhåden ikke meget tilbage. Det er ikke flot med et langt tyndt hår. Magalie er i lære som frisør, så jeg spurgte, om hun ikke ville klippe mig. Det ville hun hellere en gerne, så saksen kom frem. Der røg 10 cm. Det lettede !! Det hjælper også på humøret at blive taget lidt af.

Så er ugen gået og det var tid til at vende tilbage til Paris. Jeg gruede for de 6 timers bilkørsel. Lige fra morgenstunden af var min mave fuldstændig blokeret og jeg kunne ikke klemme en bid ned og heller ikke drikke. Det blev til endnu en køretur på langs på bagsædet. Gudskelov er François bare en skat i sådanne situationer, og han tog rettet hele vejen uden et knyt.

Det er den slemmeste dag jeg endnu har været igennem i denne graviditet. Har hverken kunnet spise eller drikke hele dagen. Det gør mig lidt bange, bange for min krop der bare ikke fungerer, bange for dagene der kommer. Hvis det fortsætter i morgen tager jeg på skadestuen.

Havde det også elendigt her til morgen, så vi besluttede at ringe til fødeklinikken på Hopital Foch. De sagde, at vi skulle komme ned på skadestuen til en undersøgelse. François tog med mig derned, selv om han egentlig skulle på arbejde. Efter en times ventetid på skadestuen kom vi i kontakt med en intern læge fra den gynekologiske afdeling. Han undersøgte mig og stillede en masse spørgsmål. Han studsede specielt over, at jeg har tabt 4 kg på en uge. Men han var ikke overbevist om, at det var nødvendigt at indlægge mig. Han ville tage afgørelsen sammen med sin chef. Han bestilte en blodprøve, for at tjekke at jeg ikke mangler nogle salte eller mineraler.

Efter endnu 3 timers ventetid kom lægen tilbage for at sige, at de ikke ville indlægge mig. Han mente, at jeg skulle stoppe Primparan insprøtningerne for at lade kroppen selv finde tilbage til sin normale tilstand. Jeg skal bare drikke så meget som muligt, specielt søde drikke så som cocacola, fordi det hjælper kroppen med at optage væsken. Det er lettere sagt end gjort, at jeg bare skal drikke en masse. Men under ventetiden på hospitalet, havde jeg trods alt fået det bedre, min mave begyndte at virke igen og jeg følte endda sult. Så jeg strittede ikke imod lægens beslutning om ikke at indlægge mig, men tog pænt hjem igen. Derimod insisterede jeg på at få en sygemelding fra arbejdet på 2 uger, og det fik jeg.

Da jeg kom hjem laved jeg straks den kinesiske raviolisuppe, som jeg i mine madfantasier har drømt om hele ugen. Første portion kom lige retur igen. Men jeg besluttede at insistere og tog en portion til. Anden portion blev !!! Samtidig handt jeg en cocacola frem og begyndte at drikke. Jeg rør elles andrig denne drikkelse, hader normalt søde drikke. Men hvad gør man ikke for at følge lægernes råd ? Colæn var faktisk ikke værst, og det lykkedes også at beholde den indenbords.

Ja, så gik der endnu en dag og det er en dag tættere på slutningen af dette mareridt, som kvalmen er for mig.

Så blev det tid til endnu en scanning af spiren. Det skete nede på laboratoriet i Puteaux. François tog tidligt fri fra arbejdet for at være med. Scannelægen var absolut ikke af den stortalene type, og foretog sin scanning i dyb tavshed. Til slut kom der så en tør kommentar : "Det er en helt normal graviditet". TAK for oplysningen. Men hvor var det dejligt at se spiren - og ikke mindst høre den hjerte banke. Det er helt utroligt, at en lille spire på 5 uger har et hjerte, der galoperer derudaf med 137 slag i minuttet. Den måler nu 11 mm, og det svarer stadigvæk godt til en begyndende graviditet omkring 13-15 juli.

Da vi kom hjem fra scanningen havde vi begge to et stort smil om læberne. Det hele virker bare mere konkret og realistisk, når man har fået et lille kik. Det var endnu en etape, der blev godt overstået. Der er mange etaper forude, det er jeg meget bevidst om, men det er stadigvæk med at tage en dag af gangen.

Jeg tror det bliver en pige denne gang. Det tror François også. Måske vælger vi ikke at få kønnet at vide, hvis nysgerrigheden eller holder til det. Jeg kan mærke, at jeg inderst inde gerne ville have en dreng igen. Men det er jo savnet af Pablo, der gør det. Jeg vil gerne have en dreng, men min intuition siger mig, at det bliver en pige. I bund og grund betyder det absolut ingenting. Det jeg gerne vil have er et sundt og levende barn, resten er bare små ubetydelige detaljer.

Kvalmen var under kontrol igår. Det er mærkeligt, som det kan skifte fra den ene dag til den anden. Men jeg tror, at besøget på skadestuen hjalp psysisk. Det blev jo tjekket at alt er i orden. Nu går jeg så og fylder mig med cola - tænk at det skulle være det, der var løsningen for mig, jordens største colafjende.

I denne periode var jeg ude af stand til at skrive i dagbogen. Det var en måned i kvalmehelvede. Jeg prøvede akupunktur, men det hjalp overhovedet ikke. Jeg var indlagt på Hopital Foch i 14 dage. Til sidst fik jeg Largactil imod kvalmen og det hjalp lidt. Det var svært at acceptere, at jeg skulle tage nervemedecin for at komme kvalmen til livs, men jeg var så desparat, at jeg alligevel tog medicinen. 

Jeg skrev følgende brev til Dr. Teboul, for at gøre ham opmærksom på, at vi ikke vil føde på la Maternité des Lilas denne gang (fødeklinikken hvor jeg fødte Pablo) :

Endelig kan jeg komme til dagbogen igen !!!!!!

Tænk at den en dag skulle få en ende. Ja, faktisk er kvalmen ikke helt slut endnu, men det går bedre !! Det har været 7 seje uger at komme igennem, hvor der ikke har stået ret meget andet på dagsordenen end sengeligning, opkastninger, kamp for at klemme noget indenbords og så den klamme kvalme, der bare er altoverskyggende og gør det umuligt at være nogle steder. Hvad holdt mig oppe i alle disse uger ? Tanken om dette lille væsen der vokser inden i mig, som er så ønsket og ventet på. Ja, det er bare det hele værd, for jeg er så opsat på at få dette barn. Jeg siger til det hver dag, at det bare skal tage al den næring, det har brug for. At det skal blive derinde og bare vokse sig stor og stærk.

Indtil videre er det faktisk lykkedes mig meget godt at holde de nervøse og bange tanker på afstand. Måske er det fordi den stærke kvalme trods alt har givet mig trøn på at alt er vel derinde. Men nu kan jeg godt mærke at skanningen den 30. september er meget velkommen. Det vil blive dejligt at få tjekket at den lille spirebebs er sund og velskabt.

Hvis alt fortsætter med at gå fremad, så starter jeg arbejde igen på mandag. Glæder mig faktisk til at komme ud blandt mennesker igen efter alle disse ugers navlebeskuring. Alligevel er jeg lidt bekymret for hvordan det skal gå i min nye stilling. Vil jeg kunne finde mig til rette i min nye funktion ? Vil jeg få de kontaker, som jeg har så meget brug for for mit velbefindende ? Det vil tiden vise.

Vi skal til vores første møde med haptonomisten i eftermiddag (Haptonomi er en metode, der er meget udbredt i Frankrig og går ud på at bringe begge forældre i kontakt med deres fremtidige barn). Hun er blevet anbefalet af Natacha og Claire, og hun skulle være meget god. Vi starter tidligt, men måske kan hun hjælpe mig med at genfinde kontakten til min krop. I alle disse uger har jeg nærmest flygtet fra kroppen, fordi den har føltes så ubehagelig. Det er François, der har taget initiativet til at se hende allerede nu, så det viser jo, at han gerne vil i kontakt med dette lille nye barn. Indtil videre er det stadig meget fjernt for ham. Han har også haft det hårdt i disse uger over at se mig så skidt hele tiden. Han længes efter at finde sin kone igen.

Haptonomisten Dominique bor i en sidegade til Rue St. Honoré i en rigtig gammeldags herskabslejlighed. Vi kom 20 min for tidligt og gik så lige en lille tur foran butiksvinduerne. Men jeg faldt altså ikke for kjolen til 2500 Euros. Gudskelov !! Luften var tyk af forurening, der er igen forureningsalert pga. det varme vejr og måske vil de lave bilstop i næste uge. Dominique gav mig med det samme et positivt indtryk. Mens vi sad og ventede, kunne vi høre babygråd. Og så kom det forrige klientpar ud med en lille spæd nyfødt. Kvinden satte sig ned i sofæn ved siden af os og begyndte at amme. Jeg blev rørt til tårer over at se denne lille og høre dens gråd. François sad også bare stille og kikkede. Den virkede så lille og skrøbelig, mindre end Pablo var. Men denne her var spillevende og sugede godt til på brystet. Vi fortalte vores historie til Dominique, og hun var lyttende og opmærksom. Hun spurgte om jeg følte, at jeg havde fået sagt ordentlig farvel til Pablo. Det havde jeg svært ved at svare på. Så sagde hun, at det var vigtigt, at vi fortalte vores lille nye om Pablo og om, hvad der er sket inden den kom ind i min mave. At der har været en anden baby før den, og at denne baby ikke lever mere. At den er vores andet barn, men samtidig vil den blive vores første barn i livet. Jeg tog hendes ord til mig. Derefter lagde jeg mig på briksen, og hun inviterede François til at lægge sine hænder på min mave for at tage kontakt til babyen. Det var dejligt, for det er første gang han gør det. Vi lavede forskellige vuggeøvelser og jeg følte virkelig, at jeg kunne mærke dens tilstedeværelse. Vi var begge godt tilfredse med besøget og vender tilbage igen om 3 uger.

I denne weekend er det teapiweekend. Vi skal være sammen med de 17 andre par og temæt er parforholdet. Heldigvis er kvalmen ikke så slem, så jeg håber at kunne være mere til stede end sidste gang.

Gud hvor jeg var glad for at komme ud af døren og gå på arbejde idag. Efter alle de uger i sengen var det bare dejligt at komme ud blandt mennesker igen. Jeg fortalte kollegerne, at jeg er gravid igen, og de var alle glade på mine vejne. Nu tør de godt tale graviditet og børn omkring mig igen, og det er altså en lettelse.

Dagen startede selvfølgelig med at min PC ikke fungerede. Og da den endelig ved middagstid blev repareret, så var det mailen som ikke virkede. Med disse startproblemer fik jeg ikke lavet meget idag, men det var dejligt at få snakket med kollegerne.

Kvalmen er ved at tage af nu. Jeg kaster stadig op om morgenen, men efter morgenmaden føler jeg mig nogenlunde tilpas. Desværre er jeg lidt konstiperet, og hvis maven buler ud, er det ikke pga. babyen endnu.

Vi havde en udemærket teapiweekend med gruppen. Jeg var ved godt humør. Vi fandt ud af at for at pleje parforholdet, så vil vi indføre et dagligt rendez-vous på et kvarter og et ugentligt rendez-vous på en aften, hvor vi kun er os to uden TV, PC eller andre forstyrrende elementer. Vi trænger til at genfinde hinanden efter alle disse uger, hvor jeg var skidt hele tiden.

Status på 12. uge :
Vægt : 52 kilo (-4 kilo i forhold til normalt)
Maven : ingen synlig forandring endnu andet end topmave pga. forstoppelse.

Når jeg ligger på ryggen om morgenen kan jeg mærke en lille bule ved underlivet. Der er ganske rigtigt noget dernede, selv om det endnu er svært at se. Kvalmen er ved at aftage, men kommer stadig tilbage i ryg. Har stadig ingen energi til at dyrke nogen form for sport.

Idag måtte jeg igen blive hjemme i sengen pga. kvalme. Endnu en dag med hyppige opkastninger og ingen mad. Nå, men det er til at holde ud når det kun er en dag af gangen.

Idag var jeg faktisk ret negativ over min jobsituation, så det gjorde ikke noget med en dag under dynen. Jeg har haft svært ved at finde mig til rette i jobbet siden tilbagekomsten fra barselsorloven efter Pablo. Det gode projekt jeg havde inden, var blevet overtaget af en kollega. Jeg blev sat til et nyt projekt, hvor jeg skulle arbejde helt alene og som ikke var særlig interessant. Ikke mærkeligt at jeg manglede motivation og initiativ. Det kneb også med koncentrationsevnen midt i al sorgen. Siden kom sommerferien og nu har jeg lige været sygemeldt i halvanden måned pga. kvalme. Det er som at starte helt forfra igen.

Jeg er blevet tilbudt et nyt job af min gamle chef, som jeg har det virkelig godt med. Men stillingen virker lidt overflødig efter omorganiseringen, og jeg ved ikke om der egentlig er noget rigtigt indhold. Jeg skal til samtale med hende i morgen eftermiddag, så nu må vi se. Ellers er alternativet at vende tilbage til det kedelige projekt.

Mens jeg lå i sengen læste jeg lidt i Landsforeningen for Spædbørnsdøds temahæfte om andres erfaring med at være gravid igen efter at have mistet. Mange har haft store problemer med angst og ubehag. Indtil videre føler jeg mig ved godt mod og er ikke decideret bange. Jeg føler stadig sorgen kommer op i mig en gang imellem, men det er jo helt naturligt. Jeg tror det vil blive sværere senere henne i graviditeten end det er nu.

Puha, hvor var det hårdt at komme afsted på arbejde idag. Efter en ufrivillig fastedag var der bare ikke megen energi at finde frem til at komme ud af sengen og ud af døren. Stod op kl. 4 og kl. 8 og kastede op. Men det lykkedes at klemme noget morgenmad ned og komme afsted. jeg havde jo min jobsamtale at se frem til.

Men den nye stilling bliver ikke til noget alligevel. Det var jo det jeg havde på fornemmelsen. Min gamle chef var som altid meget forstående og sagde, at det vigtigste var, at jeg passede godt på mig selv. Nu må jeg tilbage til min gamle stilling og det kedelige projekt. Det er ikke vildt begejstrende, men jeg føler alligevel et behov for at komme igang med det arbejdsmæssige igen. Jeg har brug for, at min hjerne beskæftiger sig med andre ting end graviditeten, for maven vokser jo ikke hurtigere af den grund. April synes langt væk, alt for langt væk.

Idag var jeg til det sidste jordmoderbesøg hos gynekologen Nguyen, inden jeg vil blive fulgt af Dr. Robin fra Foch igennem resten af graviditeten. Undersøgelsen gik fint, livmoderhalsen er helt lukket og graviditeten har udviklet sig pænt. Hun sagde, at det var den bedste behandling jeg kunne få, at blive fulgt på Foch. Hun havde kun godt at sige om Dr. Robin.

Hun tilbød også at sygemelde mig allede fra 5. måned, hvis jeg følte mig træt. Jeg skulle bare komme igen, hvis jeg havde brug for det. Det var da rigtigt dejligt at vide. Ikke at jeg nødvendigvis har lyst til at sygemelde mig, hvis jeg føler mig i fuld form. Men hvis arbejdet går mig for meget på, så er det da godt at have den mulighed i baghovedet.

Ellers lykkedes det mig at arbejde lidt på mit projekt idag.

Idag afholdt den danske mødregruppe i Paris sit 10 års jubilæum. Der var inviteret til fest om eftermiddagen inde i danmarkshuset på Champs Elysées og Alberte var på programmet til underholdning for store og små. Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag, François og mig. Den lille i maven havde besluttet at give mig en kvalmepause, så jeg kunne nyde godt af den gode buffet og ikke mindst lagkagebordet bagefter. Jeg fik snakket med en del af de andre mødre, som jeg begynder at kende efterhånden, og jeg var selvfølgelig ikke mindst glad for at kunne komme ud med nyheden om, at jeg er gravid igen. De kender jo alle min situation, efter at jeg satte Pablos historie i månedsbladet.

Francois mødte en gammel bekendt fra teapigruppen, en dansk pige som har været med for nogle år tilbage. Jeg mødte også en sød pige, Helle, som ikke er medlem af mødregruppen, men som var kommet for at høre Alberte. Vi udvekslede telefonnumre, og jeg vil helt sikkert kontakte hende igen, da hun også var på udkik efter nye venner.

Endnu en dag i kvalmens tegn. Den er vendt tilbage med fuld kraft, og jeg har passeret dagen i sengen uden at kunne spise noget overhovedet. Det er utroligt, at det bliver ved. Med Pablo varede det ikke så længe. Nu er jeg snart 13 uger henne men må stadig døje lidt endnu. Det er lidt svært at se frem til en ny arbejdsuge ovenpå sådan en dag.

Så oprandt dagen for min scanning endelig. Jeg ventede på den med utålmodighed, spænding og også en lille smule nerver.

MIN LILLE SPIREBEBS HAR DET I BEDSTE VELGÅENDE !!!!!!!!

Den lavede masser af bevægelser både med arme og ben, og hjertet var i fuld aktivitet. Den lå og vendte sig lidt rundt, men gemte sig mest i et hjørne, hvor den lå på maven. En lille trykhedsnakoman. Den måler 7 cm fra hoved til hale, hvilket svarer nøjagtigt til et barn på 13 uger. Så den vokser helt normalt.Nakkefolden ser også fin ud i forhold til dens alder. Vi kunne se dens små hænder, fingrer og fødder, og indtil videre ser det hele normalt ud.

Det var virkelig dejligt at se den lille, det hele bliver lige pludselig mere virkeligt. Det er bare kvalme og det hele værd, ja, hvilken fantastisk skat det er, at bære rundt på et lille menneskeliv inde i sig.

Det der beroligede mig mest, det var at konstatere, at den vokser som den skal. Jeg kan jo godt blive bange, når jeg stadig har hele dage, hvor jeg ikke spiser en skid. Men den tager i hvert fald hvad den har brug for. Det var også godt at få konstateret at nakkefolden har en normal størelse. Jeg er jo 38 og sansynligheden for trisomi 21 er utrolig meget større i min alder end hos en "ung" kvinde på f.eks 25. Nakkefolden taget i betragtning er min sansynlighed for et levedygtigt mongolbarn ca. 1/330. Det kan jeg godt leve med uden at gå ind i overvejelser om en fostervandsprøve. Nu skal jeg så have taget en blodprøve om 3 uger og den skulle også helst være god.

Vi sad og kikkede scanningsbilleder hele aftenen igår og også her til morgen. Det er så sødt at se på dette lille væsen, og det er som om at drømmen om et lille levende barn er rykket lidt tættere på.

Idag er kvalmen forsvundet igen som dug for en klar himmel.

Så blev det tid til at ringe til "la mairie" for at blive skrevet op til en vuggestueplads. Denne gang fik vi ringet i tide, og vi håber på, at der er strørre chancer for at få en plads denne gang. Det vigtigste var at ringe i tide, da det er en af kriterierne for udvælgelse. Selve mødet med "la mairie" bliver først den 12. november. Der er kun plads til ca. 50% af de børn, der søger plads. Det er ikke den billigste pasningsløsning, vi kan finde, da taksten afhænger af vores løn, og da vi ligger i den høje ende rammer vi det øverste loft. Men det er en pasningsordning der tiltaler os begge. Vi vil tage stilling til senere om det bliver den endelige løsning, eller om vi vælger en privat dagplejeordning evt. delt med en anden familie.

Det virker så underligt, at skulle tænke i disse baner allerede. Med Pablo fik vi jo afslag på vuggestueplads, og jeg var gået godt igang med at finde en anden ordning. Jeg havde endda taget kontakt til flere familier, der søgte en delingsordning. Og så blev det hele alligevel ikke til noget. Vi skulle ringe rundt og sige, at vores barn var dødt, så vi trak os. Det gjorde ondt. Denne gang går jeg ikke igang før barnet er der. Men vuggestuetilmeldingen er altså nu, så der er ikke nogen vej udenom.

Kvalmen har været væk i 3 dage nu, og det er lykkedes mig at få gang i mit arbejdsprojekt igen. Her sidst på ugen er jeg godt nok træt og glæder mig til weekenden. Jeg skal være sammen med teapigruppen imens François bliver hjemme.

Nej, hvor er det bare dejligt at vågne op en lørdag morgen uden kvalme, uden væggeur, uden at skulle noget hele formiddagen og med François ved siden af i sengen. Jeg lever endelig igen. Det er første gang i flere måneder at vi har tid og mulighed for at nyde hinanden. Vi brugte hele formiddagen på at spise, snakke, læse avis, hygge og slappe.

Om eftermiddagen tog jeg afsted til teapigruppen. Der er blevet installeret et sauna, og det var varmt, da jeg kom, så det var bare lige til at hoppe i. Det passede godt, da vejret har været køligt i de sidste par dage. Linda fejrede sin 29 årsfødselsdag og havde taget konditorlagkager med. Derefter havde vi en gruppe og aftenens film var "Je reste", en commedie med Sophie Marceau. Efter filmen havde vi som sædvanligt en gruppe igen, men jeg havde ikke inspiration for at tage ordet. Jeg var træt og faldt halvt i søvn. Mens jeg lå der havde jeg flere gange fornemmelsen af kunne mærke liv derinde i maven. Det er endnu meget subtilt, men jeg genkender bevægelserne fra sidste gang. Jeg glæder mig til at mærke mere. Natten forløb med mit nu sædvanlige tissebeseog midt om natten - et typisk graviditetstegn som jeg også husker fra sidste gang.

François kom mig i møde efter gruppen, så vi kunne tage videre ud for at besøge hans bror. Vi har ikke set dem siden sommerferien i Auvergne. De har lige fået nytapeseret i deres stue og gang, og det ser virkeligt godt ud. De har også fået skiftet den gamle nedslidte sofa ud. Der har været luseanfald på Elsas skole, så hele familien var igang med en aflusning. Jeg vidste ikke at sådan nogle udyr stadig fantes. De havde alle et stinkende produkt i håret og så godt fedtede ud. Men efter en gang hårvask fik vi sat os ned og snakket over en kop te. Ud på eftermiddagen begyndte jeg at blive lidt følsom i maven og spurgte om jeg ikke kunne få en ostemad. Sammen med Brigitte gik vi ud i køkkenet, for at spise lidt. Her sad vi så og snakkede graviditetssnak. Hun fortalte om sine to graviditeter, som absolut ikke har været nemme. Med Elsa måtte hun ligge på langs under hele graviditeten, da hun fik konstateret moderkageløsning lige fra starten af. Hun lå i sengen i 8 måneder !! Ved siden af synes mine to måneder med kvalme jo ingenting.

På vejen hjem i bilen blev min upashed i maven til rigtig kvalme og jeg havde plastikposen parat. Men jeg klarede turen uden uheld, og det var først da vi kom hjem, at jeg kastede op. Det blev til en aften uden aftensmad og en tidlig tur i seng.

Jeg synes, at jeg har kunnet mærket dig røre på sig flere gang i min mave nu. Din tilstedeværelse bliver mere og mere konkret for hver dag der går. Nu begynder maven også at bule ud, og det er en dejlig fornemmelse. Du skal vide, at jeg er uendelig glad og stolt over, at du er der. Du tænder et nyt håb i mig om, at mit allerhøjeste ønske endelig vil gå i opfyldelse : blive mor til et sundt og levende barn, der vil vokse op ved vores side.

Du er ikke vores første barn. For ikke så lang tid siden var der en anden baby i min mave lige der, hvor du lever og er nu. Det er din strorbror Pablo. Desværre kunne Pablo ikke blive hos os særlig længe. Du vil ikke komme til at kende ham, da han gik bort inden du kom. Hvis din mor er trist nogle gange, så er det ikke på grund af dig, men fordi din bror ikke kunne blive her hos os. Tankerne om dig og tankerne om ham kan ikke undgå nogle gange at blande sig sammen i mit hoved, fordi glæden over din tilstadeværelse uundgåeligt er blandet med angsten for også at miste dig.

Men du skal vide, at jeg elsker dig lige så højt, som jeg elsker din bror. Du har din helt specielle plads, og når du engang kommer, vil du vokse op, som var du vores første barn. Den oplevelse vi havde med Pablo er også en del af dig og en del af din historie. Du er kommet ind i vores liv på disse betingelser. Men jeg vil gøre mit allerbedste, for at give dig alt det, du har brug for og imødekomme dig som den, du er. Du kan ikke erstatte din bror, og det skal du heller ikke. Du er et nyt barn, du er en ener, du er din egen. Jeg er din mor, som er klar til at tage imod dig med åbne arme, klar til at elske dig for den, du er. Hvor jeg dog glæder mig til at lære dig at kende. Og du har verdens bedste far, som også glæder sig til at kende dig. Han ligger ofte hånden på min mave, for at hilse på dig. Du hjælper os med at gå fremtiden i møde med håbet om et dejligt familieliv.

Min lille skat, fortsæt du bare med at vokse dig stor og stærk. Jeg glæder mig til at mærke mere og mere til dig.

Din mor